Socialisme og sexarbejde del 1

Jeg giver denne gang, og næste, ordet til en gæsteblogger, Bo Jensen, som har skrevet en lang og god artikel. Her er første del:

SOCIALISME OG SEXARBEJDE

SF og Enhedslisten mangler en socialistisk analyse af fænomenet sexarbejde. En sådan analyse ville fortælle os, at det handler om empowerment, tolerance og solidaritet. Og at en kriminalisering af faget aldrig kan være socialistisk politik.

Denne artikel er skrevet af :
Bo Jensen, cand.comm., forfatter til SiOs rapport om “Sexarbejdets omfang i Danmark”.

“Salg af sex er en serviceydelse og et arbejde og vi kræver samme rettigheder som alle andre på det danske arbejdsmarked. Så længe sexarbejde defineres som et socialt problem får vi lov til at yde skat uden at kunne nyde de rettigheder, som er en selvfølge for andre arbejdere.”

- Susanne Møller, talskvinde for sexarbejdernes organisation SiO.

Hvordan kan de danske, socialistiske partier besvare sådan en bøn om solidaritet med kravet om at ville kriminalisere sexarbejdernes kunder?

Det kan de fordi de mangler den socialistiske analyse, som skulle sikre, at politikken på området er socialistisk. Når venstreorienterede forholder sig til købesex, sker det fra et feministisk standpunkt eller fra et socialistisk. Som sagen står, har SF og EL valgt den feministiske linie og besluttet at arbejde for en kriminalisering af sexkøb.

Denne artikel vil påvise, at den feministiske modstand mod købesex ikke er socialistisk og at det har en række konsekvenser, som skader den socialistiske sag.

Feministisk eller socialistisk

De socialistiske partier er i dette spørgsmål under indflydelse af feminister. Jeg vil nødig blande mig i krigen mellem de feministiske fraktioner, men der er vel først og fremmest tale om radikal-feminister, karriere-feminister og sympatisører, som mestendels bare er drevet af social indignation. For nemheds skyld kaldes de kort og godt offer-feminister i denne artikel.

Radikal-feministerne promoverer den opfattelse, at kvinder er ofre, at sexkøb er voldtægt og at det er statens opgave at disciplinere borgernes liv. Denne opfattelse er ikke socialistisk.

Mange af de toneangivende karriere-feminister har fået gode stillinger i ’hjælpe-industrien’, hvor man opretholder sit gode arbejde og privillegier ved at udpege ofre, som man så kan leve af at hjælpe.

Deres mantra lyder: Sexarbejderen tror, at hun selv har valgt at hun vil sælge sex og at hun har det godt med det. Men hun har falsk bevidsthed. Vi ved bedre end hende selv, at hun er tvunget ind i købesex pga. fattigdom, at det er skadeligt for hende, at hun senere i livet vil fortryde.

“At kriminalisere kunder er blevet de veluddannede middelklassekvinders projekt. De foregiver at kæmpe på deres køns vegne, men afslører i virkeligheden intolerence over for andre kvinders måde at leve deres liv på.”

- Sociolog Claus Lautrup

Som socialister ved vi godt, at vejen frem er organisering, hvis uacceptable forhold skal ændres. Hvorimod de nævnte offer-feminister og sympatisører vil bruge statsmagten imod en gruppe udsatte borgere.

Den marxistiske analyse

Købesex er i en marxistisk analyse køb og salg af en vare. Men den vare er ikke kvinden, lige så lidt som arbejderne sælger sig selv på fabrikkerne, de sælger deres arbejdskraft, deres kropslige aktivitet. På samme måde sælger en sexarbejder en serviceydelse, en seksuel serviceydelse.

“Prostitution er kun et specielt eksempel på at arbejdere prostituerer sig.”

- Karl Marx

Marx er klar i mælet og helt fri for moralske fordomme i analysen. Alle arbejdere prostituerer sig, når de sælger deres arbejdskraft. Det eneste der gør sexarbejderen speciel, er karakteren af det arbejde, han eller hun udfører.

I hetzen mod købesex bliver det gjort suspekt, at sexarbejderen gør sex til noget så simpelt som en vare. Men dette er ikke et marxistisk synspunkt, det er et romantisk billede af sex, som noget fint, helligt, intimt, højt hævet over materialisme og uløseligt forbundet med følelser. Det er en offer-feministisk værdinorm, som ikke deles af ret mange mænd og heller ikke af mange kvinder, - en værdinorm, som offer-feminister vil gøre til den eneste tilladte værdinorm for seksuelle relationer.

At kritisere, at sex kan antage vareform under kapitalismen er heller ikke marxistisk, idet marxister ikke anlægger en moralsk forargelse over, at alt kan antage vareform under kapitalismen. Sådan er det, kærlighed, følelser, intimitet, omsorg og sex er ikke højt hævet over simple varerelationer. Og sexarbejderne er bestemt ikke de eneste, der slår mønt af vores længsel efter menneskelig nærhed. Det samme gør f.eks. wellness, filmindustrien, datingbureauer og dameblade.

Foretager man en klasseanalyse, vil man se, at resultatet ikke adskiller sig fra en klasseanalyse af de kvinder som er i frisørfaget. Der er arbejdere, som udfører ganske almindeligt lønarbejde på en salon, der er selvstændige småborgere, som arbejder alene eller har nogle få ansatte - og der er kapitalister, som ejer en salon og som har adskillige ansatte, som de udbytter.

Det er således ikke - som offer-feministerne hævder - kunden, der udnytter sexarbejderen. Lige så lidt som en kunde udnytter f.eks. sin frisør. I den marxistiske klasseanalyse er der ingen som helst forskel på sexarbejdere og frisører. Hvorfor skulle et socialistisk parti så forholde sig fundamentalt forskelligt til de to erhverv? Hvordan ville det se ud, hvis et socialistisk parti krævede, at det skulle være kriminelt at blive klippet hos en frisør - for at beskytte de stakkels frisører mod farlige kemikalier i hårfarve?

Langt de fleste sexarbejdere i Danmark er selvstændige erhvervsdrivende. De tilhører småborgerskabet, men kalder sig sexarbejdere. De er undertrykte og udstødte, med andre ord tilhører de den proletariserede del af små-borgerskabet, som vi socialister plejer at kalde en potentiel alliancepartner.

Overfor sexarbejderne står de toneangivende karriere-feminister, som tilhører den øvre del af mellemlagene, men som i kraft af deres ambitioner og karriere er blevet en del af statsmagtens undertrykkende funktioner i en statslig / halvstatslig gråzone. Disse kvinder er ikke i nærheden af at blive proletariseret, tværtimod stræber de mod borgerskabets levevilkår og magt. Det er derfor, der hos disse feminister er så meget fokus på ligestillingskvoter til offentlige og private bestyrelser, så de selv kan komme til fadet.

Kig ud i verden

Socialistiske partier har tradition for en international orientering. Man har blikket rettet mod tendenser i den internationale, socialistiske kamp i andre lande. Men det har de vist glemt i denne sag.

“SIO’s ærinde er enormt usympatisk og usolidarisk med de dårligst stillede prostituerede. (-) SIO’s medlemmer er en slags bourgeois-overklasse i prostitutionens mikrokosmos. (-) Da SF udformede sin prostitutionspolitik, så tog man først og fremmest højde for de mest udsatte, ikke de bedre stillede.”

- Neil Stenbæk Bloem (SF) på bloggen Kavalergangen

Løfter man blikket og kigger ud i verden, vil man se, at majoriteten af sexarbejdere er arbejdere, og at mange af dem arbejder under forhold, som kalder på socialisters solidaritet.

Overalt i verden samler sexarbejdere sig i disse år i organisationer, som ligner SiO. Overalt i verden har disse organisationer samme krav. De kræver anerkendelse og samme rettigheder som andre og de afviser enhver form for kriminalisering af deres erhverv og deres kunder.

Kravene er de samme fra de mest udsatte sexarbejdere og fra de selvstændige. De har gjort fælles sag, og naturligvis er det de mest ressourcestærke, der fører an i kampen.

På verdensplan har disse organisationer efterhånden fået i størrelsesordenen 300.000 medlemmer. Alene i Indien har sexarbejdernes organisation for nylig rundet 65.000 medlemmer.

“ONLY RIGHTS CAN STOP THE WRONGS”

- Sexarbejdernes internationale (IUSW.org)

Hvordan forholder venstrefløjen sig til dette? I nogle få lande - Scotland og de nordiske lande - har venstrefløjen ladet offer-feministerne bestemme. Men de fleste socialistiske partier - også i USA - fører socialistisk politik.

De er ikke nødvendigvis begejstrede for sexarbejde, men holdningen er, at så længe det eksisterer, må vi som socialister støtte sexarbejderne i deres kamp for sikrere forhold. Det gøres bedst ved at give sexarbejderne rettigheder og hjælpe dem til empowerment (selvorganisering, hjælp til selvhjælp, medbestemmelse og bedre kontrol over eget liv).

I lande som England, Tyskland, Holland og Argentina er sexarbejderne derfor inviteret indenfor i fagbevægelsen, så de ikke står alene med deres kamp. I England er sexarbejderne med i det kæmpe store forbund GMB. I Danmark har arbejderbevægelsen åbenbart glemt, at de selv engang stod i samme situation som SiO og glemt, hvad solidaritet er.

En tvivlsom alliance

Ude i den store verden ryster frisindede socialister på hovedet, når de hører om den feministiske socialisme i Skandinavien. De siger, at offer-feministerne har gjort fælles sag med en verdensomspændende, kristen, såkaldt abolitionistisk lobby, som betragter købesex som en synd mod Gud og som fabrikerer falske rapporter, som underbygger deres agenda.

Hvor mon f.eks. denne her påstand kommer fra:

“...ni ud af ti prostituerede får varige skader af deres job...”

- Pernille Vigsø Bagge (SF)

Den danske debat er propfuld af sådan noget løgn og propaganda. Enten kan Bagge ikke gennemskue det eller også mener hun, at målet helliger midlet.

Det er et sort kapitel i socialismens historiebog, at SF og Enhedslisten er med i 8.marts-initiativet. Partierne er her i selskab med organisationer, som arbejder for den abolitionistiske lobby.

Der er tale om en reaktionær, puritansk og sexforskrækket værdikamp. En moderne heksejagt. Både Enhedslistens kvindeudvalg og SF lod sig villigt spænde for vognen som nyttige idioter - uden at gøre opmærksom på kampagnens abolitionistiske og reaktionære ideologi og uden at profillere et selvstændigt, socialistisk synspunkt i 8.marts-initiativet.

— -

Anden halvdel af artiklen vil se på, hvilke politiske konsekvenser det har, at de socialistiske partier har valgt den offer-feministiske frem for en socialistisk linie i forhold til sexarbejde.