Annonce

27. september 2011 - 19:07

»Alle har joints! Alle har smøger! Alle har bajer!«

Mandag tog København på besøg på Christiania for at fejre rund fødselsdag.

– Tillykke med fødselsdagen! Lyder råbene fra christianitter og sympatisører. Kram uddeles til venner og fremmede. I dag skal der ikke slås om Christiania; i dag skal der festes.

Det er den sidste mandag i september. Solen skinner ned fra en klar blå himmel. Sommeren viser sit ansigt en sidste gang inden den søger sydpå.

Se fotoserien »Længe leve staden« hos Modkraft

Menneskemængden er enorm. Man skulle tro at hele landet var kommet forbi for at ønske tillykke med fødselsdagen.

Alle steder er der mennesker – og hunde, som jo altid har kunnet løbe frit på Christiania.

Langs søen sidder små grupper i lukkede cirkler og deler joints.

– Det er en fantastisk dag! Alle har joints! Alle har smøger! Alle har bajer. Råber en ung mand fra sin cirkel og tager et hvæs på sin joint.

JPEG - 65.7 kb
Foto: Sasa Mackic

Længere nede, på dyssebroen sidder barfodede efterskoleelever med Christianiaøl i hånden. Vender man ølflaskerne om, så kan man se, at de ikke alene kommer fra Thy, men de er sørme også økologiske.

Interimistiske mobile anlæg spiller Bikstok – hvad ellers – og forstyrrer de små cirkler, som bryder op og byder op, til dans, og samles igen, når anlæggene kører videre langs søbredden.

Læs fristadens fødselsdagsprogram her

Et par joggere løber langs søen, men tvinges til at gå i samme tempo som folkemassen og de interimistiske anlæg. Tydeligvist er de i vildrede over hvad alle de mennesker foretager sig på deres foretrukne løberute.

JPEG - 101.6 kb
Foto: Sasa Mackic

Gule, røde, sorte, blå og grønne

Støvet rejser sig omkring en, når man går den langs Fabrikken med Byens Lys i bunden. Christianiabiografen, som har lagt hus til franske kunstfilm, gamle sort/hvide stumfilm, pladeselskabers releasefester og Blueskoncerter med rå vokaler og akustiske guitarer.

Læs artiklen »Staden fylder rundt - og sælger ud« hos Modkraft

I Fabrikken ligger også Månefiskeren.

Her gynger pigernes barm til reggaerytmernes tunge bas, mens øllene fylder de tørstige sjæle. Køen til ølboden er længere end den til toilettet – og har man været på festival, så ved man, at det ikke siger så lidt.

JPEG - 58.6 kb
Foto: Sasa Mackic

– Skal vi ned og se på hestene? Spørger en mor sin lille datter.

Pigebarnet hviner af fryd. For Christiania er et samlingssted. Et samlingssted for unge og gamle, hvide, gule, røde, sorte, blå og grønne. Punkere blander sig med hippier, mens akademikerne skåler med arbejderen. For Christiania, er alle lige.

150.000 for en folkeaktie

På vej fra Fabrikken mod Den Grå Hal passeres flere små grupper, hovedsageligt turister, som skutter sig i Christianias mange små gemmesteder, mens de forsøger at skjule deres joints for forbipasserende, mens de hjemmevante sætter sig til skue hvor de lyster og rister tobak.

Ved Den Grå Hal strømmer folk til for at se de første fem nummererede folkeaktier blive bortaktioneret. 32.000 gå en aktie for. Folket klapper. Sidste aktie går for 150.000. Det føles som om taget er ved at flyve af da bifaldet lyder. Bare tæer tramper i gulvet, og knyttede næver banker i bordet, for at vise deres jubel over det svimlende beløb.

JPEG - 67.9 kb
Foto: Sasa Mackic

Der piftes, og klappes og råbes og hujes. Stemningen er flyvende. Og der går lang tid inden det atter er muligt at høre sine egne tanker.

Se hvordan det går med folkeaktierne her

Rekord i langbord

I Den Grå Hal bliver det atter muligt at komme frem og menneske mængden fortrækker stille ud i solen igen for at nyde koncerterne og hinanden. Rundt omkring ved langborde sidder folk og spiser græskarsuppe – økologisk, naturligvis.

– Tidligere i dag havde de et enormt langbord. Det gik næsten helt ned bag ved. Så var der kaffebord, og letpåklædte damer der serverede. Fortæller dørmanden og smiler.

JPEG - 64.2 kb
Foto: Sasa Mackic

Johanne Smith-Nielsen går ud fra hallen og folk omkring hende jubler og råber ”Hej Johanne!”

En kvinde stikker efter hende, men kommer tilbage med uforurettet sag.

– Jeg kan ikke huske hvad det var jeg skulle

Hjælpende folk omkring hende forklarer at hun skulle hen og fange Johanne, men kvinden forsvarer sin glemsel

– Jamen jeg så en lækker fyr. Det kan Johanne godt forstå. Lækre fyre er vigtigere end Johanne Smith-Nielsen.

Ti styk tak

I kiosken, på den anden side af Prinsessegade ruller en flok unge så mange joints de kan.

Det går hurtigt. Lucky Luke ville ikke kunne trække sin skyder med samme fart – omendskønt han er hurtigere end sin egen skygge. Alligevel kan de ikke følge med den stigende efterspørgsel på færdigrullede joints.

– Ti stk. Blå Kings! Råbes der i køen. – Ti Prince Light!

Underligt hvordan den her kiosk mest sælger ti-pak, kunne man tænke.

En oase i et inferno af lyd

Tilbage på Christiania er Pusher-street, overdækket af flag og vimpler i Christianias kendte farver – gul og rød. Nede ved genbrugsstationen, har små grupper søgt tilflugt fra larmen fra folkemassen.

Musikken høres stadig fra koncerterne som en buldren i det fjerne. Et samsurium af lyd blander sig her i det lille fristed i fristaden. Reggae, hiphop og afrikanske trommer.


Trommerne kommer fra Pusherstreet hvor en parade af trommer danser igennem gaden med en lang hale af udefinerbare farver, der tager form som menneskekroppe, når man kommer tættere på.

Trommerne vandrer videre, mens andre forgæves forsøger at komme den modsatte vej. Men forgæves. De må vente lidt endnu. I hvert fald ind til der er bare lidt plads igen på vejen, så man kan færdes i begge retninger.

– Der har ikke været så meget røg i København siden Københavns brand i 1728, råber en ung hippie dybt inde fra de tågefyldte pavillioner i Nemoland. Man kan kun lige akkurat ane ham igennem hashtågerne.

På scenen kører en film, hvor en politibetjent anholder en christianit. Mere når jeg ikke at se, før bare arme hæver sig op og klapper højlydt, så skærmen forsvinder i jublen.

Sommeren er virkeligt kommet tilbage til Christiania

I dag er politiet dog blevet hjemme. Om de var inviteret vides ikke, men mon ikke de er. De har trods alt været en stor del af Christianias 40-årige historie.

PNG - 554.2 kb
Staden anno 1977
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce