Annonce

31. maj 2014 - 12:47

Racistisk politi

Jeg skrev en historie fra det virkelige liv på min facebook-side for nogle måneder siden, som jeg gerne vil dele her på bloggen...

På vejen til København fra Berlin med toget lagde jeg mærke til en ung mand med mellemøstligt udseende på perronen. Jeg lagde mærke til ham, fordi jeg lagde mærke til, at to hvide mænd, der lignede civilbetjente, fulgte efter ham. Jeg rejser jævnligt mellem Danmark og Tyskland og har set, hvordan både danske og tyske told- og grænsebetjente konsekvent ignorerer hvide passagerer og kontrollerer de ikke-hvide. Jeg oplevede det med min ekskæreste, der fik tjekket sit pas meget grundigt, mens de ikke engang ville se mit pas. Jeg har tre gange forsøgt at stille mig i vejen, når de har taget en passager af bussen eller toget.

Anyway, tilbage til idag. I toget passede fire civilbetjente den unge mand op og tog ham med ud på toilettet. Da de trak ham forbi min plads, spurgte jeg ham, om han var okay, og jeg spurgte betjentene, hvorfor de generede manden. De spurgte, om jeg var hans ven. Jeg sagde, det var irrelevant. Jeg ville vide, hvorfor de generede ham. Det ville de ikke sige. Jeg spurgte så højt, at hele vognen kunne høre det, om man skulle være hvid for at køre uforstyrret med toget i Tyskland. Efter cirka en halv times "forhør" på toilettet, fik manden lov til at gå tilbage til sin plads, og betjentene forsvandt ind i en anden togvogn.

Han havde åbenbart ikke gjort noget som helst forkert. Andet end at have sort hår og brun hud.

Alle skulle skifte i Hamborg, og da vi kom ud af toget, gik jeg op til den unge mand for at høre, om han var okay. Det viste sig, at han også skulle til København, men at han stort set ikke talte hverken dansk, tysk eller engelsk, så jeg sagde, han kunne følges med mig, og jeg ville sørge for, at vi kom på det rigtige tog.

Da vi stod på perronen, blev jeg pludselig omringet af seks civilbetjente (de fire af dem genkendte jeg fra toget). De bad manden om at gå og mig om at komme med ind i en passage. Jeg sagde, jeg foretrak at blive på perronen. De ville kigge i mine ting og se mine papirer, og det fik de lov til, for jeg vidste, jeg ikke havde noget valg.

Under kontrollen talte jeg til dem på skiftevis tysk, dansk og engelsk. Jeg gjorde grin med deres mislykkede forsøg på ikke at ligne betjente og deres stramme ansigtsudtryk, sagde "du" til dem (hvilket er en fornærmelse i Tyskland, hvor man siger "De") og tiltalte dem med fornavn, når jeg opsnappede deres navne, når de talte sammen. Jeg truede dem med en retssag, hvis jeg ikke nåede mit tog. Hver gang de talte til mig, afbrød jeg dem. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at irritere, stresse og provokere dem.

Da de var færdige med deres halvhjertede kontrol, gik jeg fra betjent til betjent og bad om at se papirer og skilte og skrev deres tjenestenumre ned, mens jeg talte højt, så alle omkring kunne høre, hvad der foregik. Betjentene tyssede på mig og så ned i jorden. Jeg tog mig god tid og viftede med min notesblok.

Måske synes du, jeg lyder som en provokerende klovn. Men jeg kan ikke holde ud at se racistiske politifolk chikanere uskyldige folk, der ikke kan sproget, og som har nok at bokse med i forvejen. Jeg ved godt, at jeg ikke kan stoppe politiet i at tage manden af toget. Men jeg kan gøre noget andet. Jeg kan udstille dem. Og deres racisme (og dele den her historie på facebook). Jeg kan sørge for, at det ikke er gratis for dem at gøre det. Og jeg kan vise både politiet, folk omkring os og ikke mindst den person, det går udover, at selvom jeg ikke kan ændre det, der sker, så synes jeg ikke, det er i orden. Og jeg tror på, at de gange hvor jeg har blandet mig, når de har taget folk af bussen, så har de folk siddet i deres celle (eller hvor de nu er blevet taget hen) bagefter og tænkt: "Der var i det mindste en, der ikke bare var ligeglad." Jeg vil ikke være en af dem, der bare sidder og er ligeglad, når racismen stikker sine sure tæer frem. Heller ikke når racisterne er betjente.

Nå ja. Og så synes jeg ærlig talt, det er sjovt at gøre gengæld. Det var helt tydeligt, at de kom udelukkende for at tage hævn for, at jeg havde gjort det klart for enhver på toget, at de chikanerede en uskyldig mand, fordi han ikke er hvid. De kom for at intimidere mig og skræmme mig fra at blande mig en anden gang. Men det endte med, at de måtte stå og se ned i jorden, mens de gav Lille Mads deres navne og numre.

På færgen delte jeg min frugt med den unge mand. Det var lidt akavet, for vi kunne ikke rigtigt tale sammen. Men vi kunne smile til hinanden. Og udveksle fornavne og håndtryk. Det eneste sprog han talte, har jeg aldrig hørt om, men nu kan jeg sige "æble" på det sprog.

Jeg blander mig igen næste gang.

Til helvede med racismen! Never surrender!

Har du oplevet noget lignende? Deltag i debatten her...

_________

Kig forbi min nye, superflotte hjemmeside, som Martin Ingolf fra DenFri har lavet for mig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet! Så får du queer i din inbox hver måned!

Annonce