Annonce

14. januar 2011 - 0:15

En opvisning i transfobi

Read english version of this article here.

Sidste uge kunne man få en fin opvisning i transfobiske discipliner, da TV2 Østjyllands vært, Søren Ø Jensen, sammenlignede transkønnethed med ”særlinge med perverse lyster,” ”et freakshow,” insisterede på at tale om en transkvindes kropstegn og konsekvent kaldte hende for en mand.

Jeg var næsten fascineret af den måde, han kunne presse alle de mest almindelige former for diskrimination mod transkønnede ind på under 100 sekunder. Se klippet her.

Hvad Søren gjorde galt

Hvis Søren havde været en professionel journalist, havde han researchet det emne, han valgte at tage op. Så ville han have vidst, at…

1. det er krænkende for en transkønnet person at blive omtalt som det køn, personen er født med, og at man altid tiltaler og omtaler en person med det køn, personen identificerer sig som. Eller sagt på en endnu mere forståelig (men ikke helt korrekt) måde: man omtaler en person, som det personen gerne vil være.

2. transkønnethed er ikke en seksualitet, men en kønsidentitet.

3. selvom han måske synes, det er spændende, hvad folk har mellem benene, så rager det faktisk ikke ham, og i øvrigt er køn ikke (kun) defineret af kønsdele.

4. og nu er der jo ikke noget galt med at være det, men hvis man ikke selv synes, man er det, er det ikke særligt fedt at blive kaldt en ”særling med perverse lyster” eller ”et freakshow.”

Alt det kan man med lidt (vel meget) god vilje kalde uprofessionel journalistik. Man kan også kalde det at være en ignorant bonderøv, der tror, man kan slippe af sted med at jorde en minoritet.

Men da programmets gæst, den lesbiske Tine Kristensen, så retter værten, og han trodsigt bliver ved med at kalde den transkønnede kvinde for en mand, så er det ganske enkelt diskrimination og mangel på respekt. Det kan man også kalde at være et dumt svin.

Hvordan folk reagerede

Tine Kristensen var heldigvis ret god til at svare og på opfordring fra flere transkønnede seere bragte pridenews, som det eneste danske medie, en lille historie om det, og transkønnede aktivister fra LGBT Danmark har sendt en klage til TV2.

Men som det er tradition i Danmark, når minoriteter svarer igen på urimelig behandling, er der altid et kor af fjolser, der råber ’tudefjæs.’ Fordi de har deres på det tørre, føler de sig kaldede til at definere retfærdig, queer vrede som klynkeri. (se kommentarerer på artiklen på pridenews)

Overraskende nok meldte Martin Møller Aamand, chefredaktøren for LGBT Danmarks medlemsblad, Panbladet, sig i dette kor med en umotiveret artikel, hvor han ikke bare forsvarer Søren Ø Jensen, men også angriber Pridenews! WTF?

Martin kan ikke se nogen problemer udover at, nåja okay, det kunne da have været fint, hvis værten ikke havde omtalt transkvinden som en mand, men ”en sådan eksemplarisk opførsel, ved de fleste af os nok godt, er desværre stadig ønsketænkning.

Det første skridt imod at gøre den eksemplariske opførsel til virkelighed er imidlertid nedbrydning af fordomme og uvidenhed, (…) hvilket indslaget må siges at medvirke til ved i det hele taget at omtale en velfungerende og lykkelig transseksuel person.” bla bla bla…

Man kan vel konkludere, at hvis nogen slog Martin i baghovedet med en sten, fordi han er bøsse, vil han vende sig om og sige: ”ih, tak fordi du lægger mærke til mig. Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.”

Men lad mig bøje det i neon for Martin og de andre, der ikke kan forstå hvorfor interviewet er problematisk. Det er ret simpelt: man skal behandle andre mennesker ordentligt og respektere deres personlige valg, og man skal ikke ydmyge og umyndiggøre mennesker, der tilhører en minoritet, bare fordi man kan.

Eller som Vibe Grevsen skriver som kommentar til Martins artikel: ”Det må nødvendigvis være den enkelte selv, der definerer hvem man er som person. Når journalisten konsekvent omtaler Betina som mand udtrykker han, at han ved bedst - bedre end hende selv - hvem hun egentligt er.”

Hvad jeg gjorde

Fra mange møder med diskriminerende folk har jeg lært, at folk ikke altid er diskriminerende, fordi de virkelig vil være det. Ofte er de det, fordi de ikke ved bedre. Det betyder ikke, at det er okay. Men det betyder, at hvis man gider, kan man give dem en chance for at sige undskyld og forbedre sig. Hvis man er meget overskudsagtig, kan man endda hjælpe dem med at forbedre sig.

Jeg synes selv, jeg var meget overskudsagtig, da jeg skrev til Søren Ø Jensen og forklarede ham, hvad han havde gjort forkert, hvordan han kunne have gjort det bedre og spurgte, om han havde tænkt sig at gøre noget for at gøre det godt igen.

Han svarede, at det ikke var hans ”mening at såre nogen.” Og det er jo meget sødt sagt, men det var altså heller ikke hans mening at gøre det nødvendige arbejde for at undgå at såre nogen. Han bad mig skrive til hans chef, Eva Kvist, men hun var heller ”ikke enig med [mig] i, at Søren har begået en fejl,” men syntes, at ”interviewet er båret af nysgerrighed og respekt.”

Da jeg spørger om hverken hende eller Søren har tænkt sig at prøve at gøre det godt igen, svarer hun, at ”det er korrekt forstået.”

Når man har givet folk en mulighed for at forstå, hvorfor de har dummet sig, og de stadig insisterer på deres ret til at diskriminere, behøver man ikke nusse deres heterosexistiske egoer mere. Så er det okay at svine dem til i sin nye blog. Men alligevel, her er nogle forslag til, hvad Eva og Søren kunne gøre for de mennesker, de kørte over.

Hvad Søren kan gøre nu

1. Anerkende, at han har dummet sig.

2. Sætte sig ind i, hvordan man kan behandle transpersoner med respekt, så han ved det næste gang han bliver konfronteret med transkønnethed (for det gør han). Han kan starte her og her.

Tilføjet 8.3.2011: Hvis man kan forstå engelsk, kan man se denne her korte undervisningsfilm om køn og transkønnethed.

3. Undskylde på TV og vise, at transkønnede har krav på samme respekt som andre mennesker.

4. Lave et ordentligt indslag om og med transkønnede (hvis der ellers er nogen, der gider være med).

5. Donere penge til en organisation, der arbejder for transkønnedes vilkår. Hvis du har sådan en organisation og gerne vil have penge af Søren og Eva, så skriv lidt om din gruppe i kommentarfeltet.

Hvad du kan gøre

1. skrive til Søren (soje@tv2oj.dk) og sige, hvad du synes, han skal gøre.

2. se punkt 2 og 5 ovenfor.

Annonce