Anmeldelse: »Kampen om Ungdomshuset« – et vigtigt redskab til refleksion

Dansk efterkrigstids mest omfattende uroligheder med barrikader, brændende biler, pansrede politikøretøjer og tåregas udover Nørrebro og Christianshavn er nu gjort til genstand for studier.

Undersøgelser af »kampen« er redigeret af René Karpantschof og Martin Lindblom og gennemført ved hjælp af 10 andre personer med forskellige akademiske og faglige baggrunde, men syv ud af de 12, er eller har været engageret i det københavnske aktivistmiljø. Og de lægger ikke skjul, at de har en grundlæggende sympati for ungdomshuset, men vil overlade det til læsernes vurdering, om »det har skadet deres evne til at fremstille tingene redeligt«. Det svar vil jeg godt vente med at give…

Bogen giver en historisk gennemgang af aktivistmiljøerne i København fra 1965 og til 2008. Den beskriver Ungdomshusets og »bevægelsens« historie i et forsøg på at forklare, hvorfor og hvordan det hele eskalerede i »storbyopstanden« i marts måned 2007. Det er en nødvendig, men også interessant gennemgang af et udviklingsforløb, ikke alene for mig, der blev ansat i Politiet i 1965 og pensioneret derfra i 2006, og som sådan en del af min politihistorie, men det må den også være for andre, der er interesseret i denne del af vor fælles historie.

Bogen er, uanset om man bryder sig om dens faktum, dens erkendelser og budskaber, et vigtigt redskab til refleksion over »Kampen om Ungdomshuset« – og ikke mindst et oplæg til yderligere studier, skriver Hans Jørgen Bonnichsen i sin anmeldelse. Uddrag af bogens forside.

Bogen har udover det historiske, flere interessante aspekter, f.eks. om »De glødende mobiler«, en undersøgelse af brugen af SMS-kæder, som et nutidigt mobiliseringsredskab og ikke mindst kapitlet om »Identitet og »fortælling« i Ungdomshusbevægelsen«, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.

Bogen påpeger også en for mig meget ubehageligt beskrivelse af en række politiovergreb, uanset min stillingtagen til rigtigheden eller ej i de anførte beskrivelser. Det er for så vidt også ligegyldigt, hvis de eksisterer som »fastslåede kendsgerninger« i aktivistmiljøerne.

Betagelse af »kasteskytsets magt«

Nogle af bogens centrale pointer er, at voldsparathed kan være »et stærkt kort på hånden, når offentligheden skal vækkes, sympatisører mobiliseres og modvillige politikere bringes til forhandlingsbordet«. Det er – og her må jeg sige desværre – en objektiv konstatering som Karpantschof, der er en af bogens væsentligste bidrager, konkluderer det.

For det var uroen og udsigten til mere uro, der bragte politikerne til forhandlingsbordet, hvor resultatet blev det nye Ungdomshus på Dortheavej på det ydre Nørrebro, som aktivisterne overtog den 1. juli 2008. Og dermed illustrerede kampen om ungdomshuset, at politisk vold kan betale sig! Det er en for mig ubehagelig sandhed, at politikerne medvirkede til at levere »en ny stærk fortælling om oprør og sejrrig kamp til at identificere sig med og blive inspireret af«, som bogen udtrykker det.

Det er uomtvistet, at vold kan ændre verden, men spørgsmålet er, med filosoffen Hannah Ahrendt i erindring, om det ikke bliver til en »mere voldelig verden«. En pointe som bogen kun perifert berører, men det er en vigtig refleksion, især når man i bogen fornemmer en vis betagelse af »kasteskytsets magt«.

En volds- og magtfascination med det klart fristende overtag over de langsommelige demokratiske metoder, der nemt risikerer at blive retfærdiggjort gennem bogens intellektualiserede og ideologiske begrundelser. En fascination, hvor det ofte har vist sig, at man risikerer at bevæge sig længere og længere væk fra det samfund, som aktivisterne inderst inde ønsker at skabe, og hvor man risikerer at slå sig selv ihjel som et tænkende og følende menneske. Denne del af studiet om »kampen« mangler jeg.

Det er derfor befriende at læse Tina Wilchen Christensens (en af de få forfattere, der ikke ses nævnt som tidligere aktivist) kapitel om, hvorledes den »kollektive identitet og fortælling« skabes, og hvorledes den fører frem til en forenklet forestilling om »os« og »de andre«. Forsimplinger og overdrivelser, der medvirker til ensretning og intolerance, hvor man som gruppe føler sig højt hævet over dem udenfor bevægelsen.

Det burde være bogens centrale budskab, for vel at mærke gælder denne konstatering for alle bevægelser, også politiet og de politiske partier. Dermed antyder jeg også svaret på redaktørernes egne spørgsmål, om det, at hovedparten af bogens forfattere har sympati for ungdomshuset, har »skadet deres evne til at fremstille tingene redeligt«.

Ekkoet fra Ulrike Meinhof

Jeg må erkende, at jeg under min læsning, og måske netop af denne grund, hørte ekkoet fra Ulrike Meinhofs berømte ord: »Kast en sten, og det er en kriminel handling. Kast tusinde sten, og det er en politisk manifestation«, som legitimerende for voldsudøvelse. Og lad mig dog blot erkende dette, at det utvivlsom påvirker min bedømmelse af bogens dominerende holdninger.

Dermed har jeg ikke sagt, at det er en dårlig bog, for det er det ikke! Det er den ikke, for som jeg aktuelt læste i en stor annonce i søndagsaviserne, »er god information objektiv, uddybende og rationel. God kommunikation er subjektiv, overfladisk og emotionel«.

Bogen er begge dele, og den er, uanset om man bryder sig om dens faktum, dens erkendelser og budskaber, et vigtigt redskab til refleksion over »Kampen om Ungdomshuset« – og ikke mindst et oplæg til yderligere studier. Helt notabene har bogen en fremragende billeddokumentation af »Kampen mod ungdomshuset«. Min anbefaling er klart: LÆS DEN, og så må enhver med sin forstand og sit hjerte vurdere dens budskaber. Men betydningsløs er den absolut ikke.

Hans Jørgen Bonnichsen
Tidligere chefkriminalinspektør i PET

»Kampen om ungdomshuset – studier i et oprør«
René Karpantschof og Martin Lindblom. (red.)
Forlaget Frydenlund og Mediebureauet Monsun
299 kr. 352 sider, rigt illustreret.

Køb bogen online hos Forlaget Frydenlund

Læs også anmeldelsen skrevet af Ninna Thomsen, medlem af Københavns Borgerrepræsenta-tion for SF.