Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
4. maj 2011 - 23:43

Don Juan som playboy

Mozarts opera Don Giovanni i to akter fra 1787 har som originaltitel: »Den udsvævende staffes«. Operaen er på italiensk med tekst (såkaldt libretto) af Lorenzo Da Ponte. Sammen havde de to lavet operaen Figaros Bryllup året før. Og i 1789 lavede de den sidste af deres tre operaer sammen, Cosi Fan Tutte (Sådan gør alle (Kvinder)).

Selv om den sidstnævnte er det reneste ørenougat, er det de to første operaer fra samarbejdet Mozart/Da Ponte, der stadig ca. 225 år efter spilles igen og igen på alle verdens operascener.

JPEG - 39 kb
Wolfgang Amadeus Mozart. Kilde: Wikimedia Commons.

Begge operaer er oprindeligt opført og tænkt som komiske operaer – med et direkte politisk anti-adeligt tvist, som skyldes, at de blev skrevet i de år, da oplysningstidens tro på fornuften, viden og det nyttige havde bredt sig i ca. 100 år. Og det var kun få år før den store franske revolution i 1789 markerede begyndelsen til overgangen fra adelens hundredeårige magt til borgerskabets.

Se linkbox på Modkraft.dk om oplysningstiden.

Tolkninger af operaen

»Et muntert drama« var Da Pontes betegnelse for operaen. Musikken modsiger dog det rent muntre eller komiske i operaen, den udgør en alvorstung tolkning, som eftertiden har dyrket både i tempo og iscenesættelse.

Især romantikkens og borgerskabets kunstneriske moral har fået det indsnævret til nogle enkelte komiske episoder i operaen - så det er normen i dag at se titelpersonens diabolske latter - den eneste latter i operaen - som verdensfjern og stik imod publikums oplevelse af operaens tyngde og tempo.

Denne moralske og tungsindige tolkning kan ses som musikkens tolkning og musikkens modsætning til teksten. Dette lægger op til den psykologiske operafortolknings individualiserede fokuseren på personernes ageren og skæbne.

Det bliver så historien om Don Juan og hans straf, der driver dramaet.

Operaen blev til i rokokkoens sidste år, hvor adelens privilegier og libertiner-levevis ikke længere var et ideal. I 1780’ernes samfund havde adelen for længst vist sig uegnet til at være herskende klasse med nedarvet jordejendom og privilegier som grundlag og enevældigt monarki som politisk styreform.

Dens privilegerede levevis kom derfor under angreb – også på scenen, som i operaerne Figaros Bryllup og Don Giovanni.

Kun få år efter er det borgerlige ægteskab og det romantiske kærlighedsbillede det nye ideal og betragtes som naturens orden. Typisk hedder det i Mozarts sidste opera Tryllefløjten fra 1791 - som ideologisk erklæring - i en duet, at »mand og kvinde er naturens orden«.

Se eksempel fra YouTube: "Naturens orden" i romantikkens natur.

En person, som Don Juan, er allerede i operaen fra 1787 blevet til en guds-synder, der sætter sig op mod den naturlige husorden.

Filmen

Operaen Don Giovanni har været forlæg for flere filmudgaver og variationer.
(Se evt. IMdB.)

Den nye danske opera-film, Juan, er anderledes. Faktisk er der slet ikke tale om en traditionel operafilm, men om en filmopera, idet Mozart/Da Pontes opera er kraftigt bearbejdet, og først og fremmest beskåret.

Beskåret fra operaens 161 minutter til filmens 104 minutter. Beskæringen har også ramt nogle af de musiknumre, som musikalsk(!) konservative mozartianere ææælsker. Det er synd og skam for ørerne, men betyder ret beset ikke meget for handlingen i operaen eller filmen.

JPEG - 100.4 kb
Don Juan (Christopher Maltman) forfører Zerlina (Katija Dragovic) i Kasper Holtens filmopera version af Mozarts klassiker.
Foto: Steffen Aarting.

Filmen trækkes allerede fra starten op imod forlægget i operaen, fordi vor tids Juan i åbningscenen sidder i operaen og ser »original«-forestillingen på scenen, opført med paryk og hele rokokko-opsætningen, mens han hånligt ryster på hovedet af moralen, hvor Don Giovanni opsøges af den myrdede kommandants statue (den såkaldte »stengæst«), der opfordrer sin standsfælle til anger, hvorefter den fornægtende synder straffes med nedtur til helvedes ild.

På YouTube findes flere eksempler på sådanne musikteatralske opførelser af operaens slutning, fx denne med engelske undertekster.

I filmens åbningsscene med operaens ouverture bruges operaens pause mellem de to akter til kontakten mellem Juan og Anna, hendes forlovede Ottavio og hendes fader, byens politichef, som i operaen er Kommandanten, der overrasker Juan og Anna sammen og bliver myrdet i en fægtekamp.

Se fx. dette engelsktekstet eksempel på operaens ouverture og første scene på YouTube.

Store forskelle

Tjeneren Leporellos vagtscene anskueliggør også forskellen mellem filmen og operaen. I filmen er han østarbejderen Lep, og mens Leporello står uden for og synger om ham, der er inde hos den skønne, synger Lep om, at han (dvs. Juan) får fisse.

Både Lep og Leporello fører en liste over herrens erobringer. Hos Leporello er den nedskrevet og kan rulles ud som en meget, meget lang liste, som han med en 8 minutter lang bravour-arie – Listearien - forelægger den svigtede elskerinde Donna Elvira.

Se fx listearien i operaopførelse her.

I filmen er der derimod videoptagelser af alle Juans kvindebekendskaber, og den samlede liste forelægges Elvira som filer på en Mac.

Filmen synges på engelsk og ikke på det traditionelle italienske operasprog, som operaen også er skrevet på. Man må så undvære smukke operaord som amore, andiam, traditore og alle rulle-r’erne til fordel for et sprog med ord som pussy, dick(head), fuck, pigs (om politiet), coke osv.

Det opdaterede operaengelsk synges med flere accenter, ifølge Holten selv fordi engelsk er globaliseringens sprog, og fordi rollerne er besat af sangere fra mange nationer. (Der er en dansk sanger med som Ottavio, men netop hans to tenor-arier er udeladt i filmen).

Handlingen

Filmen vender ikke totalt om og rundt på operaens rækkefølge af akter og scener.

Der er kun lagt en anden handling ind i afslutningen af enkelte hovedpersoners skæbner. Hovedpersonen Juan dør og går også i filmen til grunde til sidst, men han hentes ikke hjem (til Helvedes ild) til dom og tænders gnidsel af stengæsten (som i operaen er den myrdede politichef i en eller anden form for stenstatue).

Juan mødes med stengæsten, som i filmen vist er hans egen samvittighed, og Juan nægter også nogen skyld, skam eller anger. Men der er i filmen en moderniseret afslutning på Juans liv, hvor han støder ind i en Hans Engell-forhindring på sin flugt ud ad motorvejen.

Ligeledes er der en ret anderledes åbningsscene, hvor der under det musikalske forspil (ouverturen) faktisk lægges op til filmens grundlæggende handling ved en operaopførelse af netop Mozarts opera Don Giovanni.

Juan kan sidde og trække på smilebåndet af den moralske handling og straf, og publikum kan så trække på smilebåndet over den smarte intro til dramaets traditionelle begyndelse: Titelpersonens samvær med overklassekvinden Anna.

Og her er publikum ikke overladt til operaens tvivl om, hvad der egentlig er foregået.

I filmen er det Juans ønske om at komme væk fra en gennemført one night stand, der støder sammen med hendes far, politichefen, og ender med mord. Selvfølgelig ikke som nogen fægtescene, men i kampen om farens pistol. Et mord, som både er operaens og filmens ledemotiv. Anna og hendes forlovede Ottavio jager derefter Juan filmen igennem.

Mordet udgør kun den første baggrund for Juans gerninger, den næste, der forfølger ham, er den tidligere elskerinde Elvira – der dog gør det med et håb og en tro på at kunne få ham til at ændre sit svigt – »binde sig«, som han selv ville sige det med alle tegn på afsky.

Også pigen Zerlina, som han lokker væk fra hendes forlovelsesfest, deltager sammen med sin forlovede Masetto i forfølgelsen af Juan pga. dennes forførelsesforsøg - og senere voldtægtsforsøg - over for hende ved den store fest, som Juan afholder i afslutningen af første akt i operaen.

Se her operaens musikalske forførelsesscene med duetten Là ci darem la mano.

Politiske forskelle

Det i 1780’erne revolutionerende i, at bønderne jager adelsmanden på livet, og at den anden adelsmand Don Ottavio på baggrund af ren klassesolidaritet benægter Don Juans skyld, bliver i filmen helt visket ud.

I filmen fremstår politiets jagt på Juan som en retfærdig statsmagts forfølgelse af en fuldbyrdet forbryder; men hvis der havde været en udøvende magt i 1787-operaen, ville den utvivsomt have været i lommen på adelsmanden eller endog været ham selv!

I filmen er det politiets jagt på Juan, som sammen med Mozarts musik og klipningen driver filmens handling og tempo fremad, og også gør den mere »moderne« end operaens eget tempo, som jo typisk illustreres ved personernes bevægelse hen over de skrå brædder.

Operaens adelsmand klarer frisag længe, netop fordi han er adelsmand, men i filmen er han ikke hævet over loven af klassemæssige grunde.

Adelsmanden Don Juan er i filmen blevet til reklame/pige-jetset fotografen Juan.

Det giver filmen nogle fordele og en logik. Det forklarer bl.a., at pigen Zerlina er åben overfor Juans åbenlyse kussejagt, fordi han er er »chancen«, adgangsbilletten til kendis- og celebrity-verdenen.

Der er dermed også anslået en anden social forklaring end Mozart/Da Pontes, men det er stadig en (korrekt) ydre, social forklaring på forførerens tiltrækning.

Rokokko-libertineren Don Juan hos Mozart/Da Ponte har som feudal adelsmand en anden klassemæssig baggrund for at kneppe alle kvinder og ikke at binde sig, (»at holde sig til én er at svigte alle andre«, som han siger), og for at bruge alle midler, også voldtægt og mord.

Den mest tolkede figur

At Juan straffes på trods af adelskab og beskyttelse varslede så også hans klasses kollektive afstraffelse få år senere under den franske revolutions demokratiske ragekniv. Samtidig lagde det også op til de efterfølgende århundreders fortolkninger af operaens titelfigur.

Don Juan er nok den mest tolkede figur i musikteaterhistorien, og Don Juan-motivet har endnu flere behandlinger, når man medtager den psykologiske litteratur om manden i sine drifters vold og om det uforløste fornøjelsesfix.

Filmen søger ikke Juans motiv i hans drift af liderlighed, i at han er en stakkels ukastreret hankat. Juan tager sig - ligesom adelsmanden i 1780’erne - retten til at være serial fucker, til en overfladisk selvbehagelig livsstil i en samfundsform, der giver ham mulighederne, ja, som direkte understøtter og fremmer hans stil.

Derfor synes det også at være en tekstmæssig forhudsforsnævring, at Holten og med-manuskriptforfatter Mogens Rukov har gjort ham til en almindelig kriminel, til »bare« en morder.

På samme måde afslutter de i filmen på tragisk vis nogle af hovedpersonernes skæbner, hvor operaen netop har en slutning, hvor de overlevende seks personer i en let melodi fortsætter deres veje fra operaens handling.

Det er en slutning, som mange opførelser af operaen springer over, fordi det fjerner den åh, så seriøse og alvorstunge filosofiske morale til fordel for, at selv om skurken er væk, så fortsætter alt som før (altså indtil den franske revolution få år senere indleder feudalismens og adelskabets historiske deroute!).

Denne Juanske glamour-tilværelse indebærer også frihed fra sociale og seksuelle konventioner, som for eksempel operaens festscene, der danner baggrund for voldtægtsforsøget mod Zerlina, og som foregår under parolen Leve Friheden (»Viva la Liberta«), leve den frihed, som er Juans ret til at blande sociale klasser til festen for at fremme sit eget formål.

Fuldkommen som borgerskabets paroler om »Frihed, lighed …« er pengenes frihed og klasses egen lighed med de tidligere herskende feudalklasser.

Se operaens festscene i slutningen af 1. Akt »Viva la Liberta«.

Den nye klasse, der fik magten i Europa efter adelens don’er, var borgerskabet med dyrkelsen af familien og et ideal, hvor konventioner og ægteskab bestemt ikke var noget, man lavede komiske operaer om, i hvert fald betragtedes Don Juans skæbne og straf, døden, som retfærdig.

En styrke ved filmen

Det er netop filmens styrke, at Juan ikke er filmet musikteater med en mere eller mindre smart eller fortænkt opdatering og samtidsrelevant fortolkning i rokokkoens udstyr og rammer. Her oplever man en troværdig historie til en 224 år gammel musik.

I et interview i dagbladet Politiken den 7. april fortæller Holten selv om sin overraskelse over, at filmen ikke er statisk og færdig, når alle scener er optaget og i kassen, men at det er klipningen, der gør en film.

Og Juan er fra starten flot og fyrigt klippet. Klipningen nærmest driver musikken. Alligevel er klipperne ikke nævnt på filmens site under punktet Credits.
Heldigvis er de nævnt på den store internationale filmdatabase IMdB under Film Editing. Og det er altså Mikkel E.G. Nielsen og Jacob Thuesen!

Afslutningerne på hovedpersonernes skæbner i filmen indeholder også et par afrundinger, som netop ikke findes i operaen oprindeligt, tragiske javist, men hvor er det dejligt at se, at operahistoriens mest nosseløse Fætter Guf-figur, Ottavio, i filmen gør noget over for sin henholdende forlovede Anne.

En rigsdaler fra Søren K.

Der findes en pamflet af Søren Kierkegaard: »Hør, hør, hør Mozarts Don Juan« (ved Jens Staubrandt, Underskoven, 2009), som er lig med essayet fra »Enten-Eller« fra 1843, der hedder »De umiddelbare erotiske stadier eller det musikalsk-erotiske«, hvor han argumenterer for, at man skal høre operaen:

»Det er en gammel Erfaring, at det ikke er behageligt at anstrænge to Sandser paa eengang, og det er saaledes ofte forstyrrende, naar man skal bruge Øiet meget paa samme Tid som Øret er beskæftiget. Man har derfor en Tilbøielighed til, naar man skal høre Musik, at lukke Øiet. Dette gjælder om al Musik mere eller mindre, om Don Juan [i særdeleshed].«

Ud over sanse-argumentet sparer Søren K. også en rigsdaler (vistnok ca. 90 kr. i dagens mønt) ved at nøjes med at lytte uden for tilskuerrummet.

Havde Søren K. levet i dag, havde han ikke kunnet spare de ca. 80 kr., som biogafbilletten koster, for denne film skal både ses og høres.

Men der er en tone (undskyld!) af 70’er-årti over filmen: Omtalen af politiet som pigs, Juan som modefotograf, ja, selve begrebet playboy, som godt kunne ajourføres.

For Mozart er kun blevet bedre af Holtens ajourføringer - og der må gerne komme mere til. Vov et øje og lad os høre og se operaen udspille sig i klart nutidige miljøer – ikke en Juan som playboy, men som Da Gangsta - eller i feministisk eller queer-fortolkning næste gang, tak.

»Juan«. Spillefilm 104 min. Instruktør Kasper Holten. Vises i danske biografer.

Se også linksamlingen på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret: Wolfgang Amadeus Mozart: Musik i opbrud.

Se filmens trailer på juanfilm.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce