Gør oprør!

Nu er det nu! Endelig er det jer, der sidder her i den store sal, med røde øjne og hvide huer – på den helt rigtige, studenteragtige måde. Smukke ser I ud, fikse og færdige studenter (…)

Jeg vil tale til jer i dag om frihed. Et tema, der nærmest valgte sig selv på dette mindeværdige tidspunkt i verdenshistorien, hvor en vred ung mands selvafbrænding i Tunis har sat en hel revolutionsbølge i gang i det Mellemøsten, vi ellers havde vænnet os til blev styret af stærke og rodfæstede diktaturer.

Men som strejfet af et vældigt vingeslag hen over hele den mellemøstlige region er frihedsdrømmene hvirvlet frem; overalt ser vi disse gribende billeder af unge mennesker, mænd, kvinder og børn, der demonstrerer for frihed – artikulerer deres dybe ønsker om retten til at bestemme over deres egne liv, retten til udfoldelse og uddannelse, til et frit liv i et samfund, de kan respektere.

Det er et imponerende mod, der udvises; mange liv er allerede gået tabt i frihedskampen – men den ser ud til at være ustoppelig.

Når I resten af jeres liv tænker tilbage på jeres gymnasietid, vil facebookrevolutionen, eller med et smukkere navn: ’det arabiske forår’ være vævet ind i erindringen.

Her gik vi ellers lige og havde et billede af verdensordenen, og så lavede den sig om.

Jeres forældre kan huske overraskelsen af samme art og kraft, da muren faldt i 1989.

Selvom man følger med, ser og læser nyheder og analyser, ja, så så man det heller ikke dengang – at det var tid for boblen at briste.

Billederne af de lange rækker karrygule og flødehvide trabier, der kørte ind i Vestberlin, glade mennesker, der stoppede D-mark ind gennem bilvinduerne, overraskelsen malet i alle ansigter over, at dette, som de selv var midt i at skabe, var virkelighed.

»Den fjerde bølge af demokratisering«, kalder Carl Gershman, der i USA iagttager og forsker i demokratiudvikling, det arabiske forår.

Og han fortsætter: »Den første begyndte med den amerikanske og franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Den anden kom efter Anden Verdenskrig som følge af fascismens nederlag og skabte det japanske, tyske og italienske demokrati. Den tredje bølge kom i 1970'erne med militærdiktaturernes fald i Portugal og Spanien og spredte sig til Latinamerika, Asien, Centralamerika og Afrika. Fra 1974 til 2005 voksede antallet af demokratier fra 39 til 123.«

Styrken i denne fjerde bølge ser han i den voldsomhed, de gamle regimer har reageret med – og i, at kraften i revolutionen kommer indefra. Det er en uovervindelig frihedstrang i befolkningerne, der udfordrer de gamle magthavere. Og en vældig utålmodighed.

»Enorme håb er nødvendige for enhver revolution,« slutter Gershman: »Derfor er skuffelsen indbygget«.

Men kraften, energien og troen på forandringernes muligheder er stærkt livsbekræftende og værd at løfte sit hoved til for en flok danske studenter på en højtidsdag som i dag.

Det nytter noget, det, du drømmer om, betyder noget. Hør her en ung Gustav Munch-Petersen udfolde sit ideal:

jeg er kun et menneske
men jeg skal engang
rive jordens bjerge op
og lade dem rasle
for ørerne af dem, der sover –
jeg er kun et menneske,
men jeg skal engang
tage solen ned fra himlen
og lyse i alle mørke huller
med hvidt ubarmhjertigt lys –
jeg er kun et menneske,
men jeg skal engang
stjæle gudernes lyn
og feje jorden ren for støv.

»Det nøgne menneske«, 1932

Således nåede Gustav Munch-Petersen at skrive, inden han som 26 årig omkom som frivillig i Spaniens frihedskamp.

Imens det brager løs i Mellemøsten, stagnerer Europa, det knager i de gamle demokratier. Måske er den demokratiske tanke slidt ned, de folkelige fællesskaber kæntret og solidariteten døende.

Er glæden over vores demokratiske rettigheder falmet så meget, at vi hverken gider stemme eller engagere os i samfundet, men hellere kaster os over overfladisk underholdning, selviscenesættelse og individuel opmærksomhed? Betyder ligegyldighed overfor samfundets svage velfærdssamfundets fallit?

Det er forhåbentlig ikke rigtigt.

En 93-årig veteran fra den franske modstandsbevægelse Stéphane Hessel har i en lille pamflet taget på sig at adressere ungdommen:

»Gør oprør« er titlen. Gør oprør, opfordrer han jer til, stop ligegyldigheden! Engager jer! Vær indignerede! Han argumenterer:

»Man vover at fortælle os, at staten i dag ikke længere har råd til at sikre (..) vores borgerrettigheder (altså adgang til skole, uddannelse, sundhed og social tryghed). Men hvordan kan der i dag mangle penge til at fastholde og videreføre disse landvindinger, når produktionen af rigdomme kun er vokset og vokset siden befrielsen, hvor hele Europa lå i ruiner? Skyldes det ikke snarere, at pengemagten (..) aldrig har været så mægtig, så arrogant og egoistisk som nu. (..) Kløften mellem de fattigste og de rigeste har aldrig været så stor; jagten på rigdom, konkurrencen, aldrig nydt så stor ansporelse som i dag.(..) Vi, veteranerne fra modstandsbevægelsen, (..) vi retter en appel til de yngste generationer om at genoplive og videreføre arven fra modstandsbevægelsen og dens idealer. Vi siger til dem: Overtag stafetten, engagér jer!«

Og han fortsætter:

»Jeg kan ikke lade være med her at citere artikel 22 fra menneskerettighedserklæringen: ’Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder’

Selvom denne erklæring er en hensigtserklæring uden juridisk bindende kraft, har den ikke desto mindre spillet en væsentlig rolle siden 1948. Vi har set flere kolonialiserede folk bruge den i deres frihedskamp. Den har sået et frø, der spirede i deres kamp for friheden.«

Stéphane Hessels lille pamplet er udkommet i to milioner eksemplarer; det lover godt for udbredelsen af de tanker, han udfolder og det mod, vi ser demonstreret overalt i Mellemøsten lige nu.

Der er ingen tvivl om, at frihedsbevægelser til alle tider er blevet befordret af store foregangsskikkelser, fyrtårne, som samlede drømmene i deres person og dermed blev symboler for deres befolkningers frihedskamp.

Man kunne unde de mellemøstlige revolutioner et fyrtårn som fx Nelson Mandela, der stadig inkarnerer den afrikanske kamp mod apartheid.

Født året efter Stephane Hessel er det tankevækkende, hvor meget vi kan lære af også af hans betragtninger. Hør her afslutningen af hans fantastiske erindringsværk, Vejen til frihed:

»Friheden er udelelig; lænkerne om hver enkelt fra mit folk var lænkerne om os alle, lænkerne om hele mit folk var lænker om mig.(…) Jeg er ikke virkelig fri, hvis jeg tager en andens frihed fra ham, lige så vel som jeg ikke er fri, når min egen frihed bliver taget fra mig. Både undertrykkeren og den undertrykte bliver berøvet deres menneskelighed. Da jeg vandrede ud af fængslet var det min mission at befri både de undertrykte og undertrykkerne. Nogle siger, at jeg nu har opfyldt dette. Men jeg ved, det ikke passer. Sandheden er, at vi endnu ikke er frie; vi har blot vundet friheden til at blive frie, retten til ikke at blive undertrykt. Vi har ikke taget det sidste skridt på rejsen, men det første skridt ad en længere og endnu mere vanskelig vej. For at være fri er ikke blot at kaste lænkerne af sig, men at leve på en måde, der respekterer og fremmer andres frihed. Den sande prøve på vor hengivenhed over for friheden er først ved at begynde.« (Vejen til frihed, 1994)

Det er store ord at høre på en stor dag. Måske tænker I, hvad skal jeg stille op med alt det? Jeg er jo kun et menneske.

Men se, hvilket menneske, siger jeg så!

I er, som I nu sidder der, smukke, stærke, frie og privilegerede mennesker – så langt forud for mange, mange andre på denne klode. Man kan – berettiget – have store forventninger til jer.

Med den bagage, som de kuverter, jeg om lidt overrækker til jer, udgør, kan I slå døre ind og bryde mure ned betydningsfulde steder i verden.

I har allerede vist det i jeres gymnasietid med dybt engagerede, solidariske projekter til støtte for nogen af verdens fattigste og mest udsatte mennesker: Støttecafé for Haiti sidste forår og Play for Pakistan i efteråret.

Men jo også ved jeres attitude til skolen, til at lære noget, være ambitiøse, blive kloge; og gerne – som andre her før jer – blive de klogeste. Det skal jo bruges til noget.

I er oppe imod en tidsånd, som ellers har et andet projekt med jer. Eller også er i oppe med den og håndterer den med samme metaelegance som AT-eksamen.

Paradise Hotel har i al fald spillet en vis rolle hen over skoleåret, en amaliefascination har vi vel delt og haft med i barerne ved årsfesten. I udfærdigede AT-synopser over temaet selviscenesættelse og overvågning, næsten selvironisk, som om temaerne var valgt som en kommentar til en trend i tiden.

Student fra Aurehøj for et par år siden, Sigurd Plaetner, skrev i efteråret en kronik i Politiken om at fylde 21 og bekymre sig, om man nu er på rette vej.

»Jeg får konstant at vide, at jeg skal være klog, højt uddannet, innovativ, økologisk, sund, succesfuld, smuk, velduftende, rig, røgfri, bedst til alt, slank og lykkelig. (…) Men når det handler om at blive til noget, og hvis jeg virkelig vil det, altså virkelig vil have succes og blive beundret, så har jeg slet ikke tid til at tage en uddannelse og leve sundt, for så har jeg travlt med alt muligt andet. At deltage i ’Paradise Hotel’ , lave en tarvelig CD, blive partypromotor og dj, sige noget ubegavet i tv og opføre mig som en idiot i byen. Helst nøgen.«

Han har fat i noget her, Sigurd; hvor de unge i Ægypten, Libyen og Yemen bruger Facebook til at sætte gang i revolutionen, bruger vi både de sociale medier og det licensbetalte, nationale TV til pjank, fjas og overfladiskhed.

Netop dette aspekt tager Sigurd fat i, når han fortsætter:

»Kristian Jensen (V) berettede for nylig følgende til Ekstra Bladet: ’Min kone, Trine, var målløs over mine tårer. (..) Hun havde aldrig set mig sådan før, og jeg kan da heller ikke mindes, hvornår jeg sidst har grædt på den måde.’ Manden, der er gruppeformand for det ene af landets to regeringspartier, forhenværende skatteminister og tilhørende magteliten, talte her om en nylig hændelse. Det var ikke finanskrisen, faldne danske soldater, den humanitære krise i Somalia eller de systematiske voldtægter i DR Congo, der kaldte hans tårer frem. Nej, grunden til at Venstres kronprins, Kristian Jensen, havde grædt som aldrig før, var, at hans tango fik ham stemt ud af Vild med Dans.«

Nu er unges arbejdsvaner, studievaner og generelle seriøsitet jo noget, politikerne elsker at kritisere og hele tiden have i kikkerten, når muligheder byder sig for stramninger.

Jeg må indrømme, jeg godt forstår Sigurds målløshed over den manglende sans for proportioner og udtalte svaghed for populisme hos sådan en toppolitiker selv.

»Er det bare mig, der er ung og naiv,« spørger Sigurd: »eller var tingene ikke lidt anderledes før i tiden? Ville Stauning have stortudet på åbent tv, hvis hans salsa havde sendt ham ud af en dansekonkurrence? Havde Achilleus deltaget i Paradise Hotel? Kan man forestille sig overskriften ’Sokrates amok på natclub’? Havde jomfru Maria fået Jesus som 16 årig for at komme med i De unge mødre?«

Og Sigurd ender med at konstatere: »Jeg synes, det er decideret fornærmende, at forventningerne til, hvad jeg og min generation kan klare, ligger så lavt.«

Så fik han brølt igennem, Sigurd, og det var jo helt velgørende.

Ikke overraskende vil jeg gerne gentage for jer her i dag, at mine forventninger til jer derimod er tårnhøje!

(…) Se bare at komme af sted. Ud at bruge jeres frihed til at skabe bedre liv for andre, vinde erkendelse og forståelse for hele det fantastiske liv, I har fået i gave.

Tillykke med studentereksamen.

Marianne Zibrandtsen er rektor på Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Teksten er en forkortet udgave af hendes translokationstale til nye studenter i juni 2011