Annonce

26. juni 2009 - 17:02

PET frygtede edb-fagforening

PET udarbejdede i 1984 en længere analyse af PROSA, de it-professionelles fagforbund, der på det tidspunkt organiserede 5.000 edb-folk. Foreningens program blev beskrevet, organisationens struktur blev kortlagt og 30 af foreningens ansatte blev registreret.

Ifølge PET’s vurdering kunne en fagforening for netop edb-folk nemlig komme til at udgøre en egentlig sikkerhedsrisiko.

»PET hæftede sig ved, at det var PROSA’s mål at organisere alle edb-folk, at de var imod det arbejdsretslige system og bl.a. havde støttet havnearbejdernes strejke«, skriver PET-kommissionen i sin rapport.

»En afgørende magtfaktor«

At PROSA samtidig støttede fredsbevægelsen trods sit erklærede upolitiske ståsted, blev endnu en begrundelse for overvågning fra PET’s side.

En vigtig årsag til, at PROSA ifølge kommissionsrapporten blev anset som en reel trussel, var udsigten til, at edb ville udvikle sig til »en afgørende magtfaktor i samfundet«. Dermed ville foreningen kunne få indsigt i offentlige institutioners oplysninger og lamme dataområdet ved hjælp af arbejdsnedlæggelser.

Ved et besøg hos PROSA fik en PET-medarbejder desuden det indtryk, at , at »foreningens ledelse sympatiserede med venstrefløjen, og at den nok var placeret omkring partiet VS (VenstreSocialisterne, red.)«.

JPEG - 34.2 kb
PROSA’s medlemmer kunne ifølge PET blive en fare for samfundsordenen, fordi de arbejde med edb, som ville blive »en afgørende magtfaktor i samfundet«.

PET erfarede også, at PROSA holdt tillidsmandskurser på Tidens Højskole, der på det tidspunkt var ejet af Sømændenes Forbund med den kommunistiske »sømandsboss« Preben Møller Hansen i spidsen. Og højskolens daglige leder var desuden Erik Jensen fra foreningen Demos, »der bl.a. beskæftigede sig med at indsamle og offentliggøre oplysninger om efterretningstjenesterne«.

På den baggrund mistænkte efterretningstjenesten Erik Jensen for at ville udnytte PROSA-medlemmer, der var ansat på Datacentralen til at få indsigt i politiets registre.

Aktive imod overvågning

PROSA har endnu ikke udviklet sig til »en afgørende magtfaktor i samfundet«, men har til gengæld brugt mange ressourcer på at advare imod – den øgede overvågning i samfundet.

Fagforeningen udgav i 2007 sammen med IT-Politisk forening en cd, der gør det muligt for internetbrugere at undgå politiets overvågning af internettet, og den har siden arrangeret høringer og kurser for både journalister og privatpersoner i, hvordan man krypterer sine oplysninger og undgår overvågning.

Fredag den 26. juni står PROSA bag to »parkfester imod overvågning« i København og Århus.

– Vi forlanger retssikkerhed og privatlivets fred tilbage, så uskyldige borgere ikke bliver overvåget. Det undergraver demokratiet, at staten overvåger samtlige borgeres kommunikation, siger PROSA’s formand Niels Bertelsen i en pressemeddelelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce