Annonce

22. juli 2008 - 3:37

Stemmen i Højttaleren

Da vi nærmer os årets feriedestination, orienterer en rejseleder os via bussens højttalere om, hvad hun mener, der er væsentligst for os at vide på den ferie, vi skal i gang med.

For os voksne, der har hørt den type orienteringer før, er der intet overraskende, og intet specielt vi hæfter os ved. Pointen er, som altid, at man skal udvise en portion sund skandinavisk skepsis overfor de varme lande og dem der bor der.

Men hvad der er almindeligheder i voksne ører, kan være voldsomt tankevækkende for en syv-årig, der for første gang oplever Stemmen i Højttalerens orientering om den forestående ferie på et fremmedartet sted. Dagen efter, vel installeret på hotellet, spørger den syv-årige pludselig: Hvad er sigøjnere, og hvorfor stikker de blomster op i næsen på folk?

Han har nu sovet på budskaberne fra Stemmen i Højttaleren, men må have vished og fuldt overblik over trusselsbilledet. Og det er for så vidt forståeligt nok, når nu Stemmen i Højttaleren har prioriteret truslen fra disse såkaldte sigøjnere i sin 10 minutters orientering om de væsentligste forhold angående stedet, vi er ankommet til.

Han bliver beroliget. Sigøjnere er ikke en bestemt slags slemme mennesker (og resten af ferien må vi så omhyggeligt sørge for at udpege romaer, der spiller musik, sælger ragelse og ernærer sig på måder, der bestemt ikke er truende), og vi må ydermere berolige ham med, at det ikke forholder sig sådan, at de i bogstaveligste forstand stikker de omtalte blomster op i næsen på folk. Det er bare noget, man siger.

Ferieugen rinder ud, og vi tager bussen hjem. Da vi rammer Danmark, kommer Stemmen i Højttaleren tilbage. Denne gang er det chaufføren, der giver os en orientering om de væsentligste nyheder under vores ferie.

Det er sket det, fortæller Stemmen i Højttaleren, at nogle rumænere har fået den idé at stille sig op ved motorvejens nødtelefoner og give indtryk af at have brug for hjælp. Når folk stopper op, så forsøger rumænerne at sælge noget »guld« til de hjælpsomme. Mens der bliver forhandlet om guldsalget, så bliver de hjælpsomme bestjålet.

»Og politiet gør ingenting«, fortæller Stemmen i Højttaleren.

Jeg når lige at tænke, at det er sgu nok, fordi politiet tænker, at hvis folk er så torskesnotdumme, at de begynder at handle guld i nødsporet på en motorvej med nogen, der for et øjeblik siden havde mortorvanskeligheder, men som nu er pludselig er smykkehandlere, så har de sådan set fortjent at blive bestjålet.

Men jeg tager hurtigt mig selv i den usympatiske tanke, og protesterer i øvrigt ikke over påstanden om, at nogle svindlere på motorvejen skulle være det væsentligste, der var sket den sidste uge.

I det hele taget er der heller ikke denne gang nogen, der stiller spørgsmålstegn ved prioriteringen af informationer. Der er tilsyneladende aldrig nogen, der modsiger Stemmen i Højttaleren.

Annonce