Fagforeningsfolk til møde i Horsens enige om at arbejde videre om arbejdsplads- og tillidsmandsmobilisering imod arbejdstids- og sociale forringelser i trepartsforhandlinger.
»Vi advarer fagbevægelsens top mod at gå til trepartsforhandlingerne med fridage og frokostpauser i tasken, som noget der kan forhandles med, og vi advarer mod at sælge fleksjobberne, uanset hvilke modydelse regeringen stiller i udsigt«.
Sådan lød budskabet i en udtalelse vedtaget på et landsdækkende fagforeningsmøde indkaldt af LO afdelingerne i Region Midtjylland i Horsens fredag den 1. juni.
Det blev besluttet også at fortsætte mobiliseringen imod forringelser af arbejdsvilkår og sociale forhold på et landsdækkende tillidsmandsmøde, der finder sted fredag den 15. juni i Nørrebrohallen i København.
Læs hele udtalelsen fra fagforeningsmødet
Fagforeningsmødet, der samlede omkring 80 deltagere fredag var indkaldt under overskriften »Signaler fra virkeligheden«.
Selv om flere deltagere udtalte skuffelse over at antallet ikke var større – konferencen måtte blandt andet konkurrere med andre større fagforeningsmøder inden for Dansk Metal, Nærings- og Nydelsesarbejdernes Forbund og 3F – forblev signalerne kampberedte og optimistiske i forhold til en yderligere mobilisering imod LO-toppens eventuelle deltagelse i »arbejdstidstyveri« under de igangværende trepartsforhandlinger med regeringen.
Et gennemgående udsagn fra referater af stemningen på arbejdspladser over hele landet lød: »Vi er skide sure«.
Utilfredsheden rettede sig ikke kun mod planerne om forlængelse af arbejdstiden, men også mod forringelser af fleksjobs- og førtidspensionsordninger, den såkaldte 2020-plan og manglende indfrielser af løfter fra valgkampen.
Jan Carstensen, næstformand i fællesklubben på Novo Nordisk sagde i sit oplæg, at fagbevægelsen ikke skulle acceptere de regnestykker, som finansministeriet og regeringen opstillede.
– Vi anerkender ikke, at vi skylder nogen noget. Samfundet skylder os i stedet tak for at vi hverdag står op og udfører vores arbejde, sagde han, og opfordrede LO til at holde sig ude af aftaler, der forringer medlemmernes vilkår.
– Lad Folketinget tage ansvaret for reformerne, sagde han.

LO-ledelsens rolle i forhandlingerne blev taget op af flere talere på mødet. Flere sagde, at LO-toppen måtte indse at den var valgt til at varetage medlemmernes interesser, ikke politisk rænkespil.
Bjarne Høpner, formand for 3F Lager-, Post- og Servicearbejdernes Fagforening i København, kunne på mødet fortælle, at hovedbestyrelsen i 3F på et ekstraordinært møde havde besluttet at pålægge 3F-forhandlere at hovedbestyrelsen skal høres før en eventuel aftale indgås.
– Det lægger i det mindste nogle bånd på ledelsen. Men hvis der for alvor skal rykkes ved noget, skal vi arbejde for at alle arbejdspladser udtaler sig – på mere eller mindre kunstnerisk facon. For vores, fagbevægelsens, styrke ligger i aktivitet og den starter på arbejdspladserne, sagde han.
Carsten Sørensen, formand for en HK Klub i Silkeborg, der før mødet havde beklager sig over at kun fagforeningsfolk, ikke tillidsfolk, var inviteret med til mødet, udtalte at han var lidt skuffet over antallet af fremmødte – blandt andet med henvisning til at LO for halvandet år siden kunne samle 5.000 tillidsfolk i Odense imod den borgerlige regerings efterlønsplaner.
– Og så er vi nødt til at gå fra ord til handling, sagde han.
Henning Overgaard fra 3F Transport i Esbjerg sagde i et indlæg, at det er afgørende, at mobiliseringen imod forringelser ikke kun sker blandt fagforeningsfolk selv.
– Det er helt afgørende, at det er medlemmerne, der kommer til orde. Derfor har vi også tænkt os at fylde et par busser med medlemmer, når forbundsformand Poul Erik Skov Christensen holder møde med medlemmerne i Sydvestjylland i næste uge.
Flere talere talte for et landsdækkende tillidsrepræsentantmøde, blandt andet formanden for Metal Aarhus, Finn Andersen.
– Det kan godt være at vi ikke er så mange her i dag, men vi repræsenterer dog mange tusind medlemmer. Det afgørende lige nu er, hvordan de her protester føres videre. Jeg synes vi skal støtte indkaldelsen af et landsdækkende tillidsmandsmøde, sagde han.
Det blev desuden på mødet klart, at det store forbund HK har indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense tirsdag den 6. juni.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96