Annonce

Frihandelsaftale
28. juni 2013 - 13:39

Enhedslisten erkender fejl efter kritisk Modkraft-artikel

Enhedslisten trækker støtte til forhandlingsmandat til EU-kommissær om frihandelsaftale med USA, der kan give erhvervsinteresser vetoret over for lovforslag.

»Kæmpe fodfejl« kalder Kenneth Haar fra Modkrafts politisk-økonomiske redaktion en Enhedsliste-beslutning om at støtte EU-mandat til forhandlinger med USA om en frihandelsaftale.

»Der er ingen tvivl om at vi i Enhedslisten burde have stemt imod.«, svarer EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, i en kommentar på Modkraft.

Enigt Folketing bag mandat

»Fredag den 14. juni var EU's handelskommissær Karel de Gucht en glad mand.«, begynder Kenneth Haar kommentaren »De multinationales frihedsbrev« på Modkraft, hvor han i skarpe vendinger kritiserer Enhedslistens støtte til handelskommisærens mandat til forhandlinger med USA om en frihandelsaftale.

Den pågældende fredag gav et samlet Folketing sin støtte til handelskommisærens forhandlingsmandat. Alle partier inklusiv Enhedslisten.

Kenneth Haar kalder i kommentaren Enhedslistens beslutning »en kæmpe fodfejl«, som har hensat ham og andre »i måbende vantro«. Han appellerer til at »partiets folketingsgruppe og partiet i øvrigt« vil råde bod på fodfejlen i den kommende tid.

»Som forhandlingsmandatet ligger, er det ret utænkeligt, at sagen ikke vil vokse i betydning, som forhandlingerne skrider frem«, skriver han.

Læs Kenneth Haars kommentar »De multinationales frihedsbrev« på modkraft.dk

Kenneth Haar er researcher ved Corporate Europe Observatory og tidligere international sekretær i Enhedslisten

Genoplivning af MAI

Karel de Guchts forhandlingsmandat er siden blevet lækket, og ifølge Kenneth Haar peger indholdet i retning af en genoplivning af MAI-aftalen mellem EU og USA, som blev forhindret efter globale protester for 15 år siden.

»Den slags (forhandlingsmandater, red) er som regel gemt væk i fortrolige dokumenter, men i dette tilfælde er både tidligere udkast og det endelige forhandlingsmandat blevet lækket, og materialet viser tydeligt, at det ikke er et lille appendiks til handelsaftalen, EU søger«.

»Med bare lidt kendskab til grundbegreberne i udkastet til MAI-aftalen, kan det hurtigt fastslås, at pilen peger på en aftale af samme karakter«, skriver han i kommentaren.

Villumsen: Ja, Enhedslisten burde have stemt i mod

I en kommentar under artiklen erklærer Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen sig enig med Kenneth Haar.

»Der er ingen tvivl om at vi i Enhedslisten burde have stemt imod. Det understreger det lækkede forhandlingsmandat med alt mulig tydelighed«, skriver han, og henviser til en pressemeddelelse han har udsendt.

I pressemeddelelsen siger Nikolaj Villumsen:

– Det lækkede forhandlingsmandat er skræmmende læsning. Frihandelsaftalen viser sig at være en tikkende bombe under vores demokrati og velfærd. Jeg er dybt forundret over, at investerings- og handelsministeren ikke har sagt fra, siger han.

– Danmark bør sige fra over for dette mandat og kræve, at investeringsdelen tages ud af aftalen, så vores demokrati og velfærd ikke undergraves af erhvervsinteresser. Derfor indkalder jeg handelsministeren i samråd, så hun kan redegøre for Danmarks stilling.

Læs Nikolaj Villumsen kommentar under Kenneth Haars artikel

Nikolaj Villumsen vil indkalde handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr i samråd, hvor hun skal svare på spørgsmålet: »Hvad er konsekvenserne for Danmark hvis de vidtgående investeringsrettigheder i det lækkede forhandlingsmandat til EU-USA frihandelsaftalen gennemføres?«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce