Aarhus for mangfoldighed inviterer alle interesserede til åbent møde om anti-racistisk manifestation.
Valget af Donald Trump til amerikansk præsident for nylig var blot et af mange tegn på, at nationalistiske og fremmedfjendske kræfter har vind i sejlene over en stor del af verden. Det gælder også herhjemme, hvor Dansk Folkeparti er Folketingets næststørste parti og det endnu mere yderliggående Nye Borgerlige i flere målinger står til valg. Samtidig har mistænkeliggørende retorik og diskriminerende politik, som tidligere var forbeholdt den nationalistiske højrefløj, i dag vundet indpas langt inde i den politiske mainstream.
Derfor ønsker vi at samle alle gode kræfter til en fælles manifestation, f.eks. med taler og musikalske og kunstneriske indslag, mod den truende politiske udvikling. Vores mål er at samle alt lige fra politiske partier til fagforeninger, uddannelsesorganisationer græsrodsorganisationer og interesserede enkeltpersoner til en stor og folkelig markering af, at ”nok er nok”, og at vi ønsker en by og et samfund præget af mangfoldighed og respekt for forskellighed.
Derfor inviterer vi jer hermed til et fælles møde, hvor vi kan diskutere det nærmere indhold af og grundlag for en sådan manifestation. Vi føler os overbeviste om, at vi fællesskab kan finde et fornuftigt grundlag, hvor organisationer og enkeltpersoner trods alle deres forskelligheder forenes om alt det, der forhåbentlig samler os.
Allerede nu er der dog to forslag på bordet til konkrete aktiviteter.
Nemlig en manifestation i forbindelse den internationale aktionsdag mod racisme og fascisme lørdag d. 18. marts, hvor der vil blive demonstrereret i en række andre danske byer og europæiske lande, og/eller en markering af FN's officielle dag mod racisme og diskrimination tirsdag d. 21. marts. Men andre idéer vil være mere end velkomne på mødet.
Det håber vi at tale videre med jer om til dette møde. Hjælp med at opreklamere mødet ved at dele og invitere alle jeres Facebook-venner :)
------------------------------------------------------------------------------
Link til International aktionsdag mod racisme 18. marts:
http://www.antiracismfascism.org/index.php/component/k2/item/1939-resolution-of-the-international-meeting-and-panhellenic-assembly-athens-15-16-october-2016
Link til FN's dag mod diskrimination 21. marts:
http://www.un.org/en/events/racialdiscriminationday/index.shtml