Med bind for øjnene

Antallet af undervisningstimer i billedkunst er som følge af regeringens folkeskole- og gymnasiereformer blevet væsentligt reduceret. I dag er faget alene obligatorisk fra 1.- 5. klassetrin, henholdsvis 1 time pr. uge i 1. klasse, 2 timer i 2.-4. klasse og 1 time i 5. klasse. Imidlertid lyder anbefalingen fra Danmarks Billedkunstlærere på mindst 2 timers undervisning fra 1.-12. klassetrin, og lærerne kæmper derfor for at få billedkunst tilbage på elevernes skemaer.

Argumenter synes det ikke umiddelbart at skorte på. Problemet synes snarere at være at få politikerne i tale. Det var følgelig i forsøg herpå, at Danmarks Billedkunstlærere flyttede debatten inden for murerne, da de den 21. april afholdt konferencen "Billedkunst som uddannelses- og dannelsesfag" i "Fællessalen" på Christiansborg.

Christiansborg, foto: Linda Petersen

Ifølge landsformanden for Danmarks Billedkunstlærere, Alice Carlslund, er konsekvensen af den nuværende uddannelsespolitik, at børn og unge ender som visuelle analfabeter; billedblinde, der nemt bliver ofre for manipulation, og i en åben invitation til statsminister Lars Løkke Rasmussen og Dronning Margrethe skriver også en anden af arrangørerne, Annamarie Bjerkø:

"Vi lader vores børn stå nøgne og ubeskyttede mod den billed-tsunami, der skyller ind over dem hver eneste dag. De har brug for en sammenhængende uddannelse i billedkunst fra folkeskole til gymnasium."

Men hverken statsministeren eller dronningen dukkede op. Det gjorde i stedet undervisningsminister Tina Nedergaard, der – til trods for at konferencen var blevet arrangeret med støtte fra Undervisningsministeriet – dog alene kunne formå at afse 10 minutter af hendes tid, mens det kun var oppositionen repræsenteret ved ordførerne Marianne Jelved (Rad.), Christine Antorini (Soc.) og Pernille Vigsø Bagge (SF), der var at finde blandt deltagerne i den afsluttende paneldiskussion.

Til at tale forud herfor havde Danmarks Billedkunstlærere inviteret et bredt udsnit af fagpersoner:

Erhvervsmanden

Under overskriften "Den kunstneriske tænknings betydning for erhvervslivet" anlagde Lars B. Goldschmidt, direktør i Dansk Industri, hvad han selv kaldte for "et perspektiv som en kapitalistlakaj".

Direktør Lars B. Goldschmidt, foto: Linda Petersen

Danmark, påpegede Goldschmidt, er ovenpå finanskrisen det land, som har haft den allerlaveste vækst, og han efterlyste derfor "a sense of urgency". Hvor vi fremover skal leve af at lave noget nyt, fastslog Goldschmidt, at der en række brutale forandringsdagsordener, som efterspørger nye løsninger (klima, overbefolkning m.v.). Der er derfor behov for, at vi hurtigt skaber gode rammer for, at vi kan forandre os, så vi kan omsætte viden til nye produkter.

Goldschmidt mente her at kunne se et potentiale i de kreative fag, fordi de giver mulighed for at forstå anderledeshed; en viden, som kan anvendes konstruktivt. Særligt fremhævede han dog, at de forener det kreative med omhu. Kunstnerisk træning appellerer til andre intelligensformer og giver en oplevelse af, at man bliver bedre med øvelse. Ifølge Goldschmidt er vejen ud af krisen nemlig at begejstre hinanden til at udføre det sublime.

Hvor Goldschmidt følgelig så mere værdi i den skabende frem for den forstående dannelse, fastslog han, at kun de fag, der er skabende, bør overleve som selvstændige fag. Også Dansk Industri, tilføjede han, er med projektet "Vores Skole" gået aktivt ind i diskussionen om at forbedre undervisningen. Og læser man nærmere om projektet, kan man godt tvivle på, om der fra Dansk Industri er reel opbakning til billedkunstlærere. Det fremgår således heraf, at man ønsker en endnu højere prioritering af natur- og teknikfag, mens den eneste henvisning til kreativitet synes at være følgende:

"Hvordan kan de lærere, vi har i skolen i dag, udvikle undervisningen i naturfag, så eleverne oplever fagene som kreative og nødvendige for deres uddannelse?"

Forskeren

Anne Bamford, der er professor ved University of the Art i London, har tidligere medvirket ved udarbejdelsen af rapporten "The Ildsjæl in the Classroom. A Review of Danish Arts Education in the Folkeskole" (august 2006), der var bestilt af Kunstrådet, og som indeholdt en lang række anbefalinger.

Med sit indlæg "The Evidence", som Bamford p.g.a. askeskyen var nødt til at præsentere via et videolink, anlagde hun et noget bredere perspektiv og pointerede, at det i henhold til menneskerettighedskonventionen betragtes som en reel værdi, at enhver har til adgang til kunst og kultur. Kulturel kapital anses således for at være en hovedfaktor, og UNESCO anbefaler derfor 5 timers ugentlig undervisning frem til det 20. år gennem enten skole eller andre aktiviteter.

I forlængelse heraf henviste Bamford til James S. Catteralls "Doing WELL and Doing GOOD by Doing ART" (2009). Catteralls undersøgelser har nemlig vist, at en 20-årig såkaldt "art-rich" har 17,6% større chance for at få en højere uddannelse, er mere tilbøjelig til at udføre frivilligt arbejde (15,4%), til at knytte stærke venskaber (8,6%) og til at stemme (20%), og 10% mindre tilbøjelig til at være enten uden arbejde eller uddannelse. Som 26-årige er en "art-rich" endvidere tilbøjelig til at have et bedre job, mens sandsynligheden for, at en såkaldt "art-poor" behøver hjælp fra det offentlige, er hele 5 gange større.

Undersøgelsen har tillige vist, at skoler, der lægger vægt på kunst, også er mere tilbøjelige til at fokusere på problemløsning, til at undervise i mindre grupper, til at læse litteratur og til at få eleverne til at skrive, ligesom de har gladere lærere og elevere og mindre elevfravær. Eleverne fra disse skoler har derfor lettere ved at opfylde de 3 primære færdigheder, som moderne virksomhederne efterlyser: 1) kommunikation, 2) teamwork og 3) fortrolighed.

Bamford understregede endvidere, at timetallet for undervisning i kunst og kultur indgår som en væsentig faktor i EU’s måling af innovation. Her ligger Danmark stadig højt på listen over innovative lande, men foran ligger både Sverige og Finland på trods af, at vi anvender flere ressourcer end de omkringliggende lande. Endelig har PISA-undersøgelsen ifølge Bamford vist, at Danmark svigter ca. 50% af børnene, hvilket der ifølge Bamford kan rettes op på ved netop at introducere mere undervisning i kunst og kultur i skolerne.

Kunstneren

Hvor Bamford opfordrede lærerne til at gøre brug af beviserne i bl.a. kommunikation og aktioner, havde Danmarks Billedkunstlærere meget passende inviteret den dansk/fransk kunstner Thierry Geoffroy/Colonel.

Colonel, der er optaget af at undersøge, hvorvidt kunstnere kan få reel indflydelse på politiske beslutninger, har tidligere udviklet strategier som "Emergency Room" og "Critical Run"; projekter, hvis formål er at træne ikke kun kunstnere, men også mennesker i al almindelighed i at udvikle en kritisk sans.

Colonel, der påpegede, at kritikalitet er vigtigere end kreativitet, lancerede på konferencen sin nye strategi, "Protest Scenographer". For at synliggøre deres kritik af reduktionen i antallet af billedkunsttimer instruerede han således lærerne i at demonstrere billedblindheden ved at bære bind for øjnene med deres egne, individuelle slogans.

Kunstneren Thierry Geoffroy/Colonel demonsterer strategien, foto: Copyright Colonel

Efter at have testet strategien i Fællessalen bevægede billedkunstlærerne sig herefter ud på gangene i Christiansborg i retning mod Folketingssalen.

Danmarks Billedkunstlærere i aktion, foto: Linda Petersen

Og her blev lærerne såmænd hurtigt spottet. Mindre begejstrede for strategien var dog integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck og vagterne på Christiansborg, der truede med helt lukke konferencen, såfremt deltagerne havde intentioner om at udføre flere "happenings".

Kilde: http://ekstrabladet.tv/nationentv/a...

Men Colonel foreslog lærerne også til at anvende strategien uden for murerne, fx ved at arrangere cykelløb og andre aktiviteter.

Ministeren

Tina Nedergaard forsikrede i sit korte indlæg om, at hun sætter pris på de kreative fag, og at opprioriteringen af de naturvidenskabelige fag ikke skal tages som udtryk for en nedprioritering af andre fag.

Om Bamford-rapporten, bemærkede hun, den har vist, at vi ikke får helt nok ud af ressourcerne. Ifølge Nedergaard er det derfor regeringens handlingsplan at foretage en komparativ analyse af de nordiske lande, men man kan undre sig over, om ikke det var et arbejde, som ministeren kunne have sparet nogle ressourcer på, hvis hun havde prioriteret at være til stede under Bamfords indlæg.

I forhold til læreruddannelsen nævnte ministeren endvidere, at hensigten var at ændre uddannelsen, således at de studerende i fremtiden kan vælge 3 frem for 2 linjefag. Dermed håbede hun, at det også kunne give et løft til billedkunstfaget. Men hvor hun samtidigt understregede, at skellet mellem faglige kompetencer ikke længere er så skarp, kunne man - på linje med Dansk Industris udspil - måske frygte, at det omvendt kunne blive begyndelsen på enden på billedkunst som et selvstændigt fag.

Undervisningsminister Tina Nedergaard, foto: Linda Petersen

Billedkunstlærerne

Billedkunstlærernes eget bidrag bestod i at illustrere billedkunst som uddannelses- og dannelsesfag gennem tre praktiske forløb, henholdsvis

• det obligatoriske forløb i folkeskolen fra 1.-5 klassetrin, som omfatter billedfremstilling, billedanalyse og kommunikation,

• et tværfagligt gymnasieprojekt, som involverer form-, betydnings- og socialanalyse og

• et multimedieprojekt på læreruddannelsen, hvor de lærerstuderende udtrykker sig og kommunikerer via billeder.

Billedkunsttime på Holbergskolen i København, pressefoto

Panelet

Endelig bidrog paneldeltagerne med hvert deres indlæg til debatten:

Kunstneren John Kørner argumenterede for, at det er vigtigt at kunne orientere sig i det kunstneriske sprog, som er afgørende for et åndelig, tænkende menneske.

Ingelise Flensburg fra Danmarks Pædagogiske Seminarium påpegede, at den neurologiske forskning har vist, at visuel kommunikation er vigtig ikke mindst i forhold til indlæring.

Marianne Jelved (Rad.) understregede, at vi er gået fra et sprog- til et billedsamfund, der tilmed er multikulturelt, og at det er vigtigt at sikre, at børnene lærer at se, gennemskue og forholde sig til forskelle.

Pernille Vigsø Bagge (SF) fastslog, at vi ikke driver skole ud fra børnenes præmisser og forudsætninger, og at unge mennesker ville gå lykkeligere gennem livet, hvis de havde en bedre billedforståelse.

Søren Elgaard fra Århus Universitet påpegede, at den manglende undervisning i kreative og praktiske fag i folkeskolens sidste del og i gymnasiet er det "missing link", der gør, at universiteterne ikke længere bruger ånden som redskab.

Christine Antorini (Soc.) mente, at det er vigtige at sætte fagene i spil end at diskutere enkelte fag, og oplyste, at Socialdemokratiet arbejder med et forslag til en forsøgsordning, hvor 10 skoler i 3 år frit kan eksperimentere med de anbefalinger, som er indeholdt i Bamford-rapporten.

Christian Have, indehaver af Have Kommunikation, pointerede, at den visuelle kommunikation er flyttet over på mobile terminaler, og at billedkunstlærerne er nøglen til, at kommunikation her ikke ender med at blive det rene nonsens.

Debatten

Skal man kort opsummere, begrænsede debatten om billedkunst sig således ikke kun til at være en debat om, i hvor mange timer og hvor længe der bør undervises i faget; flere af deltagerne antydede også, at der bør ske en fornyelse af fagets indhold, og at der kan være en fare for, at billedkunst ikke i fremtiden kan overleve som et selvstændigt fag.

Der er følgelig mere på spil. Billedkunstlærerne bør derfor væbne sig til også at gå i dialog på andre niveauer, hvis ikke de vil vente på, at politikere og erhvervsfolk dikterer deres skæbne.

At bære bind for øjnene synes at være en effektiv måde at synliggøre debatten om billedkunstundervisningen, men selv må billedkunstlærerne dog ikke gå blinde ind i debatten.