På gensyn!

Jeg beklager meget at jeg ikke har skrevet i nogen tid nu.

Jeg har gjort en del forsøg, men har ganske enkelt fået mere end nok af at gentage mig selv, også selv om det er vigtigt.

Jeg er helt vildt træt af, gang på gang, at befinde mig i en diskussion med folk der udelukkende baserer holdninger og tilsyneladende viden på floskler, myter, fordrejede tal fra rapporter, og ikke mindst ren og skær manipulation og propaganda.

Folk har ret til at synes at sexarbejde er klamt og ulækkert, men at den personlige og moralske holdning skal danne grundlag for kriminalisering og , er helt uacceptabelt.

Der er selvfølgelig folk for hvem det er en selvfølge at tale om rettigheder for arbejdere, og også for sexarbejdere, men det er desværre ikke dem jeg diskuterer mest med.
Jeg møder oftest folk, med holdninger og argumenter, der er helt i overensstemmelse med dominerende holdninger i den offentlige debat og de politiske udmeldinger fra diverse venstrefløjspartimedlemmer, og det er mest typisk at de ikke er i stand til at argumentere andet end meget overfladisk, og har derfor et meget markant standpunkt, der på ingen måder understøttes af solide argumenter, men blot er baseret på overfladisk viden og personlig moralsk holdning.

Her i løbet af sommeren har der været flere ting, som delvist er årsag til, at jeg er nået til et punkt hvor jeg ganske enkelt ikke er motiveret for at skrive indlæg, eller deltage i nogen form for tilsyneladende dialog.

1.
Den famøse artikel i 3F, om den sindssyge travlhed i forbindelse med mini-klimatopmødet, blev gentaget i mange medier og var medårsag  til at det moralske kodeks for cop15 blev foreslået og vedtaget.

Alle deltagere ved klimatopmødet opfordres til at afholde sig fra at købe sex, og evt. at bære et badge som tilkendegiver at vedkommende IKKE benytter sig af sexarbejderes serviceydelser.

2. Socialdemokratiets kongres vedtog 26.09 at partiet går ind for forbud mod købesex.

Indlæg fra ledende feminister fra partiet,  viser med al tydelighed at strategien er at holde sig for ørerne, og gentage hvad man hele tiden har sagt, uden på nogen måde at forholde sig til hvad sexarbejdere og andre siger og påpeger.
Det er ikke noget nyt, men jeg har mistet lysten til at gentage mig selv, uanset hvor vigtigt det er.

For at gøre det helt tydeligt, så kan vi jo lige kigge på hvad Pernille Rosenkrantz-Theil bl.a skriver d.27.07.09

"På en helt almindelig dag, mens madpakken spises, og aftensmaden tilberedes, vil 5.500 kvinder 1)sælge deres krop.
På en helt almindelig dag vil endnu en prostitueret blive udsat for vold. 2)På en helt almindelig dag vil 90 pct. af de prostituerede ønske, at de aldrig var begyndt. På en helt almindelig dag vil tidligere prostituerede leve med fysiske og psykiske ar på sjælen.
At nogle få kvinder lever lykkeligt som prostituerede og undgår mén, skal ikke afvises - der findes altid undtagelser i denne verden, men det ér undtagelserne. Der er også folk, der har arbejdet med asbest hver eneste dag uden at få mén af det.
3)Hovedparten af de prostituerede lever i et miljø, hvor stoffer, vold og overgreb er hverdag. De lever et kummerligt liv. Generelt har vi i Danmark forbudt belastende arbejdsmiljøforhold, f.eks. netop asbest, også selvom ikke alle får mén, og selvom nogen elskede deres arbejde med asbest. Hvorfor i alverden gør det sig så ikke gældende for de
prostituerede?
Tidligere løste man det ved, at det var forbudt at være prostitueret.4) Det svarer efter vores mening til at straffe voldtægtsofferet for at være blevet voldtaget. "

Kommentar:

1)
Ingen sexarbejder sælger sin krop, vi har den alle med når vi går hjem. Vi sælger en defineret sexuel ydelse!
 
2)
En påstand og en myte som der aldrig bliver dokumenteret, og som ikke kan dokumenteres fra danske undersøgelser.

3)
Igen er der ingen dokumentation for denne påstand, og for selv nogle af de mest udsatte, de stofbrugende gadesexarbejdere, er dette ikke deres hverdag.

Her udtaler Jackie, en gadesexarbejder, sig om sit arbejde:

"Vi gadepiger har brug for at have nogle rene, pæne klubber med ordentligt udstyr, hvor vi kan tage kunderne med hen. Det ville selvfølgelig være langt bedre og mere sikkert end at skulle finde en baggård, rode rundt i en bil eller bruge de vamle klubber, der findes i dag. Det skal siges, at de fleste kunder er helt i orden. Og jeg siger nej, eller sætter prisen højt op, hvis jeg ikke føler mig sikker på, at kunden er i orden. 1-2 ud af 100 af de kunder, jeg siger ja til, vil jeg sige er skide-irriterende, prøver at få mere, end de har betalt for, eller kan virke truende. Den slags kunder klarer jeg også, men de ville være lettere at klare i en klub, hvor jeg har mennesker omkring mig, som jeg kan stole på."

4)
Sexarbejde er IKKE voldtægt, og kan desuden ikke udføres under nogen former for tvang. Hvis der er tvang involveret, så er det ikke sexarbejde, men sexslaveri, og kan dermed kaldes for en form for voldtægt.

Pernille synes at det så ulækkert at nogen sælger sexuelle ydelser, at hun vælger at kalde det for voldtægt, -det er en hån mod kvinder der reelt bliver voldtaget, og desuden overhører hun totalt de sexarbejdere der udtaler sig om deres arbejde.

Pernille er SÅ glad for sit pæne familieliv, at hun ikke kan forestiller sig at det ikke er en drøm alle kvinder automatisk deler.

Jeg bestemmer selv om jeg vil starte min dag med at smøre madpakker til ungerne, hvis jeg havde nogen, eller om jeg vil bruge min tid og mig selv på en anden måde!

Efter socialdemokraternes vedtagelse af sexkøbsforbuddet skriver Mette Frederiksen under overskriften "Lad ikke myterne bestemme" bl.a følgende:

"Det handler jo grundlæggende om at træffe et valg: Vil vi have, at mennesker skal være til salg – eller ej. "

Igen kommer myten om at sexarbejdere er til salg, og ikke som det er, at de sælger en sexuel ydelse!
Mette gentager en af de myter som er meget svære at udrydde, og som er vigtig for forbudstilhængerne at holde i hævd.
Alle skal helst have den opfattelse at en sexarbejder modtager et beløb, for derefter at overlade hele sig selv til den der betaler, og at vedkommende herefter gør hvad vedkommende har lyst til.Sådan er det aldrig!
Der forhandles og defineres hvad ydelsen indeholder, og der sættes grænser, aftales pris og tid!

Hun skriver endvidere:

"Men hvad så med politiressourcerne spørger andre. Jeg erindrer aldrig at have hørt det argument fremført i en retspolitisk debat tidligere."

Her er det ren manipulation:
DET som folk siger ang. politiets ressourcer,  drejer sig om hvorvidt et sexkøbsforbud og de ressurcer der skal bruges på at jagte sexkøbere kunne bruges bedre, og desuden om det sansynlige i at man bedst får fat i de handlede kvinder ved at jagte almindelige kunder til majoriteten af sexarbejdere som jo ikke er handlet.
Ressourcerne bør bruges på at hjælpe udsatte sexarbejdere, de der ønsker at forlade branchen og selvfølgelig på de handlede!

Og hun fortsætter -

"Prostitution er et hårdt felt. Især, hvis man er involveret i lang tid. Det er et område der præges af meget vold og mange voldtægter. Der er ofte alvorlige psykiske men som følge og de fysiske skader kan være enorme.
Hertil kommer problemer med stigmatisering, manglende indkomstmuligheder når alderen begynder at trykke og risiko for posttraumatisk stress."

Altså flere udokumenterede påstande og myter, som aldrig dokumenteres!

Sexarbejdere er meget forskellige, og har meget forskellige arbejdsbetingelser, men meget vold og mange voldtægter forekommer ingen steder her i Danmark. Læs gadesexarbejderen Jackies indlæg igen!

Sexistiske svin findes alle vegne i det heteronormative patriarkat, og selvfølgelig også som kunder til sexarbejdere!Også af den grund er det vigtigt med så sikre arbejdsbetingelser som muligt, og med ret til som alle andre til at anmelde overgreb og vold.DET bliver meget vanskeligt når hele branchen tvinges under jorden!

Staten er medansvarlig for hatecrimes mod sexarbejdere, og bidrager til ekstrem stigmatisering.

Først i 1991 kunne man i det hele taget dømmes for voldtægt mod en sexarbejder, dog med rabat, i forhold til hvis man voldtog en kvinde som ikke var sexarbejder.
I år 2008 faldt den første dom her i danmark, hvor en gerningsmanden til en voldtægt mod en sexarbejder skulle betale samme erstatning på 60.00 kr, som hvis hun ikke var sexarbejder, indtil da havde det kun kostet 20.000!

Psykiske og fysiske skader kan være store for enkelte, som aldrig skulle have været i branchen, men der er overhovedet ikke dokumentation for at disse påstande gælder sexarbejde generelt!
Det er ufatteligt at politikere og andre forbudstilhængere ikke kan se det fornuftige i at få klarlagt sexarbejdermiljøet på en upartisk, videnskabeligt og seriøs måde, før man griber til at kriminalisere kunderne, og dermed bruger en masse ressourcer op på en måde der ikke tilgodeser nogen, hverken de der aldrig skulle have været i branchen og har brug for hjælp til at forlade den, de som er handlede og de som har andre problemer!

Forleden læste jeg en artikel som det vil være relevant at slutte dette indlæg med:

SEX er så umådelig fin en ting, at den unddrager sig det normale livs regler.
Dét mener Socialdemokraterne, og dét vil de gå til valg på. 
Man må kun have sex med nogen, hvis man virkelig, virkelig elsker dem og ikke har udsigt til at få andre fordele af akten end den glæde, det er at opleve de hellige stunder af kødelig forening. Slut med de fra litteraturen så bekendte transaktioner, hvor fatter får sex til gengæld for en ny spisestue, eller nægtes sex, fordi han igen har været ude med vennerne og er kommet hjem klokken fem om morgenen. Slut med den fra litteraturen lige så velkendte sex for at holde på kæresten, selv om man ikke har lyst, slut med sex til at bilægge et stort skænderi, og slut med den i litteraturen lidt mindre hyppige barmhjertighedssex til folk med hundeøjne, handicap eller uden erfaring.
Og slut med sex mod kontante ydelser.
Slut. Sex skal være ren. Et rent følelsesanliggende.

UDEN for sexlivet må man fortsat tage penge for enhver tænkelig ydelse. Mest iøjnefaldende er det, at titusinder af kvinder i Danmark i øjeblikket er ansat i stillinger, hvor de eksplicit får penge for at give »kærlighed«. Kærlighed (til klienter, elever og patienter) er et af yndlingsordene i velfærdsindustriens italesættelse af sine egne aktiviteter. Det er veldokumenteret, at sagsbehandlere lige fra aktiveringen af arbejdsløse til pasningen af demente bruger ordet kærlighed om deres erhverv. Selv mere ædruelige fremstillinger af, hvad hjemmehjælperen, socialpædagogen, sygeplejersken, psykoterapeuten, skolelæreren og socialrådgiveren i grunden foretager sig for penge, omfatter følelsesord som ømhed, indlevelse og empati.

FØLELSER er åbenbart ikke for fine til at kunne sælges og købes på almindelige markedsvilkår, nærmest tværtimod. Det anses for at være særlig smukt og rosværdigt at have de krævende jobs med at elske folk, som ellers ikke ville blive elsket ret meget; de adfærdsvanskelige, de forstyrrede, de dovne, de grimme, de svagtbegavede og de senile. Det er faktisk gået hen og blevet selve velfærdsstatens kerneydelse: der skal være nogen til at elske os for vore skattekroner. Man må altså hjertens gerne sælge følelser uden sex. Men man må ikke sælge sex uden følelser. Ifølge Socialdemokraterne. Mærkværdigt.

Jeg holder 6 måneders pause her, og vil blot slutte af med et "PÅ GENSYN" :-)

Sexarbejderen Feministen