Annonce

20. januar 2010 - 18:49

Pirater jubler: Anti-piratgruppens talsmand trækker sig

Den 1. februar træder talsmanden for Anti-Piratgruppen Jesper Bay tilbage efter seks år som Danmarks absolutte hovedperson i kampen mod piratkopiering. Nyheden bliver modtaget med glæde blandt tilhængere af fildeling og fri kopiering af musik og film.

Jesper Bay afviser at Anti-Piratgruppens gentagne nederlag ved domstolene i sager mod borgere mistænkt for ulovlig piratkopiering er årsagen til hans exit.

– Det kan jeg fuldstændig afvise, siger han til Modkraft.

Han fortæller, at beslutningen blev truffet allerede i oktober sidste år, og er motiveret af et ønske om at engagere sig fuld tid i pladeselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark.

Nederlag og misforståelser

Anti-Piratgruppen blev stiftet i 2004 med det formål at få sat en stopper for ulovlig kopiering af ophavsretsbeskyttet materiale, som ifølge musikbranchen hvert år koster danske kunstnere millioner af kroner i tabt indtjening.

JPEG - 22.5 kb
Jesper Bay har i seks år personificeret rettighedshavernes kamp mod piratkopiering i offentligheden. Det er slut den 1. februar 2010. Foto: Steen Tronsgaard.

Ifølge den snart forhenværende talsmand, så er der i de seneste seks år blevet indkasseret et »ukendt million beløb« til de rettighedshavere, som står bag Anti-Piratgruppen. Det er blandt andet sket ved at udsende stakkevis af breve med erstatningskrav til formodede net-pirater.

I 2008 led gruppens advokater dog nederlag på stribe i landsretten, da sagerne om ulovlig piratkopiering skulle efterprøves, og siden har Anti-Piratgruppen droppet alle sager mod private borgere. Siden april 2009 er gruppens hjemmeside ikke blevet opdateret og Jesper Bay er langsomt gledet ud af debatten.

Jesper Bay erkender, at det ikke altid er lykkedes at komme igennem med gruppens budskab - hverken i offentligheden eller i retssalene.

– Det er da lykkedes at være med til at nuancere debatten på nogle områder, men det har været frustrerende at se hvordan mange mennesker grundlæggende har misforstået udgangspunktet i disse sager, siger han.

Han glæder sig dog over, at underholdningsbranchen nu i højere grad vil fokusere på at udvikle flere lovlige alternativer i stedet på at føre skyttegravskrig mod det stigende antal danske pirater.

En undersøgelse fra Aarhus Universitet lavet i 2009 indikerer, at op mod 70 procent af unge mellem 15 og 25 år henter ulovlig musik på nettet.

Pirater: »En glædelig nyhed«

Blandt de danske pirater er glæden stor, da Modkraft overbringer nyheden om at Jesper Bays forlader talsmandsposten.

– Det er da en glædelig nyhed. Jeg betragter ham (Jesper Bay, red.) som en fundamentalist inden for ophavsret og jeg håber, at det nu bliver muligt, at føre en mere konstruktiv debat om emnet, siger Troels Møller, talsperson for Piratgruppen.

JPEG - 16.4 kb
Tilhængere af fildeling og »fri kultur« er organiseret i Piratgruppen, som siden 2004 har givet Anti-Piratgruppen modspil i den offentlige debat. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Piratgruppen blev stiftet i 2004 som en modreaktion på hvad organisationen opfatter som en hetz imod almindelige mennesker, der blot udnytter de teknologiske muligheder til at dele kultur, musik og film.

Også i Piratpartiet, der ligeledes slås for retten til »fri kultur« glæder man sig til en frisk start på debatten om ophavsret og dens konsekvenser.

– Jeg fornemmer allerede at debatten er ved at bløde lidt op. Vi har en god dialog med kunstnerne om, at vi ikke har modstridende interesser, men at det er mellemmændene i form af eksempelvis pladeselskaber, der er problemet, siger Ole Husgaard, formand for Piratpartiet til Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce