Annonce

28. september 2011 - 17:05

Anarkister vil redde legendarisk træ

»Nej tak til økonomisk spekulation i byens grønne områder. København har brug for mere natur, ikke undskyldninger og asfalt! Kastanjetræet overgiver sig aldrig«

Med disse ord indkalder Anarkistisk Initiativ til en storstilet - og fredelig - redningsaktion af et træ på Enghave Plads i København onsdag den 28. september kl. 18:30.

Træet på Enghave Plads skal efter planen lade livet onsdag aften for at gøre plads til en metrostation. Aktivisterne og andre beboere mener, at træet har en uundværlig plads i hjertet på Vesterbros beboere.

Udover protester vil der også være folkekøkken og mulighed for at sætte tegninger
op på en plakatvæg i dagens triste anledning.

JPEG - 344.6 kb
En beboergruppe på Vesterbro vil demonstrere mod fældningen af træet på Enghave Plads. Billede: Facebook

Fodboldværtshuset St.Pauli Bar inviterer desuden til opvarmningsøl fra klokken 16.00.

»Vesterbros ældste træ vil spøge«

Træer er vigtigere end toge, synes at være den generelle holdning blandt de 855 mennesker, der er facebookvenner med træet.

»Er jeg virkelig bare et "led" i deres fut-tog byggeri? gu er jeg sgu da ej. Jeg er Vesterbros ældste træ og jeg kommer til at spøge, så futtoget ikke kan komme forbi«, raser træet selv på sin facebookprofil »Kastanjetræet På Enghaveplads«.

Besøg Anarkistisk Initiativs hjemmeside.

Forud for fældningen er der blandt andet udgivet digte, musik og fotobøger om træet, der ifølge Metroselskabet vil træet blive fældet mellem kl. 19:00-23:00.

»Ak og ve, aldrig mere skal det gamle træ give læ til folk og fæ, i regn og slud og sne. Aldrig mere vil de gamle i kvarteret samle sig på varme sommereftermiddage med friske bajere og snøvlende stemmer, få endnu en bagende hed eftermiddag på stenbroen til at passere i dets svalende skygge, som om de har tænkt sig at dø der under kastanietræet. Det gamle kastanietræ på Enghave plads er nu dødsdømt, og denne gang er der kun femogtyve minutter endnu«, skriver bloggeren Henrik Pötzsch i sin nekrolog.

Læs hele præ-nekrologen for Træet på Enghave Plads her.

JPEG - 87.8 kb
Foto: Mark Knudsen/Monsun

»Oh, Kastanietræ, du der står stateligt på pladsen. Du kongetræ, der snart skal segne, du Vesterbros vartegn, Vesterbros Yggdrassil, Irminsul. Du livets træ, som alle træer er livets træ«, supplerer Vesterbrodigteren Gordon Inc.

Læs Gordon Inc.’s ode her

Et stort tab

Arrangørerne af kastanjeprotesten beder nu indtrængende Københavns Kommune om at ændre mening, ellers vil »det glansbillede, de maler af sig selv som grøn hovedstad« virke utroværdigt.

»At fælde kastanjetræet er ikke blot en markant forringelse af et af Vesterbros vigtigste åndehuller, men også et symbol på manglen på reélle hensigter bag kommunens løfter om et grønt og levende lokalmiljø. Trods offentlige, samt knapt så offentlige høringer, løfter om flytning og ikke-flytning af træet, samt anklager mod træet om råd i stammen og økonomisk spekulation, har Vesterbro brug for mere natur, ikke undskyldninger og asfalt!«, fastslår Anarkistisk Initiativ.

JPEG - 196 kb
Plakaten fra Anarkistisk Initiativ

Træet selv virker nu som om, det har accepteret sin skæbne.

»Tak til alle der kom i dag, vi ses igen i morgen, men ikke i overmorgen. Min kærlighed til jer alle er stor. Pas godt på mine børn og plej dem nu godt. Når tiden er inde, vil min sjæl stige ned i den, der er bedst egnet til at gro. Der vil vokse et nyt træ på Enghave Plads, der husker det samme som jeg, og elsker med samme kærlighed som jeg«, udtaler træet i, hvad der kunne blive dens sidste facebookposting.

Bliv ven med træet på Facebook her.

Metroselskabet oplyser, at det relativt sene fældningstidspunkt er sat af hensyn til en fredet flagermus der bor i træet, der angiveligt skulle være ude og flyve på det tidspunkt. Eftersom den efter planen skal gå i hi på lørdag, er det nødvendigt at få fældningen overstået inden da.

Det har ikke været muligt for Modkraft at få svar på, hvorvidt flagermusen er blevet tilbudt genhusning.

JPEG - 66.9 kb
Foto: Mark Knudsen/Monsun
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce