Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
22. september 2011 - 17:27

Æh bæh bu - Børnehus nu!

I gården på det Frie Gymnasium på Nørrebro i København sidder fem piger. De er netop begyndt i skole igen efter sommerferien.
Nedsunkne på bænken opad væggen diskuterer de studieretninger og nye fag.

– Jeg er virkelig ikke særlig god til naturvidenskabelige fag, men »NV« er vildt spændende, siger Asla Rødsgaard. Hun fortæller, hvordan det kan være svært at nå alting i hverdagen, når man skal bruge mindst en time på at lave lektier.

– Det er også bare fordi, du går i x-klassen - nørdeklassen - indvender Nina sarkastisk. Hun er langt fra begejstret for de obligatoriske fag.

Men det er ikke det uoverskuelige antal lektietimer og den manglende fritid, der bekymrer de fem piger mest.

– Alle steder i hverdagen bliver vi mødt af aldersfascisme. I vores samfund er vores holdninger mindre værd end de voksnes, forklarer Lyra Lauge.

Sammen med de fire andre er hun med i en gruppe, der har ansøgt Borgerrepræsentationen om et nyt Børnehus i København.

Foreløbig har de holdt møder med advokat Knud Foldschack, politikere og kommende brugere af huset.

Ifølge dem, skaber de selv udsigten til en bedre hverdag. Løsningen er nogle rammer, hvor tankerne om børnenes ligeværd med de voksne, slet ikke er til diskussion - et fristed.

Gruppen vil have et brugerstyret Børnehus, hvor det er dem selv, der bestemmer vilkårene.

Børnemagtens udfordringer i en verden af alder

Den såkaldte voksenfascisme, som et Børnehus skal være tilflugt fra, er ifølge gruppen noget, som er indlejret i alle strukturer af vores samfund.

– Vi bidrager til samfundet med vores egne ressourcer, blandt andet ved at betale skat. Men stadig skal vi finde os i at gå i en lorteskole med 40 elever i klasserne, gamle bøger og en lærer, der er ligeglad, siger Lyra Lauge.

Og umyndiggørelsen spænder altså vidt - fra institutioner som folkeskolen, hvor man har idéer om »korrekt dannelse«, såsom kristendomsundervisning, men også til grundlæggende demokratiske rettigheder som aldersgrænser og stemmeret.

– Hvordan kan vi blive underlagt, at vi er for unge til at drikke og ryge, men gamle nok til at komme i fængsel, som jeg vil mene er mere skadeligt, siger Asta Rødsgaard. Hun pointerer, at de selvsamme aldersgrænser udelukker dem fra at stemme og dermed ændre på situationen.

JPEG - 157.5 kb
Hvor kommer teorien fra, at børn ikke kan tage ansvar? Børnehusgruppen vil have et fristed fra samfundets børnesyn. Foto: Mette Kramer Kristensen

– Vi bliver som unge mødt med en mistro fra regeringen. Alle steder, vi er, bliver vi overvåget, når vi afholder demonstrationer, er der 50 politibiler, fordi de tror, vi går amok. Det er én af karakteristikkerne på aldersfascismen i vores samfund, siger Lyra Lauge.

Også de normale familiesammenhænge udgør en lille flig af »børneundertrykkelse«, som de ser det.

– Hvis jeg diskuterer politik med mine forældre, om man for eksempel skal byde nazister ignorance eller modstand, vil mine ord altid vægte mindre, fordi de vil sige, at de ved bedre, når de har mere livserfaring. Og hvadenten forældre vil opmuntre deres børn til at gå til klaver eller fodbold, er det den samme forestilling om at trække ting nedover børnenes hoved, der gør sig gældende, fastslår Asta Rødsgaard indigneret.

Som et eksempel på en institution, hvor »voksenpædagogikken« ikke gennemsyrer det hele, nævner de deres egen skole, Det Frie Gymnasium.

– Her har vi ansvar for egen læring og frihed til medbestemmelse. De høje karaktergennemsnit og niveauet af engagement taler for sig selv. Her stoler de på, at vi kan tilrettelægge vores eget liv, siger Nina Restorff.

Og pigerne nævner talrige andre eksempler på børn og unges mindreværd og mangel på medbestemmelse i samfundet, og kredser flere gange om det samme spørgsmål.

Hvor kommer teorien fra, at børn ikke kan tage ansvar?

Én grundregel mere end i Ungdomshuset

Nogle vil måske stille spørgsmålet, om Ungdomshuset på Dortheavej 61 ikke er fristed nok for de unge.

Mange fra Børnehusgruppen er allerede brugere og aktive i Ungdomshuset, men der er samtidig nogle klare refleksioner om et tomrum, som huset ikke kan udfylde.

Ifølge Børnehusgruppen skal et kommende Børnehus have de samme grundregler som Ungdomshuset; ingen racisme, ingen sexisme, ingen homofobi/heterosexisme ingen vold og ingen hårde stoffer, men én grundlæggende regel skal adskille de to fristeder fra hinanden – ingen aldersfascisme.

Aldersfascismen er, som gruppen selv udtrykker det, »svær at undgå,« også selvom man befinder sig i et politisk miljø.

JPEG - 55.9 kb
Støttefest i Ungdomshuset på Dortheavej for Børnehuset. Foto: Mette Kramer Kristensen.

– Vi har mange ting til fælles på det politiske plan, men Ungdomshuset har eksisteret længe, og der er faste grupper og rutiner. Det kan være svært at være ny i miljøet, siger Nina Restorff og indrømmer grinende, at hun var ved at pisse i bukserne, da hun første gang skulle sige noget på et mandagsmøde.

– Samtidig er der mange af de ting, der er i Ungdomshuset, som foregår på et unisprog. Der er nok ikke mange yngre, der kan diskutere anarkosyndikalisme uden at føle sig lidt usikre, istemmer Freja Sigsgaard.

JPEG - 156.3 kb
Trods forskelle på Ungdomshuset og et kommende Børnehus, blev der i august holdt støttefest for Børnehuset i Ungdomshuset på Dortheavej. Foto: Mette Kramer Kristensen.

De er alle sammen enige om, at der ikke er nogle opstillede forventninger om, at man skal have styr på sin politiske teori, men at det er fordi, at størstedelen af aktivisterne i Ungdomshuset bare er »lærde og fulde af viden«.

Samtidig er den største forskel på de to fristeder, at Ungdomshuset er et koncert- og feststed, mens Børnehuset skal være et aktivitetssted. Ligesom der også skal være alkohol- og stoffrit i det kommende Børnehus.

– Vi vil have parkour, yoga, kreativt værksted og øvelokaler, siger Nina Restorff.

NB! Børnehusgruppen har efter denne artikels publicering indsendt en rettelse til ovenståede afsnit. Læs i bunden af artiklen.

Børnemagt gennem flere generationer

Det er ikke første gang, at begrebet Børnemagt har gjort sig gældende i det venstreradikale miljø. Tankegangen har i flere bølger toppet både i 1970’erne, 1990’erne og nullerne .

Efter urolighederne ved en EU-afstemning i 1993, hvor politiet affyrede 113 skud, og 14 demonstranter blev såret, blev Daniel Abecassis en del af det autonome miljø i København. Han deltog til en anti-nazi march i Lund og kørte derned med »Børnehusbussen.«

– Dengang var jeg allerede begyndt at interessere mig for det alternative i forhold til musik og tøj. Jeg ville også gerne lave politik, men havde ikke nogle rammer at gøre det i. Efter den 18. maj 1993 var det autonome miljø meget levende, og jeg fandt et fællesskab i Børnehuset, som jeg hurtigt blev en del af. Jeg var der hver dag efter skole, og det blev et hus, hvor man følte sig hjemme, fortæller Daniel Abecassis.

JPEG - 154.1 kb
Ifølge Freja, Asta, Liv, Nina og Lyra handler Børnemagt om at ændre den holdning, at »voksnes« meninger er mere værd end børns. Foto: Mette Kramer Kristensen

Læs om »Børnemagt« hos Wikipedia

I dag, er det 17 år siden, han blev en del af den faste struktur i Børnehuset. 90’ernes Børnehus lå i Skt. Peder Stræde i Indre by i København, og brugerne var anden generation af børnemagtere, som første gang opstod i 1970’erne.

Som han opfatter det, var husets brugere dog ikke kun organiseret ud fra børnemagtsidéen, men i ligeså høj grad orienteret mod et venstreradikalt miljø.

Og på trods af, at Børnehuset også dengang udsprang af venstrefløjen og børnemagtsprincipperne, var der også dengang udfordringer, som Børnehuset mødte i forhold til »miljøet«

En udfordring, som en aktivist ved navn Nike beskriver fra det daværende Børnehus’ femårs-fødselsdag.

»Til fødselsdagen var der nogen af de ældre, der opførte sig som om de ejede det hele. De kom fx op i baren og krævede gratis øl. Det ville aldrig være sket i Ungdomshuset. Og til møder, der angår hele miljøet, får man det altid at vide i sidste øjeblik, gennem nogle ældre, der måske kender nogen fra Børnehuset. Man kan også mærke det indenfor Børnehusets mure. Det virker nogen gange som om man bliver mere respekteret, hvis man kender nogen eller har ældre venner, der er højere i hierarkiet, eller hvad man nu skal kalde det. Man skal kæmpe meget for at blive hørt, hvis man er en af de yngste. Man føler man har meget at se op til, for der er altid et kæmpe hav af mennesker, der gør det på den rigtige måde og som kan alting meget bedre end en selv. Det er ærgerligt, for det kunne være fedt at samarbejde med hele miljøet og med andre fristeder i mange flere sager,« sagde den dengang 16-årige Nike til det autonome tidsskrift Propaganda i 1998.

JPEG - 152.8 kb
Børnehuset i Skt. Pedersstræde var fra 1993 til 2003 hjemsted for datidens generation af børnemagtere. Forrest til højre ses Daniel Abecassis. Foto: Einar vid Neyst

»Det gør mig glad«

Daniel Abecassis, som i dag arrangerer punkfestivaler og koncerter i Ungdomshuset på Dortheavej, er dog meget positiv ved tanken om endnu et kulturelt og politisk fristed i København udover Ungdomshuset.

– Det gør mig glad at se, at denne her gruppe rykker – det er cool. Og der var jo også løfter om en genhusning, dengang Børnehuset lukkede, siger Daniel Abecassis, der også har talt med den nye gruppe og forsøgt at videregive erfaringer og beskrivelser fra 1990’ernes Børnehus.

Han mener også, at huset ville møde stor opbakning fra resten af det venstreradikale miljø, men indrømmer, at de usynlige hierarkiske strukturer er svære at undgå, og at de er et naturligt menneskeligt vilkår.

– I Børnehuset forsøgte vi også at holde seminarer, hvor det løbende blev diskuteret, hvordan strukturen altid skulle være flad. Men i en åben struktur vil der også altid være nogen, der starter fra nul samtidig med, at erfaring vokser i takt med alder. Det er ligesom, hvis du er ny i en klasse. Også i et Børnehus er der nogle sociale normer og omgangsformer, som er anderledes i forhold til resten af samfundet. Det er en omstillingsproces, og sådan er mennesker, siger han.

Se video fra Børnemagt-reunion 2010. I videoen optræder børnemagtsbandet Skoleost

Da spørgsmålet melder sig, om han stadig kan genkende nogle af de børnemagtsidéer, som den nye Børnehusgruppe står for, antydes et lille smil i hans mundvige.

– Jeg er endnu ikke selv blevet »voxen« på den måde, som jeg var imod dengang. Jeg er ikke blevet konform i samfundsstrukturerne på den måde, at jeg har taget et lån eller stiftet familie, siger han.

Fra BZ’at til dialog

Drømmene om et nyt københavnsk Børnehus startede på Frederiksberg. Her havde de fem piger besat et gammelt ubeboet hus sammen med nogle andre unge. Da realiteterne bankede på, og en rydning stod for døren, indså de, at det ikke var holdbart at blive hængende der.

– Vi spurgte os selv, hvordan kan vi beholde et sted, som det her, som stadig er på vores præmisser, men uden frygten for en rydning, fortæller Nina Restorff.

Svaret begyndte at tage form, og gruppen trak i arbejdstøjet.

De søgte om aktindsigt i Kultur- og Fritidsforvaltningens referater om det tidligere Børnehus i Skt. Peders stræde. For var der ikke noget om, at Børnehuset dengang var blevet lovet et nyt hus?

– Vi var to grupperinger fra det besatte hus. Den ene del ønskede at slumstorme et hus for at bruge det til kollektiv uden at indgå nogle kompromisser med Borgerrepræsentationen. Den anden del ville gå den mere lovlige vej og også fastholde politikerne på løftet om genhusning efter det sidste Børnehus, siger Nina Restorff.

JPEG - 229 kb
Den nuværende Børnehusgruppe er fjerde generation af børnemagtere i København. Foto: Mette Kramer Kristensen.

Gruppen fortæller, at splittelsen endte med at blive én løsning, som alle kunne acceptere. Samtidig understreger de, at deres ansøgning om et Børnehus til Borgerrepræsentationen langtfra betyder, at de vil godtage et nej.

– Formålet med denne model er at gå en diplomatisk vej, og hvis ikke det er løsningen, må vi ændre vores strategi. Så må vi bare sige, at vi allerede har forsøgt at skabe dialog, siger Freja Sigsgaard.

Børnemagt holder møde på Det Frie Gymnaisum hver torsdag kl 17.30-18.30.

Læs hele Børnemagts brev til Borgerrepræsentationen her

Kære Borgerrepræsentation!
Borgerrepræsentationen besluttede efter det gamle Børnehus’ rydning 01/02/02, at huset skulle genåbnes. Det er vi en gruppe unge mennesker, der gerne vil give jer en hånd med!

Vi vil have et sted for unge, hvor vi kan dyrke fællesskabet og udvikle os selv. Vi vil have et stof- og alkoholfrithus, hvor vi kan male, indspille, læse, lave lektier, danse og dyrke yoga og parkour sammen på vores egne præmisser.

Med et husmøde som højeste autoritet forventer vi at kunne gøre dette på en social og ansvarlig manér.

Det gamle Børnehus efterlod et tomrum for Københavns børn, og det vil vi gerne fylde med et nyt hus, hvor der ikke er plads til racisme eller anden diskrimination, men til fællesskab for byens børn!

Som repræsentanter for borgerne tror vi, at I også gerne vil se flere kultursteder, der giver unge et trygt, socialt miljø, der dermed kan hjælpe med at forebygge og bekæmpe blandt andet ungdomskriminalitet og give Danmarks fremtid nogle vigtige sociale og kreative redskaber.

Lad os gøre det sammen!

Kærlig hilsen gruppen
Børnemagt.

Besøg deres facebookside her

RETTELSE 26. september 2011

26. september:
Børnehuset har efter artiklens publicering haft en debat i deres gruppe omkring afsnittet »En grundregel mere end i Ungdomshuset«. De føler ikke, at afsnittet repræsenterer deres holdning til Ungdomshuset og har bedt om at få en række formuleringer ændret.

De har derfor sendt os deres alternative udgave af afsnittet:

Flere fristeder

»Nogle vil måske stille spørgsmålet, om Ungdomshuset på Dortheavej 61 ikke er fristed nok for de
unge.

Mange fra Børnehusgruppen er allerede brugere og aktive i Ungdomshuset, men er også alle
sammen enige om at der altid er plads til et fristed til. – Kampen for flere fristeder fortsætter uanset
hvor mange der er i forvejen.

Ifølge Børnehusgruppen skal et kommende Børnehus have de samme grundregler som
Ungdomshuset; ingen racisme, ingen sexisme, ingen homofobi/heterosexisme ingen vold og ingen
hårde stoffer. Derudover vil der være en sjette grundregel – ingen aldersfascisme.

Ligesom alt anden diskrimination, bliver aldersfascisme ikke tolereret i samtlige andre fristeder,
men i Børnehuset skal det være stedets primære fokus

”Vi har mange ting til fælles med Ungdomshuset, på det politiske plan”, siger Nina
Restorff. Dette er også en af grundende til at gruppen ønsker et næsten identisk sæt grundregler med
ungdomshuset. Børnehusgruppen har også mødt en stor opbakning fra Ungdomshuset og har blandt
andet holdt deres ugentlige møder og en støttefest derude.

En stor forskel på Børnehuset og andre fristeder vil i starten være at Børnehuset kommer til at
lægge alle kræfter i at få huset og aktiviteter op at køre, hvor festen nok må opsøges andre steder.
Men gruppen stræber efter at komme til at huse både koncerter og aktiviteter, ligesom bla.
Ungdomshuset.

”Vi vil have parkour, yoga, kreativt værksted og øvelokaler”, siger Nina Restorff.

Derudover lægger Børnehusgruppen vægt på at det selvfølgelig vil være brugerne i fællesskab der
skal bestemme hvilke aktiviteter huset kommer til at rumme.

Børnehusgruppen mener også at det er enormt lærerigt for børn at være med til at skabe et
brugerstyret fristed og prøve sig frem uden bestemmende pædagoger. Derimod udtrykker
Børnehusgruppen at de med glæde har taget, og fortsat vil tage imod gode råd fra ungdomshusets
aktivister og andre fristeder, så de ikke behøver at løbe ind i unødvendige og hæmmende fejl.

Derudover skal det jo siges at det er svært at definere forskellene på et Børnehus og et
Ungdomshus, da det jo er brugerne af et kommende Børnehus, der skal definere Børnehuset«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce