Det iranske regime har med assistance fra europæiske telekommunikationsfirmaer uviklet en af verdens mest sofistikerede mekanismer til at kontrollere og censurere internettet. Det tillader regimet at undersøge indholdet af individuel online kommunikation i massivt omfang, skriver den amerikanske avis Wall Street Journal.
Iranske myndigheders bestræbelser på at overvåge internettet rækker langt ud over blokering af adgangen til websider eller lukning af internetforbindelsen, fremgår det af interviews med teknologieksperter i og udenfor Iran.
I stedet synes de iranske myndigheder at have indledt en praksis, der betegnes som »Deep Packet Inspection«, som giver mulighed for ikke kun at blokere kommunikationen, men også at overvåge den med henblik på at samle oplysninger om enkeltpersoner samt at ændre i indholdet, så det er misinformerende, forklarer netværkseksperter.
Overvågningsudstyret blev delvist leveret i 2008 af Nokia Siemens Networks, som er et samarbejde mellem tyske Siemens AG og det finske mobilselskab Nokia Corp. Det bekræfter en talsmand for Nokia Siemens Networks, Ben Roome, ifølge Wall Street Journal.
Det »overvågningscenter«, som blev installeret, var en del af en større kontrakt med Iran, der omfatter mobiltelefon- og netværksteknologi siger Ben Roome:
– Hvis man sælger netværk, er det essentielt også at sælge kapacitet til at opfange enhver meddelelse, der kører over dem.
Den iranske regering har ikke før de seneste ugers uroligheder udnyttet overvågningssystemets fulde potentiale, fortæller de interviewede interneteksperter til Wall Street Journal:
– Vi var ikke klar over, at de kunne så meget, siger en netværksingeniør i Teheran.
– Nu ved vi, at de har magtfulde midler, som giver dem mulighed for at foretage meget komplekse sporinger af data på internettet.
Deep Packet Inspection indebærer indsættelse af udstyr i en strøm af online-data, fra e-mails og internet-telefonopkald til billeder og beskeder på sociale netværkssider såsom Facebook og Twitter.
Alle digitaliserede pakker af onlinedata dekonstrueres, undersøges for søgeord og rekonstrueres inden for millisekunder, forklarer netværksingeniører, som er bekendte med det iranske overvågningssystem.
Infiltreringen af iransk online-trafik kan forklare, hvorfor regeringen har tilladt internettet fortsat at fungere – og også, hvorfor det har kørt på så langsomme hastigheder i de dage, da resultaterne af præsidentvalget ansporede til uro.
Internetbrugere på landet i Iran rapporterer, at internethastigheden er faldet til en tiendedel af det normale. Ifølge de interneteksperter, som Wall street Journal har talt med, skyldes det, at Deep Packet Inspection forsinker fremsendelsen af onlinedata.
Menneskerettighedsgrupper har kritiseret salg af sådant udstyr til Iran og andre, der anses for undertrykkende, fordi det kan bruges til at slå ned på oprør i befolkningerne, som det ses i Iran-krisen.
Den kritik afviser Ben Roome:
– Vores selskab kan vælge, at gøre forretninger i alle lande. Vi mener, at vi giver mennesker evnen til at kommunikere uanset hvor de befinder sig.
For at besværliggøre de iranske myndigheders overvågning har sympatisører af oprøret verden over indstillet deres Twitterkonto til at befinde sig i Teheran på den lokale tid. Teorien er, at myndighederne på den måde får sværere ved at identificere de iranske aktivister, der benytter netværkstjenesten til at forsyne omverden med billeder og nyheder fra oprøret.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96