Københavns Byret har torsdag den 16. december afgjort, at de præventive anholdelser af omkring 900 mennesker på Amagerbrogade under en klimademonstration den 12. december 2009 var ulovlige.
Over 200 personer havde klaget over politiets klimaanholdelser. Mange blev sat i »futtog« og måtte sidde bagbundet med strips på asfalten på Amagerbrogade i mange timer.
Københavns byret betegnede anholdelserne som i strid med menneskerrettighederne.
Demonstrationen den 12. december var den største under COP15-mødet i København og samlede op mod 100.000 mennesker.
Anholdelserne blev foretaget uden at demonstranterne havde gjort noget strafbart. Det skete med henvisning til den såkaldte lømmelpakke, der tillader politiet at anholde folk, blot de befinder sig i nærheden af ulovligheder.
Men den praksis er nu dømt ulovlig, og det vækker glæde hos advokat Knud Foldschack, der har ført sagen for 60 af de anholdte den 12. december.
– Det er en stor sejr for demokratiet, især fordi at afgørensen var så klar. Klimaaktivisterne har fået fuld oprejning, og retten fastslog utvetydigt at politiet begik åbenlyse ulovligheder i alle tre dage, siger advokat Knud Foldschack til Modkraft.
Han tilføjer, at sagen er et klart bevis på, at politiet ikke kan administere de beføjelser, som lømmelpakken har givet dem.
– De folk, der blev arresteret den 12 december har fået tilkendt 9.000 kroner, og det er en høj erstatning i forhold til tidligere sager. Retten lagde vægt på, at den uværdige behandling, som folk er blev udsat for, og det kan få stor betydning for retspraksis i fremtiden.
Efter hans mening er dommen er et klart signal til politikerne om, at deres forringelser af borgernes retsikkerhed ikke holder.
– Det har efter min mening stor betydning for både folkeretten og de for mennesker, der vil bruge deres demokratiske ret til at protestere uden at skulle riskere at blive ydmyget og sidde bagbundet i timevis i frostvejr. Lømmelpakken må ikke skræmme folk væk fra gaden, og det blev bevist i dag.
Næsten 2.000 mennesker blev anholdt præventivt under hele klimatopmødet
Den retspolitiske tænketank CeRePo har fulgt retssagen tæt og udtrykker glæde over dagens dom.
»CeRePo ser dagens domsafsigelse i Københavns Byret som en stor sejr. Ikke kun for de af de anholdte, der har klaget og får 9.000 kroner i erstatning hver. Nej det er også en stor sejr for vores retssamfund, da det sætter en grænse for, hvor brede politiets beføjelser er. Anholdelse af 1.000 mennesker uden at rejse sigtelser, hører sig simpelthen ikke hjemme i et retssamfund,« skriver CeRePo på sin hjemmeside.
Tænketanken skriver desuden, at dommen vil »skabe præcedens for fremtidige domme, der måtte omhandle politiets magtbrug«.
Læs dommen hos den retspolitiske tænketank CeRePo.
Også hos Enhedsliten er man tilfreds med dommen.
– Det er en god dag for demokratiet. Vi har hele tiden ment, at politiet med lømmelpakken fik alt for store beføjelser. Masseanholdelser af fredelige demonstranter er fuldstændig uacceptable, udtaler partiets retsordfører Line Barfod.
Hun siger samtidig, at rettens afgørelse bør være en anledning til at afskaffe den såkaldte Lømmelpakke, som blev indført netop for ramme demonstranter i forbindelse med klimatopmødet ekstra hårdt.
– Efter denne dom må en afskaffelse af lømmelpakken stå højt på dagsordenen. Uanset hvad udfaldet af ankesagen måtte blive vil Enhedslisten knokle for, at vi får afskaffet pakken hurtigt efter at vi har fået en ny regering, siger Line Barfoed.
Politiet har i dag meddelt, at de har valgt at anke byrettens dom til landsretten.
Se også Modkraft.dk’s emneliste »Klimaet og den globale opvarmning«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96