Annonce

21. marts 2011 - 14:19

Var Irak-krigen rigtig?

Mens debatten om hvorvidt det er rigtigt af venstrefløjen at støtte angrebene på Libyen raser hos andre bloggere, så spekulerer jeg på hvad Enhedslisten og SF’s støtte til Odyssey Dawn (alle tiders mest poetiske navn på en krig, btw) betyder med tilbagevirkende kraft, i forhold til krigene primært i Irak og sekundært Afghanistan.

Et centralt argument for angrebet på Libyen er at forhindre et folkemord hvis Gaddaffi lykkedes med at nedkæmpe oprørerne – hvad alt tydede på at han ville gøre, altså lykkes, mens folkemordet fortsat blot er et hypotetisk scenarie.

Altså et præventivt angreb, etisk begrundet og med humanitært sigte.

Hvis vi skræller løgnene om masseødelæggelsesvåben bort, så kunne man – og det var der vist også nogle der gjorde – have argumenteret for et angreb på Irak for at forhindre gentagelser af Saddams folkemord på sin egen befolkning.

Altså et præventivt angreb, etisk begrundet og med humanitært sigte.

Nu ved jeg godt at der er et uklart FN-mandat til forskel på de to situationer, men givet den humænitære/etiske fordring der ligger til grund for tilslutningen til den libyske kampagne (at gå i krig for at forhindre et større onde), indebærer Libyen- beslutningen (tilslutning) så at Irak- beslutningen (modstand) var forkert?

Og som andre har spurgt: ligger en beslutning om præventive angreb på Bahrain, Yemen og ikke mindst Elfenbenskysten, så lige til højrebenet? Etisk begrundet og med humanitært sigte.

Eller er konklusionen at intervention i geopolitik ikke kun kan reduceres til principper og jura, men altid vil være en konkret vurdering af en given aktuel, politisk virkelighed? I dette tilfælde sympati for et oprør i Libyen, der ikke var til stede i Irak – omend krigen i Irak efter små ti år faktisk har resulteret i noget der minder om et demokrati, der så igen har været et af de dyrere målt i menneskeliv.

Har vi derfor at gøre med en ny, mere pragmatisk kurs eller er vi slet og ret ude i en omgang svimlende inkonsistens?

Annonce