Annonce

17. marts 2011 - 23:43

Volden mod seksuelle minoriteter er ikke problemet

For nylig efterlyste Institut for Menneskerettigheder (IMR) en bedre indsats mod hadforbrydelser bl.a. gennem indsamling af viden og mere politi. Men hvis man vil bekæmpe hadforbrydelser, bliver man nødt til at forstå, at vold ikke er et problem, men en måde at udtrykke en problematisk holdning på. Problemet er ikke volden, men holdningen og den forsvinder ikke, ved at man bruger politiet til at bekæmpe volden, ligeså lidt som en forkølelse forsvinder ved, at man bruger et lommetørklæde til at pudse næse.

En af de undskyldninger, der bliver brugt for at trække diskussionen i langdrag frem for at gøre noget her og nu, er, at vi ikke har nok »viden om problemets omfang.« Men en undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2009 viser, at 4% af voldsofre mener, at motivet var homofobi, og at 12.000 danskere årligt føler sig udsat for hadforbrydelser, herunder udgør seksuelle og etniske minoriteter de to største grupper.

Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside, hvor man kan registrere diskrimination, blev 208 homoseksuelle diskrimineret på en måned, herunder blev 95 udsat for fysisk vold. Det er tre homoer, der får tæsk bare i København. Hver dag. Ifølge PET var der 306 hadforbrydelser i Danmark i 2009, men LGBT Danmark mener, det kun er toppen af isbjerget og regner med, at 3.000 er et mere sandsynligt tal.

Selvom ingen af de her tal er sikre, viser de i al tydelighed, at hadforbrydelser er udbredte i hyggelige, lille Danmark.

Volden er kun toppen af isbjerget

Det er ikke kun de registrerede overfald, der er toppen af isbjerget, men volden i det hele taget. For den fysiske og verbale vold, der er dækket af straffeloven, er kun én af mange former for diskrimination. Flere undersøgelser peger fx på, at mellem 33 og 50 % af de unge i skolerne ikke accepterer seksuelle minoriteter, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan denne manglende accept kommer til udtryk i en skoleklasse.

Anti-queer vold er ikke udtryk for en ekstremistisk person, men et ekstremt udtryk for den ret almindelige holdning, at queer mennesker ikke fortjener samme respekt som heteroseksuelle. Og det er den manglende respekt, ikke volden, der er problemet. Det er en vigtig skelnen.

Denne artikel handler kun om hadforbrydelser mod folk, der afviger fra den heteroseksuelle norm (her benævnt queers), dvs. lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede, men også heteroseksuelle, som bliver set som afvigere fra en »normal« måde at være heteroseksuel på, fx feminine mænd og maskuline kvinder. Det skal bemærkes, at racistisk motiverede hadforbrydelser er et mindst ligeså stort problem, selvom det ikke bliver behandlet her.

Kampagne: anmeld vold!

De tiltag, som flere partier, politiet, LGBT Danmark og IMR foreslår, bl.a. i den såkaldte AV!-kampagne (AV står for Anmeld Vold), kan sammenfattes i tre elementer: mere repression mod gerningsmændene (i form af mere og bedre uddannet politi, flere paragraffer og mere fængsel), indsamling og behandling af viden, og at ofre anmelder forbrydelser.

Det er tydeligt, at politiet ikke klarer opgaven godt nok. Det er også klart, at vi skal vide noget om et problem, før vi kan løse det. Og for at få den viden og ruste politiet bedre til deres arbejde, skal ofrene fortælle om overfaldene. Men som man kan se ovenfor, ved vi vist nok om »problemets omfang.« Nu er det tid til at gøre noget ved det.

Det er selvfølgelig positivt, at det officielle Danmark endelig er begyndt at tage hadforbrydelser alvorligt, og de foreslåede tiltag kan måske også hjælpe nogen. Men spørgsmålet er, hvor stor en positiv effekt det kommer til at have. Og om tiltagene i nogle tilfælde endda vil kunne forværre problemet. Der er i hvert fald 4 ting, man kan kritisere ved forslagene:

1. Fængsel er aldrig en løsning

Formålet med at putte folk i fængsel er aldrig at løse et problem, men at fjerne det fra samfundet eller skræmme folk fra en bestemt adfærd.
Hvis man putter en fattig tyv i fængsel for at stjæle, er tyven stadig fattig. Og hvis man putter en anti-queer voldsmand i fængsel for at være voldelig, bliver han ikke mindre anti-queer. Måske tværtimod. Det var trods alt en queer person, der fik ham i fængsel. Og inde i fængslet og når han kommer ud igen, kan han fortsætte med at tæve queers.

Fængsler skader de indespærrede, der ofte kommer ud med traumer, plettet straffeattest, en hærdet personlighed og kriminelle bekendtskaber.
Fængsler splitter familier og går udover uskyldige pårørende.
Fængsel rammer tit folk, der i forvejen kæmper med økonomisk, uddannelsesmæssigt, personligt og socialt underskud og gør dem hadefulde eller apatiske.

Fængsler nedbryder måske folk fysisk og psykisk, men de nedbryder ikke anti-queer holdninger.
Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at man skal lade voldsmænd gå, eller at de ikke kan gøre for, at de er blevet voldsmænd. Jeg siger ikke, at det er synd for dem, at de bliver straffede, eller at hævnen ikke er sød, når man ser sin voldsmand slæbe sig af sted til et halvt år i brummen. Jeg har ikke engang noget bedre bud på, hvad man skal gøre med ham.
Jeg siger bare, at man skal være klar over, at paragraffer, fængsler, politi og retssale hverken fjerner anti-queer vold fra gaden eller ændrer anti-queer holdninger.

Der findes problemer, som er svære at se en løsning på, og hvor den eneste mulighed ser ud til at være at gemme folk væk i et rum uden vinduer. Men manglende respekt for queers er ikke et af de problemer.

2. AV!-kampagne og IMR udstiller queers som hjælpeløse ofre

At anmelde en hadforbrydelse alarmerer måske politiet og giver gerningsmanden en straf. Men det øger ikke respekten for queers, at de bliver set som nogen, der ikke kan andet end at bede politiet om hjælp. Tværtimod fastholder det queers i en rolle som hjælpeløse ofre og nogen, det er synd for.
Hvis man vil øge respekten, bliver man nødt til at anerkende, at queers kan andet end at få tæsk og har en stemme, der kan andet end at råbe på hjælp.

3. Politikeres afstandtagen er hykleri

At der overhovedet er en lovgivning og en debat om hadforbrydelser kan ses som et signal om, at ”den slags vil vi ikke acceptere i vores samfund,” som nogle politikere formulerer det. Det er et godt signal at sende, men det klinger lidt hult, når man samtidig accepterer anti-queer udtryk i fx sportens verden, fra politikeres talerstole, i skolerne og mange andre steder.

JPEG - 85.5 kb
IMR og AV!-kampagnen er med til at fremstille queers som hjælpeløse ofre, der ikke kan gøre andet end at anmelde hadforbrydelser til politiet. Men hvis man vil stoppe hadforbrydelserne kommer man ikke uden om ting som selvforsvar, offerhjælp, selvrespekt og en bedre repræsentation af queers i samfundet generelt. Foto: Mads Ananda Lodahl.

Når politikere »tager kraftigt afstand« fra volden, er det ikke et udtryk for, at de bekymrer sig om, hvordan queer borgere har det, men om at de ønsker at høste billige stemmer på noget, som de fleste trods alt er enige om (at fordømme vold), mens de undgår at gøre noget ved den generelle anti-queer stemning i samfundet, som er voldens udgangspunkt, men som man ikke bliver populær af at pille ved.

Hvis politikerne virkelig ville forbedre forholdene for queers, ville de fx skrive dem ind i folkeskoleloven, sørge for, at de blev ordentligt repræsenterede i medierne, lade være med at nedlægge den ene indsats mod hiv/aids efter den anden og til gengæld nedlægge det binære kønstyranni på offentlige dokumenter og toiletter og tusind andre ting.

4. Politiet kan ikke stoppe hadforbrydelser

Endelig er det slet ikke muligt for retssystemet at stoppe hadforbrydelser. Uanset hvor meget politi, der er på gaden, vil der altid være ubevogtede hjørner af Ørstedparken, hvor bøsser kan knalde og/eller få tæsk. Lovgivning har jo heller ikke stoppet cruisere, butikstyve og graffitimalere.

Det betyder ikke, at man ligeså godt kan lade være med at lave love. Man skal bare være opmærksom på, at det ikke stopper volden, og det må derfor ikke blive det eneste, man gør. Hvis queers lægger hele deres skæbne i politiets hænder, kommer de til at få mange tæsk endnu.

Hvordan man stopper vold

Vold er aldrig et isoleret fænomen, og det gælder især når det handler om hadforbrydelser. Hvis man vil stoppe anti-queer vold, bliver man altså nødt til at sætte ind på flere forskellige områder. Der er i hvert fald 6 ting, som man bliver nødt til at have med i baghovedet, når man bekæmper hadforbrydelser.

1. Respekt

Det vigtigste er, at queers kommer til at respektere sig selv, og at andre kommer til at respektere queers. Så vil volden stoppe af sig selv.

2. Selvforsvar

Den 7. januar 2007 blev to drag queens overfaldet på Strøget i København. Angrebet stoppede først, da gerningsmanden blev sparket i maven af begge bøsser. Han faldt til jorden, og politiet kom og samlede ham op.
Den 21. marts 2010 på Vesterbro i København blev en lesbisk kvinde slæbt ind i en tom bygning og tævet af tre mænd. Overfaldet stoppede først da en gruppe kvinder fra den lesbiske bar i nærheden kom hende til undsætning, efterfulgt af politiet.

I de to eksempler stoppede voldsmændene ikke før, de mødte modstand i form af bøssernes spark og en gruppe modige kvinder. Den modstand hedder selvforsvar.

Selvforsvar er mere end noget andet en beslutning om, at man er værd at forsvare og passe på, at man vil gøre det, der skal til i situationen for at undgå at blive ødelagt. Og det er en beslutning, som enhver queer person bliver nødt til at tage for sig selv.

Selvforsvar kan være alt fra, at man ved, når man har drukket for meget til at gå alene hjem i drag og derfor tager en taxa, til at man træner cage fighting, indtil man kan give en voldsmand det, man mener, han fortjener. Hvordan selvforsvar kommer til udtryk er et spørgsmål om personligt temperament, men en ting er sikkert: hvis man vil stoppe hadforbrydelser, kommer man ikke uden om selvforsvar.

3. Offerhjælp

Hvis man får nogen på hovedet, fordi man er for provokerende, kan man beslutte, at man ikke vil være så provokerende fremover.
Men hvis man bliver udsat for en hadforbrydelse, har man ikke selv gjort noget galt, og man kan ikke bare ændre sin adfærd. Hadforbrydelser kan derfor give anledning til en frygt, som kan være svær at håndtere, fordi man ikke selv har nogen indflydelse på situationen.

Strengere straffe hjælper ikke ofrene, men der er andre ting, der kan hjælpe sårene med at hele. Ikke alle har brug for det samme, og offerhjælp kan være mange ting, fx gruppeterapi, involvering i politisk arbejde mod hadforbrydelser eller et gavekort til en kampsportsklub. Betalt af gerningsmanden selvfølgelig.

4. Repræsentation i samfundet

Det er let at hade det, man ikke kender. Det er lettere at hade det, man har et forvrænget, latterliggjort og unuanceret billede af. Når queers overhovedet bliver repræsenteret i vores kultur, er det sjældent som en del af samfundet, men snarere som noget anderledes, noget andet, noget eksotisk. Hvis man (tror, man) kun kender queers fra de stereotype og uvirkelige fremstillinger, er det svært at forholde sig til dem som virkelige mennesker.

Hvis man vil øge respekten for queers, bliver man nødt til at give dem en respektfuld og nuanceret repræsentation i kulturen. Hvilke film bliver vist i TV? Hvilke undervisningsmaterialer er til rådighed i skolerne? Hvilket tøj, legetøj, hvilke bøger og film har børn adgang til? Hvilke emne beskæftiger journalister sig med og ikke mindst hvordan?

5. At lytte til kritik

Når queers kritiserer uretfærdig behandling bliver det i Danmark ofte mødt af et kor af fjolser, der råber tudefjæs og kalder kritikken »offermentalitet.« Det er den billigste og pinligste måde at afvise kritik på og et tydeligt bevis på, at man hverken lytter eller tager kritikken seriøst. At kritisere uretfærdig behandling er ikke et udtryk for offermentalitet. Tværtimod. Det er et udtryk for, at man nægter at være et offer.

Hvis man vil værne om demokrati, menneskerettigheder og respekt, lytter man til mindretal, når de siger noget. Hvis man bare gerne vil have sine privilegier i fred, selvom det er på bekostning af andre (og det er privilegier næsten altid), prøver man at lukke munden på kritikerne hurtigst muligt.

6. Vold er ikke et isoleret fænomen

Hvordan reagerer du, når dine kolleger fortæller anti-queer vittigheder? Griner du med, selvom du ikke kan være sikker på, at alle tilstedeværende er heteroseksuelle? Eller siger du, at du ikke synes, det er sjovt at gøre grin med minoriteter, der bliver udsat for vold hver eneste dag? Hvilke holdninger, ytringer og handlinger tillader du at stå uimodsagt hos dine børn? Dine forældre? Resten af din familie? Hvordan reagerer du på lærere, elever, chefer og kunder, der kommer med anti-queer kommentarer? Hvad gør du, når du hører folk råbe efter queers på gaden? Slukker du nogle gange for radioen, fordi du bliver træt af at høre på ord som faggot, bitch, luder og bøsserøv? Eller lader du musikken spille?Er du selv en af dem, der fortæller vittigheder, der gør det sværere at have respekt for bøsser, transkønnede, kvinder, lesbiske og biseksuelle?

Vold kan ikke ses som et isoleret fænomen. Det er ét udtryk blandt mange, der udspiller sig på en generelt queer-fjendtlig baggrund. Den baggrund består af alle de vittigheder, kommentarer, blikke, berøringer og holdninger, som du og jeg tillader at stå uimodsagt i vores samfund hver eneste dag.
Uden den generelle modvilje mod afvigende seksualiteter og køn, ville hadforbrydelserne meget hurtigt forsvinde, men hvis man kun bekæmper had, når det er voldeligt og ulovligt, har man tabt på forhånd.

Mads Ananda Lodahl er uddannet lærer, men arbejder som receptionist i en sexklub for mænd, der har sex med mænd, og er for tiden i gang med at skrive en bog om queer politik og har en blog på modkraft.dk. Han har selv været udsat for omkring 10 homofobisk motiverede overfald siden 1999.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce