Veteranernes effektive højhastighedslarm: Slayer på Arena

Arena var fyldt, men så heller ikke mere, og umiddelbart var de rigtige Slayer-fans i klart undertal. De fleste var - metalhoveder eller ej - kommet for at se giraffen. Det fremgik tydeligt, da bandet sent i koncerten spillede de to hits »Angel of Death« og »Raining Blood«; pludselig kom der liv i publikum, og de henslængte folk i græsset, kom på benene og søgte hujende ind i teltet.

Raining Blood er en trash-klassiker, der for et par år siden opnåede internet-berømmelse på grund af en Youtube-film. I filmen danner en overdimensioneret julelysoppyntning lysshow til nummeret.
 

Slayer leverede den efterspurgte vare: En god times koncentreret energiudladning, der snildt fyldte Arena, og som nævnt fik fyret op under publikum tættest på scenen, der moshede og løb i rundkreds, som det sig hør og bør.

Varen blev leveret professionelt-mekanisk, og det lod ikke til at forsanger Tom Araya vidste, at han var på Roskilde Festival, eller også var han ligeglad. Den ikke-musikalske kommunikation til publikum blev holdt på et minimum, og begrænsede sig til bl.a. et nok så sympatisk - men også lidt wtf-utidigt - opråb om, at det hele handler om kærlighed.

Bands kan snakke for meget fra scenen, og de kan så sandelig også snakke for lidt.

Slayer lod musikken tale i en effektiv demonstration af, at bandet tilsyneladende grundlæggende har én formel: skift mellem tungt og hurtig-tungt. Fuck, han får arbejdet for hyren ham trommeslageren.

En af »The Big Four«

Slayer regnes for at være et af thrash-metallens Big Four, sammen med Metalicca, Megadeth og Anthrax, og er den hurtige fætter i klubben. Oprindelig spillede Slayers ophavsmænd covers af Iron Maiden og Judas Priest, men med gennembrudspladen »Reign in Blood« fra 1986, blev de selv stilskabende rock-ikoner; Slipknot, System of a Down og Lamb of God er blandt arvtagerne

Big Four-kategoriseringen kan diskuteres, for musikalsk er der fx et stykke fra Metallicas ofte langsomt-tunge, næsten drævende metal, til Slayers overvejende hurtigt-tunge, næsten eksplosive metal. Slayer kunne ligeså godt kategoriseres som speed-metal, og lejlighedsvist hardcore punk.

Og hvorfor er Motörhead ikke med i klubben? Hvorfor er de ’bare’ heavy metal? Til gengæld giver slægtskabet mellem de fire god mening rent tidsmæssigt.

Metallica-albummet Master of Puppets er fx fra 1986 ligesom Reign In Blood.

Af de Store Fire er Slayer også dem, der mest lever op til heavy metal-stereotypen om satanistiske tilbøjeligheder. Faktisk har de været med til at lægge grunden til stereotypen. Til onsdagens koncert blev scenebagtæppet i perioder prydet af omvendte kors, og art work med bibelske referencer. Der indgår desuden et pentagram i bandets logo.

I 2016 fremstår det satanistiske udtryk, der sikkert var vildt provokerende i starten af 80’erne, lidt fjollet, påtaget og ja, 80’er-heavy-stereotypt. Ikke mindst, når bandmedlemmerne i dag er modne mænd i 50’erne, bliver det lidt svært at tage helt alvorligt.

Slayer er indiskutabelt det band af de fire store, der har den mest kontroversielle motivkreds i deres tekster.  Slayer har bl.a. gennem deres karriere været omgærdet af kontroverser; således medførte føromtalte signatur-nummer Angel of Death nogen opstand bl.a. på grund af referencerne til og inspiration fra nazi-lægen Dr. Mengele og hans eksperimenter med mennesker i Auschwitz-koncentrationslejren. Slayer afviser nazi-sympatier, og siger de blot interesserer sig for emnet.

Albummet Christ Illusion blev forbudt i Indien og dømt blasfemisk, og i 1996 blev bandet sagsøgt for at have inspireret tre fans til at have voldtaget, mishandlet og dræbt en 15-årig ung kvinde. Kvindens forældre stod bag søgsmålet, som blev afvist af retten i to omgange.

Foto: Mark Knudsen

Fra guitarsoloernes tid

Slayers koncert var på mange måder lyden af en svunden tid; gavmild med guitarsoloer – også selvom man ikke er fortrolig med bagkataloget. Det var vi mange seniormetalhoveder, der ikke var onsdag aften.

Vi delte os jo efter anskuelser dengang i slut-80’erne, og vi var mange, der betragtede Metallica som kongerne af metal. Der er i denne sammenhæng ikke muligt, at lade være med at sammenligne op mod egne præferencer – ganske som da, en anmelder efter Megadeaths optræden på Copenhell udråbte dem til de største af de fire.

En del af forklaringen på, at 'vi' dengang fravalgte Slayer, er nok den forstyrrende støj fra satanisme-udtrykket. Metallicas motivkreds er også dyster, men mere sekulært samfundsdystopisk og mindre kulturelt tabu-grænsesøgende.

En del er den større variation i Metallicas værk – herunder de bredt foragtede ballader. Den variation, der måtte være i Slayers samlede værk, blev ikke fremhævet onsdag aften, tværtimod.

En periodes metalliske lyd og selvtillid stod til gengæld tindrende klar. Primalkraften var upåklagelig. Så tilgiver man jo uden problemer, det halloween-agtige visuelle udtryk.

Nå ja, og lakmusprøven på om en metalkoncert er vellykket eller ej er jo, om nakken er øm dagen efter. Det er den.

Hvem: Slayer

Hvor: Arena, Roskilde Festival

Hvornår: Onsdag aften kl. 19.30, 2016