Enten - eller

Enten eller

I forhold til sexarbejderne er der kun to muligheder: Enten kriminaliserer man dem eller også tildeler man dem samme rettigheder som andre arbejdere. Man kan ikke gøre begge dele.

Denne artikel er skrevet af gæsteblogger Bo Jensen, cand.comm., forfatter til SiOs rapport om “Sexarbejdets omfang i Danmark”.

Altinget offentliggjorde i juni 2011 en undersøgelse af befolkningens holdning til, om sexarbejderne skal have samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet. Det siger 61% af befolkningen ja til.

Størst tilslutning er der hos Liberal Alliances vælgere med 72%. På andenpladsen kommer Enhedslisten med 67%. Så følger Dansk Folkeparti med 65%. S og SFs vælgere ligger på gennemsnittet med ca. 60%. I de øvrige partier (V, K og R) er tilslutningen “kun” 57-58%.

Ca. 19% af befolkningen er direkte modstandere af fagforeninger og A-kasse for sexarbejdere, mens ca. 21% svarer “ved ikke”.

Undersøgelsen fra Altinget og A&B analyse kan læses her

Fronterne i debatten er skarpt trukket op. En del af befolkningen vil forbyde sexarbejde eller forbyde køb af sex. Og samtidig vil de iværksætte en masse “sociale tiltag” for at få sexarbejderne ud af faget og over i andre erhverv. En anden del af befolkningen vil ikke have forbud, men vil have rufferiparagraffen væk og have samme rettigheder til sexarbejderne som andre arbejdstagere har.

De sidste 3 år har tilslutningen til at forbyde køb af sex svinget mellem 26 og 35%. Den seneste undersøgelse er fra marts 2011. Her sagde 29% af befolkningen ja til en kriminalisering. Lidt over halvdelen af befolkningen er direkte imod et forbud og ca. 20% siger “ved ikke”.

Undersøgelsen refereres her

Efter 10 års intensiv debat har 80% af befolkningen en klar holdning til spørgsmålet, mens 20% stadig ikke har taget stilling. Meget få ser ud til at gå ind for at opretholde de nuværende tilstande. Der skal ske noget. Enten kriminalisering eller rettigheder.

Blandt dem der har taget stilling, har sexarbejderne tilslutning fra 2 ud af 3 i befolkningen, når det handler om kriminalisering - og fra 3 ud af 4 når det handler om rettigheder.

Det må siges at være godt gået af sexarbejdernes organisation (SiO). For 3 år siden, da SiO startede, var spørgsmålet om rettigheder slet ikke sat på dagsordenen.

De nuværende regeringspartier (VKO) er indstillet på, at “kigge på rufferiparagraffen” og formentlig også indstillet på at ændre sexarbejde fra at være et “socialt problem” til at være et anerkendt fag med samme rettigheder som andre erhverv.

Det er den vej, vinden blæser. Især efter den sidste nye rapport fra SFI, som fjerner ethvert argument for stadig at betragte køb og salg af sex som et socialt problem. Se SFIs rapport fra juni 2011 her

— -

De forhold, som nævnes ovenfor, gør det tydeligere end nogensinde, at  venstrefløjens partier er ude af trit med deres vælgere i spørgsmålet om sexarbejde.

Efter valget vil det derfor vise sig, at det er umuligt for en evt. S-SF-regering at gennemføre en kriminalisering af erhvervet.

Man kan diskutere, om de to partier stadig har opbakning til en kriminalisering blandt deres egne vælgere. Meget er sket, siden de to partier vedtog at ville arbejde for en kriminalisering. Men deres vælgere er massivt tilhængere af de samme rettigheder til sexarbejdere, som andre arbejdere har. Og i praksis kan man ikke kriminalisere faget og samtidig tildele sexarbejderne flere rettigheder. Det er enten eller.

En evt. rød regering vil ikke længere kunne finde støtte til et krav om kriminalisering hos de radikale, som netop har skiftet kurs. De unge radikale, som stormer frem i partiet, har trynet Lone Dybkjær.

Det er også kun et spørgsmål om tid, før Enhedslisten skifter kurs. ELs bagland går ikke ind for “forbuds-Danmark” ( se her) og 2 ud af 3 af ELs vælgere støtter sexarbejderne i deres krav om samme rettigheder som andre arbejdere. EL kan ikke leve med at være “dem der var tungen på vægtskålen, da sexarbejderne skulle trynes”.

Så i virkeligheden kan man sige, at SiO har afværget en kriminalisering ved ihærdigt og dygtigt at insistere på at kalde sig sexarbejdere. Det ord er på vej ind i det danske sprog. Og når først ordet er blevet den almindelige betegnelse for dem, som sælger seksuelle ydelser, så ved vi også, at de er arbejdere. Og når de er arbejdere, så skal de have samme rettigheder, som andre arbejdere. Sådan er det, det ligger lissom i den danske kultur.

Og om et par år, når reformen er gennemført, så vil vi klappe hinanden på skuldrerne og sige, at det var vel nok godt, at vi fik skabt ordnede forhold i sexbranchen. Og så har vi glemt, at det først og fremmest var arbejderbevægelsen og de såkaldte arbejder-partier, der strittede mest imod.

Det er sjovt at være med i politik, når den lille David kan vinde over den store Goliat. Hvor David er lille SiO uden en krone på lommen. Og Goliat er de store organisationer som KFUK-Reden og Dansk Kvindesamfund med deres statsbevilligede millioner, sekretariater og højtlønnede direktører.

På den måde vil sagen om sexarbejderne blive et lærestykke i dansk demokrati, når det fungerer.