Jesper Klein var stor

Vil du skrive mindeord for Jesper Klein?
Hjertet står stille! Åndenød! Kan det være rigtigt? At Jesper ikke lever mere?

Men Jesper Klein og mig, vi er jo samtidige.
Det kan da ikke passe, det er jo hele ens opvoksningsfundament!
Er det nu, det smuldrer igen?

Ja, det er det så.

Jesper Klein 13.11.1944-22.8.2011.
Foto: Mette Kramer Kristensen.

Man er kommet i Farvel-alderen.
Hårdt at »se i ørerne« - men det er de benrå omstændigheder.

Næste gang er det måske mig?

Selv om Jesper og jeg har optrådt sammen ved et hav af arrangementer, så kendte vi slet ikke hinanden personligt!

Jesper var en meget sky og privat mand, som man ikke sådan fik adgang til.

Så der er mange, der kan fortælle mere tæt på end jeg.
Mon ikke der er meget at berette om så stor en personlighed?
Så original og enestående oprindelig en ægte egenartet kunstnersjæl som Jesper Klein.

Hans mage findes ikke og genopstår aldrig!

Hvor heldigt at have så mange minder fra alle de mange gange, vi har stået på scenen både sammen og hver for sig, men i den samme sags tjeneste.

Senest foran Christiansborg. Jesper blev hædret og forgyldt og med rette af Fredsaktivisterne.

En fredens frontkæmper af de renhjertede, det var Jesper som formand for »Kunstnere for fred«.

Men også for alverdens andre sager kæmpede Jesper Klein.

Altid på de svages side, imod uret og udbytning!

Ingen gik forgæves, når de havde en vigtig sag og lige stod og sådan manglede en kunstner til at optæde.
En konferencier, en oplægsholder, en taler - en, der kunne få folk til at spidse ører og komme til at græde og grine og forstå, at det her var sågu værd at engagerere sig i og ofre sig for.

Jesper stillede op - han kunne ikke andet, tror jeg. Han var drevet af en ubetvingelig indre kraft.

Mens Lykke levede, tror jeg rent ud sagt heller ikke, han havde noget andet valg.

Jesper og jeg stod tit der i silende regn på en eller anden faldefærdig scenekonstruktion eller på en stormomsust, slaskvåd blokvogn og kæmpede mod diverse magthaveres iskolde overgreb - imod kynisk udbytteri og diverse obskure uretfærdighedsmassakrer - og så på hinanden og grinede!

Er du nu der igen?

Ku’ de ikke finde nogle nye, nogle yngre?

Hvorfor gør vi det?

Hjælper det nogen eller noget?

Hvor var det sidst, vi sås, og hvad opnåede vi ved den manøvre?

Holder det aldrig op?

Vist så, nu ses vi ikke mere derude i fronten, Jesper og jeg.

Men han er der med Lykke ved sin side, og det er en trøst!

Gode mennesker og store kunstnere dør heldigvis aldrig!

Jesper Klein var så sandelig ikke spor klein.
Han var stor! Meget større, end vi tror!

Kærlig hilsen

Anne Marie Helger

Læs også artiklen »Farvel til en rød lejesvend«.

Se også links om Jesper Klein på Tidslinjen, 22. august 2011