Annonce

5. oktober 2011 - 13:21

Antiracister vil stoppe Sverigedemokraterne i Malmø

Udenomsparlamentariske venstrefløjsgrupper i hele Sverige mobiliserer i disse dage til en storstilet protest mod Sverigedemokraternes Ungdom i Malmø lørdag den 15. oktober.

Netværket Skåne Mot Rasism vil forsøge at stoppe det stærkt højreorienterede ungdomsparti i at gennemføre en demonstration ved at etablere fysiske blokader i det centrale Malmø.

Desuden har aktivisterne anmeldt deres egen demonstration samme sted som Sverigedemokraterne – indkaldt til at starte blot en halv time før deres politiske modstandere.

Vil »skubbe dem ud af bymidten«

Skåne Mot Rasism-netværket har de seneste uger afholdt mobiliseringsmøder i flere svenske byer for åbent at informere om deres planer.

Det gennemgående budskab er at protesterne bygger på et koncept om »ikke-voldelig, men konfrontativ civil ulydighed« inspireret af masseaktioner, som G13 i Danmark, G8-topmødeprotesterne i Heiligendamm og folkelige anti-nazistiske blokader i Dresden i Tyskland.

JPEG - 86.6 kb
Demonstration mod Sverigedemokraterne på Sergels Torg i Stockholm, mandag den 20. september 2010. Foto: Lennart Kjörling.

Der er således mulighed for at deltage på flere forskellige niveauer og gå med i enten en lilla, hvid eller rosa blok på dagen.

»Vores vigtigste mål er at stoppe deres demonstration. Dernæst vil vi skubbe dem ud af bymidten og forhindre dem i at gå mod Triangeln hen over gågaden, hvor de vil gå og vise sig frem i Malmø centrum med deres faner. Vi vil stille os i vejen og være fleksible og bevægelige,« skriver antiracisterne i deres indkaldelse.

Læs »Demo-indkaldelse til Malmö på dansk« hos ProjektAntifa.

Dansk Folkeparti skal holde tale

Sverigedemokraternes march er blot den seneste af en række manifestationer rundt om i Sverige, som partiet og dets ungdomsgruppe under store protester har gennemført det seneste år.

Se indsag om Sverigedemokraternes march i Göteborg i april 2011 fra Expressen TV.

Partiet, der ved valget i 2010 fik 5,7 procent af stemmerne og siden har siddet Riksdagen, oplyser at Malmø-marchen bliver deres største nogensinde.

Der vil ifølge partiets hjemmeside blandt andet være oplæg fra partiets riksdagsmedlemmer samt gæstetaler fra det italienske La Destra og Dansk Folkeparti.

Ifølge Skåne Mot Rasism, så forsøger partiet med marchen at vende dårlige meningsmålinger og flytte fokus fra en række skandalesager, hvor centrale medlemmer er blevet sat forbindelse med højreekstremisme og ny-nazister.

Læs artiklen »Sverigedemokraternes »hvide« samvittighed« hos Modkraft.

Demo-arrangør med nazi-forbindelser

Forsøget på at flytte fokus er dog langt fra lykkedes.

Den svenske researchgruppe Expo kunne for nyligt afsløre, at Roberth Vahlgren fra Sverigedemokraternes Ungdomsparti, som har anmeldt marchen i Malmø, er tidligere medlem af den nazistiske gruppe Blood And Honour og deltog i en højreekstremistisk demonstration så sent som sidste år.

JPEG - 89.3 kb
Roberth Vahlgren er blevet ekskluderet fra Sverigedemokraternes Ungdomsparti. Har er ellers officielle kontaktperson til en kommende march i Malmø. Foto: Expo.

Læs artiklen »SDU-företrädare deltog i nazistdemonstration« hos Expo.se.

Afsløringen førte i forrige weekend til at Roberth Vahlgren blev ekskluderet fra Sverigedemokraterne.

Den beslutningen har dog skabt intern splid i partiet og flere medlemmer har nu meddelt, at de vil boykotte den kommende march i solidaritet med det ekskluderede medlem.

Læs artiklen »Utesluts ur SDU efter nazistkopplingar« hos Expo.se.

Læs artiklen »Uteslutning från SDU skapar konflikt« hos Expo.se.

Ikke bare anti-muslimer

Malmø-marchens hovedparoler er »bløde emner« som velfærd, bolig- og arbejdsmarkedspolitik, men det mener venstrefløjsaktivisterne ikke giver anledning til at dæmpe kritikken.

Snarere tværtimod.

– Sverigedemokarterne er et ny-fascistisk parti i den forstand, at de ikke kun er anti-muslimer. De ønsker et opgør med fagbevægelsen og vil splitte arbejderklassen. Derfor er det vigtigt at sige fra, når de forsøger at fremstille sig selv som et velfærdsparti, siger Per fra Skåne Mot Rasism til Modkraft.

– Partiet er i en kritisk periode for tiden. Efter terrorangrebet i Norge er det styrtdykket i meningsmålingerne og der er nu en mulighed for at ændre diskursen omkring partiet, så de ikke får medvind og bliver ligeså store som Dansk Folkeparti i Danmark, uddyber Jackie fra samme gruppe.

Forstærkning fra Danmark

Det er også udsigten til at den yderste højrefløj forsøger at sætte sig på en arbejdsmarkedspolitisk dagsorden, som har fået danske aktivister til at bakke op om blokaden.

– Det er en oplagt anledning til at komme i offensiven rent politisk overfor en fascistisk bevægelse, der ønsker at erobre både gaden og helt åbenlyst appellerer til arbejderklassen, siger David fra det nystartede initiativ København for Mangfoldighed.

– Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke bare involverer os blot fordi vi ikke kan lide fascister og racisme, men at det er en del af bredere kamp for bedre forhold for arbejderklassen. Vi vil styrke vores egen bevægelse samtidig, hvilket i sidste ende er det som vil umuliggøre fascistisk opblomstring, fortæller David til Modkraft.

Gruppen organiserer fælles togafgang for danske aktivister, som ønsker at deltage i protesterne.

Der er informationsmøde om turen onsdag den 5. oktober klokken 19.00 i lokale 301 i Støberiet, Blågårds Plads på Nørrebro i København og igen torsdag den 13. oktober klokken 21:30 i Ungdomshuset.

Læs om begivenheden »Infomøde om blokade af Sverigedemokratisk Ungdom« i Modkrafts kalender.

Læs artiklen »Groggy venstrefløj boomer i Sverige« hos Modkraft.

Læs artiklen »10 anholdt ved protest mod Sverigedemokraterne« hos Modkraft.

Læs mere om Sverigedemokraterne på Wikipedia.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce