Handicapfjendsk regering

Jeg er så gammel, at jeg husker nogle af de sorte kapitler i dansk handicappolitik, f.eks. Hartling-regeringen i 1970erne, første del af Schlüter-regeringens tid i 1980erne og Ritt Bjerregaards brutale nedskæringer i sin tid som socialminister.

Intet slår dog, hvad vi oplever med den nuværende regering. Både i stil og indhold.

Vi har en regering, som decideret ikke lytter, ikke kommunikerer, ikke besvarer henvendelser, ikke samarbejder med bagland eller borgere. Vi har en regering, hvis grovhed over for blandt andre mennesker med et handicap slår skiftende borgerlige regeringer med flere længder. En regering, der har fravalgt at opnå den viden og erfaring, som samarbejde med blandt f.eks. handicaporganisationerne kunne give dem, og som ville kunne kvalificere lovgivningen.

I stedet oplever vi en hidtil uhørt arrogance.

I denne sommer er det 37 år siden, jeg trådte ind til min første arbejdsdag i Socialforvaltningen i Århus, og i 37 år har jeg arbejdet med handicappolitik fra mange forskellige vinkler. I disse 37 år har jeg ikke oplevet en så handicapfjendsk regering som den nuværende, og vi skal endda endnu længere tilbage for at finde noget tilsvarende. Tilbage til 1929, tror jeg.

Jeg ved, at denne anklage er voldsom, men den er begrundet i, at angrebene er så konsekvente, som aldrig før set.

Regeringen har også lige aftalt en skattereform med stigende afgifter, som andre mennesker kan finansiere af skattelettelser, men som mennesker på overførselsindkomst ikke har skattelettelser til at finansiere.

Regeringen lader satspuljen finansiere en del af den fleksjobaftale, der har til formål at plukke fleksjobberne, hvilket vil ramme andre handicappolitiske områder.

Nettoresultatet af de forskellige transaktioner er, at der gives skattelettelser, som finansieres af mennesker med et handicap.

Regeringens forringelser er ikke bare forringelser. De rammer direkte ind i det enkelte menneskes mulighed for at leve et liv på lige vilkår med andre mennesker, som ellers er et handicappolitisk mål, som vi troede der var enighed om. Regeringen braser lige ind i det enkelte menneskes selvrespekt.

Det er med andre ord ikke blot et øjebliks (velbegrundet) vrede, der får mig til at konkludere, at vi har nyere tids mest handicapfjendske regering. Tværtimod, det er summen af alle disse angreb, der fører mig til den konklusion.

Løftebrudene

Jeg vil i alt væsentligt lade løftebrudsdiskussionen ligge, for den er velkendt og veldokumenteret og vel egentlig mest et mellemværende af moralsk karakter mellem de enkelte regeringspartier og deres vælgere.

Lad mig dog alligevel nævne tre tilkendegivelser fra regeringspartierne, fordi de blev givet til Muskelsvindfonden, og Muskelsvindfonden formidlede dem videre, så nogle af vore medlemmer måske har afgivet deres stemme ud fra den information, som vi videregav:

”Socialdemokraterne mener, at fleksjobordningen skal være et værdigt tilbud til mennesker med nedsat funktionsniveau, og vi oplever ikke, at der er grund til ændring af den nuværende ordning. … Vi har ingen planer om at nedsætte førtidspensionen.”

”Det er Socialistisk Folkepartis mål, at fleksjobordningen er et værdigt tilbud til mennesker med nedsat funktionsniveau, og vi arbejder for at fleksjobbere skal have en overenskomstbestemt løn. … Vi har heller ingen planer om et nedsætte førtidspensionen.”

”Ja”, svarede Det Radikale Venstre kort og klart, da vi spurgte ”Vil I sikre, at en førtidspensionsreform ikke betyder, at personer, der i det nuværende system vil få en førtidspension, ikke bliver tvunget over på et væsentligt lavere forsørgelsesgrundlag?”

Med andre ord, ingen slinger i valsen fra nogen af dem – før folketingsvalget.

Mange stemte på dem, både mennesker med muskelsvind og med andre handicap, og mange havde endda store forventninger. Løftebruddet gælder denne gang ikke kun to af regeringspartierne, men dem alle tre.

Lad mig i sandhedens interesse lige tilføje, hvad Det Konservative Folkeparti svarede:

”Med reformaftalerne 2020 ændrer man på fleksjobordningen, således at man i stedet får løn for de timer, man kan arbejde og så får man dagpengesats for resten.”

Den kunne vi så tygge på – og være uenige i – men Det Konservative Folkeparti snød ikke på vægten. Og resultatet blev i øvrigt, som Det Konservative Folkeparti meldte ud før valget. Øv.

Men respekt for partiets hæderlighed.

Flere skal ind på arbejdsmarkedet

Nu har de tre regeringspartier så indgået en aftale om fleksjobs og førtidspension med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det helt afgørende mål er, at flere skal ind på arbejdsmarkedet. Det eneste, aftalen ikke handler om, er bare, hvordan flere så får adgang til arbejdsmarkedet. Den eneste antydning af, at man er opmærksom på problemet, er, at der er afsat penge til at informere virksomhederne om de nye regler: 2 millioner kroner!

Der kan ikke blive råd til megen information for de penge, og skulle det lykkes, vil det straks gå op for virksomhederne, at de ikke har noget som helst incitament til at ansætte en fleksjobber. Incitament-filosofien er ellers regeringens helt grundlæggende princip.

Den særlige aflønningsform, der følger af aftalen betyder nemlig, at virksomheden ikke kompenseres for, at fleksjobberen måske bruger længere tid på at løse en opgave eller har mere fravær end andre medarbejdere. Det vil sige, at der bliver færre fleksjobs end hidtil.

Allerede nu er der 17.000 mennesker på ledighedsydelse, som er visiteret til et ikke-eksisterende fleksjob. Dem bliver der flere af i fremtiden, både fordi der bliver færre fleksjobs, og fordi mennesker med en arbejdsevne helt ned til 2 timer om ugen også skal stille sig op i den kø. Dette er nemlig et af regeringens helt store slagnumre.

Med andre ord: Flere mennesker om færre fleksjobs.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så har arbejdsgivernes organisationer klart meldt fra med hensyn til at oprette flere fleksjobs på de vilkår, som regeringen og dens forligspartnere har aftalt, og fleksjobs på to timer om ugen vil de da i hvert fald ikke oprette, for det kan under ingen omstændigheder betale sig.

I princippet kunne jeg stoppe omtalen her, for aftalen har indbygget sin egen fiasko i og med, at der ikke kan skaffes fleksjobs.

Men fiaskoen er samtidig en succes for regeringens spareøvelse, for konsekvensen vil være, at rigtig mange mennesker vil blive parkeret på en lav ledighedsydelse, som ikke er i nærheden af den førtidspension, som ellers ville have været alternativet for fleksjobberne.

Besparelsen bliver med andre ord langt større end de 1,9 mia. kr., som regeringen har beregnet.

Aflønning i fleksjob

Princippet er, at man aftaler sin løn og arbejdstid direkte med arbejdsgiveren, som på den måde tager stilling til, hvilken værdi fleksjobberen tilfører virksomheden. Herefter supplerer kommunen op med et beløb, der som udgangspunkt er 16.700 kr.

Dette beløb aftrappes dog med en del af den løn, man aftaler med sin arbejdsgiver. Der aftrappes 30 procent af de første 13.000 kr. og dernæst 55 procent af resten.

Det vil sige, at tilskuddet er nedsat til 0 kr., hvis man aftaler en løn med arbejdsgiveren på 36.400 kr.

Der gives ingen kompensation for, at fleksjobberen måske arbejder langsommere. Regeringen bryder hermed det helt grundlæggende princip om handicapkompensation.

Denne beregningsmetode bryder så også, fleksjobberen reelt får en marginalskat på ca. 70 procent af de første 13.000 kr. og ca. 85 procent af den efterfølgende løn.

Når andre mennesker har en marginalskat på 56 procent, mener regeringen, at de mister motivationen til at arbejde. Når det gælder fleksjobbere, mener regeringen, at de vil arbejde mere med denne marginalskat.

Hvilket så i øvrigt er noget sludder allerede af den grund, at økonomisk incitament er uden betydning, når man ikke kan arbejde mere. Alt i alt viser disse tal dog, at der hverken er hoved eller hale i regeringens argumentation.

Beregningsmetoden betyder også, at mennesker med en fremadskridende sygdom som f.eks. muskelsvind vil opleve en faldende levestandard i takt med, at sygdommen forværres.

Disse nye regler gælder alle, der nyvisiteres til et fleksjob, samt alle nuværende fleksjobbere, hvis de skifter job.

De hidtidige regler fortsætter for nuværende fleksjobbere, så længe de ikke skifter job.

Ledighedsydelsen

Taksten for ledighedsydelse er 89 procent af højeste dagpengesats, hvilket for tiden er ca. 15.200 kr. pr. måned. Forudsætningen er dog, at man har haft et fleksjob i ni ud af de seneste 18 måneder. Desuden gælder taksten kun, hvis man ellers ville være berettiget til dagpenge eller sygedagpenge, eller hvis man deltager i revalidering efter en jobplan.

For alle andre er ledighedsydelsen kun 80 procent af højeste dagpengesats, hvis man er forsørger og 60 procent, hvis man ikke er forsørger. Henholdsvis ca. 13.700 kr. pr. måned og 10.300 kr. pr. måned.

Ledighedsydelsen er ikke tidsbegrænset, men for mange arbejdsløse fleksjobbere ville de have haft førtidspension, hvis regeringen ikke havde gennemført dette angreb på dem. For dem er der tale om en markant ringere forbrugsmulighed, end de ellers ville have haft.

Det er faktisk uanstændig lavt, netop fordi dette kan være niveauet gennem meget lang tid, fordi regeringen intet har foretaget sig for at skaffe de fleksjobs, som det hele handler om.

Ledighedsydelsen er i øvrigt uafhængig af formue og ægtefælle indtægt.

Ressourceforløb

Selve flagskibet i regeringens udspil er imidlertid et ressourceforløb, som skal tilbydes, før man kan få et fleksjob eller måske førtidspension.

Et ressourceforløb kan f.eks. vare i ét år - eller i fem år. Det er kun beskrevet ganske sporadisk, hvad der skal ske i dette ressourceforløb, der altså kan have samme varighed som en universitetsuddannelse. Men i hvert fald er intet i den nuværende lovgivning til hinder for, at man kunne have gennemført den slags for længst.

Under alle omstændigheder er det dog en god ide, at der gives de bedste muligheder for så mange som muligt for, at de kan forsørge sig selv og bidrage til samfundets fælles udgifter genne produktion og skattebetaling.

Regeringen gør meget ud af at beskrive, at der skal etableres et tværfagligt samarbejde, og der skal indføres et system, så man kun skal henvende sig til én sagsbehandler. Dette skal ske inden 1. januar 2013.

Der er egentlig ikke noget nyt i den tankegang. Den lå også bag den daværende bistandslov, der trådte i kraft i 1976, men alt det, man ikke har kunnet få kommunerne til at gøre i de foregående 36 år, vil man nu have dem til at gøre på kun 4-5 måneder.

Hvis man er under 40 år, kan man blive sendt ud i det ene ressourceforløb efter det andet. Hvis man er over 40 år, skal man kun tilbydes et enkelt ressourceforløb.

For mig at se handler det mest af alt om at parkere folk så længe som overhovedet muligt på en ydelse, der er lavere end nogen anden mulighed i den sociale lovgivning, for så længe de er i et ressourceforløb, skal de jo i hvert fald ikke have førtidspension.

Forsørgelsesgrundlag i ressourceforløb

Princippet for ressourceforløbets forsørgelsesgrundlag er, at man modtager en ydelse på samme niveau som hidtil. Hvis man modtog sygedagpenge, fortsætter man med det (medmindre de altså er ophørt på grund af varighedsbegrænsningen!). Hvis man var på kontanthjælp, fortsætter man med det. Osv.

Konsekvensen er, at regeringen fastlåser et stort antal mennesker på et rekordlavt forsørgelsesniveau, som det i praksis er umuligt at eksistere for.

Førtidspension

Det er præciseret i aftalen om førtidspension, at man som udgangspunkt ikke skal kunne få førtidspension, hvis man er under 40 år. Samtidig fremgår det, at man godt kan få førtidspension alligevel, hvis det er åbenlyst formålsløst at ”udvikle arbejdsevnen”.

Som eksempler nævnes ”udviklingshæmning, personer med en alvorlig hjerneskade eller en person med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, og hvor prognosen er kort levetid eller at sygdommen er hastigt accelererende”.

Trods dette er det alligevel uklart, hvad regeringen mener, og hvad aftalen betyder, for når fleksjob skal tilbydes først, også selv om man kun kan arbejde to timer om ugen, så kan man læse aftalen på den måde, at så kan man kun få førtidspension, hvis man end ikke kan arbejde i to timer om ugen.

Konklusion

Med aftalen om fleksjob og førtidspension retter regeringen et groft angreb mod mennesker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv. Man sørger omhyggeligt for, at alle gode tiltag i aftalen finansieres af de mennesker, der har dårligst råd, og man holder så mange som muligt på så lav ydelse som muligt i så lang tid som muligt.

Man henter oven i købet så meget finansiering fra mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, at man sideløbende er i stand til at give skattelettelser til mennesker, der godt kan forsørge sig selv, og som endda er højtlønnede.

Regningen for et fornuftigt politisk mål om at styrke forskning og uddannelse får man ved samme lejlighed ganske elegant placeret hos den del af befolkningen, der har dårligt råd.

Meningen er, at aftalen skal føre til en besparelse på 1,9 mia. kr. Det vil vise sig, at besparelsen bliver langt, langt større, fordi selvsamme regering også har valgt en model, der skaber så få fleksjobs som muligt – og dermed så mange på den lave ledighedsydelse som muligt.

Og førtidspensionen bliver det i praksis meget vanskeligt at få.

Med udsigten til et lavtlønnet fleksjob eller mere sandsynligt en permanent ledighedsydelse fjerner man samtidig en stor del af incitamentet hos unge med et handicap til at gennemføre en uddannelse.

Dette er naturligvis ikke holdbart, heller ikke for den nuværende regering. Derfor er jeg også sikker på, at de i høj grad vil blive nødt til at genoprette nogle af de værste forringelser, og de vil så vidt muligt gøre det før et kommende folketingsvalg i håb om, at vælgerne glemmer dette overgreb.

Kun et år ude i fremtiden truer et kommunalvalg, hvor især Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil opleve en sand katastrofe med den aktuelle vælgertilslutning.

Udsigten til, at de to partiers borgmestre og kommunalpolitikere kan komme til at betale en pris, kan godt føre til en snarlig selvransagelse i de to partier.

Derfor er det sidste ord ikke sagt i denne sag, og det bliver heller ikke sagt, før handicappolitikken igen er tilbage på sporet.

Men et nederlag er kun en sejr, der ikke er vundet endnu.

Jørgen Lenger er udviklingschef hos Muskelsvindfonden.

Artiklen bringes også på www.muskelsvindfonden.dk