Tid til tid eller ...?

Går du også rundt og tænker på, hvor mon tiden er blevet af, er du ikke alene. Mange har unægtelig tænkt sådan.

Efter mere end ti års borgerlig økonomistyring af Danmark, er det passende at spørge: Hvor blev tiden af?

Tiden er som sådan altid i vælten. Og den har tilsyneladende til evighed haft en evne til at forsvinde. Måske var grunden til at den tyske filosof, Rüdiger Safranski foreslog: Tiden som strategisk-politisk tema.

Det gjorde Safranski, da han på en lun sensommeraften reflekterede over tiden. Det skete på CCCB (Centrum for samtidskultur i Barcelona).

Jeg var nysgerrig. Hvorfor skulle tiden blive et politisk tema? Handler politik ikke allerede om tid? Studietid, arbejdstid, fritid, alder for familiesammenføringer, alder for straf, antal år i Danmark for at opnå statsborgerskab, pensionsalder, etc.

Måske er det blot et borgerligt fænomen, at alt handler om tid. Måske er det lige nøjagtigt, hvad borgerlige politikere kan: De kan klokken.

Safranski gjorde det med det samme klart, at tiden er noget underligt noget. En blanding af noget virkeligt og uvirkeligt. Tiden er ikke længere fortid, men heller ikke fremtid.

Konstant er mennesket placeret i et nu; et meget kort nu. Livet er en guirlande af nu, nu, nu ... men, sagde filosoffen advarende, er mennesket kun placeret i et nu, er det uden erfaring.

Med denne løftede pegefinger lagde Safranski de første sten i sit angreb på den moderne forståelse af tid, der netop synes at devaluere den menneskelige erfaring.

Hvad er tid? Det korte svar er, at tiden er det, som uret måler. Næste spørgsmål er derfor: Hvad måler uret?

Uret måler en standard, en regelmæssighed, hvorved samfundet skaber en masseenhed, der gør det lettere at systematisere livet. Og her ser vi en af årsagerne til den borgerlige begejstring for tid: Kontrol.

Tiden er blevet dominerende, som ledelses og styringsredskab, idet tiden både opdrager og disciplinerer, fx igennem ideen om punktlighed og rettighed. Tiden er blevet synonym med en værdi for ordentlig adfærd.

Ordenlige mennesker er, som bekendt, forudsigelig, som et ur. De holder eksempelvis ikke et sabbatår.

Da jeg hørte dette, tænkte jeg straks på en af mine venner. Han er et ordentligt menneske, men også kedelig. Gør al denne fokus på tid os kedelige? Ja, de sidste ti år har – udover at være triste – også været kedelige, rent politisk. Modløse.

Tilbage til tiden og Safranski. Tiden forveksles ofte med ren mekanik, men tiden går ikke; den flyder.

Noget må ske, før mennesket kan tale om tid, sagde han med reference til Aristoteles.

Tiden er et forandrende medium; den gør noget og betyder noget, fordi den lader noget ske. Det er derfor tiden forsvinder eller er at svær at finde, når intet sker. Når noget derimod sker, så får tiden en betydning; den tillægges en værdi.

Tiden er med andre ord ikke en kraft, der får noget til at ske af sig selv, men den ridende flod, hvor noget kan ske. Alt finder sted i tiden. Men tiden finder kun sted, et sted, som må konstrueres.

Det er tilfældet, når tiden tildeles et bestemt sted, såsom arbejdstid, kvalitetstid, fritid … En sådan indhegning gør – paradoksalt – at der sjældent finder noget sted.

Uret er blevet alt for magtfuldt, som organisator af den menneskelige eksistens. Da Safranski, sagde dette, kiggede han sjovt nok på sit ur, måske for at sikre sig, at hans foredrag ville holde sig indenfor den afsatte tid. Man er vel et ordentligt menneske?

Denne lille ironiske gestus understregede blot at uret ’taler’ et decideret normativt sprog, hvor punktlighed og knaphed er iboende faktorer.

Tiden bruges eksempelvis ikke kun for at koordinerer møder mellem mennesker. Nej, tiden skal bruges. Og helst bruges til noget bestemt, fx uddannelse eller arbejde.

Tiden må for Guds skyld ikke spildes.

Det bemærkelsesværdige er, at tiden hverken er punktlig eller knap. Snarere er der tale om egenskaber, som tiden presses til at besidde på grund af dens forhold til andre – og tilsyneladende vigtigere – ting og standarder.

Tiden kan kun spildes, når agendaen allerede er bestemt. Safranski påpegede at tiden er blevet en vare, der som alle andre varer, er knap.

Det er sikkert grunden til at det ikke er ualmindeligt, at høre voksne mennesker tale om ’overspringshandlinger’, som en undskyldning for at de ikke lige brugte tiden på de forudbestemte gøremål.

»Jeg drak en ekstra kop kaffe, selv jeg burde …«

Tiden skiller synderen fra den mere frelste. Men ret beset er det ikke tiden, som spildes, men et bestemt gøremål, som udsættes.

Igen har den foregående regering formået at moralisere nationen til en forudsigelig masse, hvor det mest kreative og rebelske er, at undlade at besvare en mail samme dag. Den ønskede innovation, men har fået taylorismens tidskontrol til at fremstå, som noget ønskværdigt. Al den vamle pseudomoral, der angiveligt skulle dække over en eksistentielle tomhed.

For at forstå, hvordan tiden udnyttes i samfundet, nævnte Safranski, at der findes to former for tid.

En naturlig eller ontologisk tid, hvor alt begynder og dør. Denne forståelse er inspireret af darwinismen.

Den anden tid er eksistentiel – det er denne som er under belejring.

Samfundets moraliserende agenda har sat sig alt for markant på dagsorden, idet den anvender samme ’naturlige’ stressfaktor, som i den ontologiske tid, men strategisk.

Samfundet forholder sig strategisk til den naturlige tid ved at kæde både endelig og uendelig tid sammen, hvilket er religionens skyld, mener Safranski. Tiden er kun knap, fordi Jesus ikke havde oceaner af tid til at forløse mennesket.

Det er den religiøse målstyring, der stresser, idet det bliver altafgørende at være både virksom og produktiv, på den rigtige og frelste måde. Tiden skal bruges rigtigt, hvis ikke, så glipper paradis.

En sådan tidsforståelse overser helt evolutionens naturlige modningstid, der nok ledes af ønsket om udvikling, men ikke udvikling i henhold til en bestemt norm.

Problemet er selvfølgelig ikke, at de fleste gerne vil have noget ud af deres liv. Snarere at dette noget, alt for sjældent indeholder noget berigende, som kan føre til nye erkendelser og mindeværdige erfaringer.

Tiden synes i dag at være proppet med oplevelser, der skal forhindre det enkelte menneske i at forholde sig til tiden, som andet end noget der bare skal fyldes op.

Det er ikke tilfældigt, at vi lever i en oplevelsesøkonomi, hvor underholdningsindustrien vokser. Tiden skal fyldes ud, som tom juleand.

Og er der noget, som den foregående regering har været god til, så er det fyld. Den kunne ikke lide rundkredspædagogik, men elskede rundkredskommissionerne, hvor et velvalgt udvalg af mennesker ville fylde tiden ud med ideer og tanker, som ikke kunne blive – og slet ikke havde til hensigt at blive – brugt til noget.

Det vigtigste var altid at signalere, lidt som en Facebook-opdatering skal signalere noget interessant, skønt de fleste jo godt ved, at sådanne opdateringer skyldes at der ikke er så meget andet at lave.

Fantasiløs er ordet, hvilket nok har været kendetegnende for de sidste ti år. Kedeligt, ikke sandt?

Hvordan er det blevet sådan? Hurtighed er idealet og derfor den skyldige, sagde Safranski.

Og den er mest udbredt i økonomien, hvor alle ting forsvinder hurtigere. Ting forældes med større og større hast i jagten på mere vækst, men det betyder ikke at tiden går hurtigere.

En sådan forestilling er en illusion. Internettet kan fx sagtens ændre ved følelsen af tid, men ikke ved tiden, som sådan. Informationer er nemlig først bearbejdet, når de er forbundet med erfaring, hvilket netop kræver tid. Samme tid, som altid.

Er der så en løsning på den forsvundne tid? Ja, at genfinde den humane tid. Eksistensen skal tilbage til politikken, der engang handlede om organiseringen af liv, og ikke national økonomistyring (altså tidskontrol).

Gid den nye regering, vil sætte mennesket i centrum, og ikke uret.

Safranski foreslog, at politikere tager tiden op som tema. Tilsvarende som naturen eller miljøet har været et tema de sidste ti-femten år.

Hvilken pris ønsker vi at betale for at synkronisere liv og arbejde? Hvad vil vi bruge tiden til? Hvad ønsker vi at skabe i vores tid? Det er politiske spørgsmål.

Moralen er klar: Mennesket er ikke herre over tiden, men over samfundet. Og det er nok her, at filosoffens budskab møder sin største modstand, da livserfaring, og erkendelse slet ikke er moderne dyder.

Oplevelser er trenden. Det ligger nærmest i ordet ’oplevelsesøkonomi’, at økonomien skal holde livet oppe ved hjælp af oplevelser, der fastholder forbrugeren i nuet, som var der ikke andet. Hvorfor denne frygt for at stå stille?

Efterfølgende tænkte jeg: Måske er tiden slet ikke så vigtig. Eller snarere, måske skulle vi bekymre os mere om stedet. Tiden må underordnes stedet. For at undgå samme fadæse, som vi lige har været vidne til i ti år.

Måske er det på tide at spørge: Hvordan ser det sted ud, hvor vi tilbringer så meget tid? Er det kærligt, berigende og lærerigt? Er menneskerne søde og inspirerende? Hvis ikke, så gør noget ved det. Brug den tid, der er nødvendig.

Jeg tror faktisk, Safranski er enig. Jeg forsøgte, at spørge ham efter hans foredrag, mens jeg fik signeret en bog. Min ide var, at eksistensen mere afhænger af stedet end tiden, men vi talte lidt forbi hinanden på en blanding af tysk og engelsk, og spansk, som jeg fik blandet ind i det hele.

Men hans smilte, og sagde: »Bestemt,« hvorefter han rakte mig den signerede bog: »Bitte schön.«

Så min konklusion, må være: Sæt stedet i fokus, ikke tiden. Hvorfor ikke? Når jeg fx er et dejligt sted, glemmer jeg tiden. Det er helt normalt.

Det er sikkert også grunden til at arbejdstiden er så ømtåleligt et emne, da alt for mange finder denne tid lang, skønt det er stedet eller visionen, den er gal med.

Tiden er kun dominerende, når stedet er noget makværk, når stedet ikke er erfaringsskabende. Apropos de borgerlige …

Den nye regering bør ikke sætte tiden på dagsorden (som den foregående). Nej, de bør fokusere på stedet. Det sted, som vi kalder Danmark.

Hvis Danmark skal være det dejligste land i verden, har regeringen så visionen? Det er den, som er interessant, ikke tiden.

Ingen kan ikke skabe en fremtid, hvor der er mere tid, men en fremtid, hvor flere gerne vil bruge mere tid på stedet. Det er muligt.

Finn Janning er ph.d., forfatter og filosof