Annonce

19. februar 2011 - 22:47

Den store adskillelse

I december var der snak om transkønnedes mulighed for at få et X i passet, der hvor der står, hvilket køn de fik tildelt ved fødslen.

Det skulle gøre livet lettere for dem, når de fx bliver tjekket af lufthavnens sikkerhedsfolk, der ikke kan forstå, hvorfor der står en person foran dem, som ikke ser ud, som de regnede med, efter at have set det lille M eller F i passet.

En af mine venner sagde, at han ville have X i sit pas i solidaritet med transvenner og for at fucke med de danske myndigheders gender defenders. Og så selvfølgelig fordi Malcolm X er sej.

Malcolm X var med til at ændre en uretfærdig tilstand for en minoritet. Han står for en identitet, der truer status quo og gør verdens orden usikker. Det gør det lille X i passet også.

Et X i et pas får alle verdens rigtige mænd til at ryste i bukserne af skræk. Og kvinderne ryster også lidt i kjolerne. Det her indlæg handler om hvorfor.

Herren din Gud afskyr enhver, der gør den slags

I vores del af verden, i denne historiske tid, lever vi med en binær kønstænkning. Eller et to-køns-system.

Leslie Feinberg, transkriger og forfatter, beskriver to-køns-systemet sådan her:

»Den ”kønsteori” jeg lærte i skolen, derhjemme, i bøger og i film var meget simpel. Der er mænd og kvinder. Mænd er maskuline, og kvinder er feminine. Slut.« (Transgender Warriors, s. 102)

To-køns-systemet tegner en streg i sandet og siger, at dem, der er på den ene side, er mænd, og de andre er kvinder. De er hinandens modsætninger, og hvis man ikke er det ene, så er man det andet.

Men hvem har egentlig tegnet stregen i sandet? I det gamle testamente tegner selveste Gud streger sådan her:

»Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder. Herren din Gud afskyr enhver, der gør den slags.« (5. Mos 22:5)

»Ingen, der har fået sine testikler knust eller sit lem skåret af, har adgang til Herrens forsamling.« (5. Mos 23:2)

Og Sexologisk Klinik (det er dem, der har monopol på at give lov til, at man kan få det X i passet, få lov at bruge et navn fra det såkaldt modsatte køn og få en såkaldt kønsskifteoperation) tegner en streg mellem kønnene på den her måde:

»En del personer har sider af både det ene og det andet køn i sig, og de er derfor i en position, hvor de aldrig vil blive helt tilfredse« (...med sexologisk klinik, kunne man tilføje).

Når man deler ting op, indebærer det for det meste, at det ene er bedre end det andet. I to-køns-systemet betyder det, at det ene køn bliver set som bedre end det andet.

Så langt, så godt. Nu ved vi lidt om, hvad to-køns-systemet er, og hvor det kommer fra. Men hvorfor får X-i-pas folk til at ryste i kjole og buks?

Den heteroseksuelle verdensorden er en bølle-kultur

Det er dejligt simpelt at bo i en binær verden. Alle er lette at kategorisere. Verden er nem at overskue.

Men desværre/heldigvis er verden ikke så simpel.

Kate Bornstein, endnu en transkriger og forfatter, mener ikke, at spørgsmål, der indeholder en enten-eller mulighed fortjener noget svar, fordi den virkelige verden altid tilbyder mange flere muligheder end to, og det er fejt at nægte folk retten til at være de komplicerede mennesker, som de er.

Når Bush fx siger: enten er du med os, eller også er du imod os, er der jo også den mulighed, at man både hader Saddam Hussein og George Bush, og både synes, det er synd, når kontormus bliver dræbt i New York og Bagdad.

Kate siger, at en kultur, der altid kun giver enten-eller muligheder er en bølle-kultur.

Hun siger, at det er bedre at være en hverken-eller end en enten-eller. Hun siger, vi skal stille spørgsmålstegn ved bølle-kulturens enten-eller spørgsmål.

Er du en dreng eller en pige? Er du homo eller hetero? Er du pervers eller normal? Er du transkønnet eller ciskønnet?

Jeg har mødt flere queers, der har fundet en god måde at svare på. De svarer det samme til alle enten-eller spørgsmål.

De svarer nej.

Den tredje mulighed

Det binære fungerer, så længe der kun er to muligheder, og så længe man hele tiden kan sige, at det ene er bedre end det andet.

Men hvis man bringer en tredje mulighed ind, bliver man nødt til at stille spørgsmålstegn ved det binære par.

Der er også et andet enten-eller spørgsmål, som tit bliver stillet: er du dansker, eller er du udlænding?

Men hvad sker der, når man pludselig møder en person, der er født i Danmark, men som ikke har dansk statsborgerskab og fx har en irakisk baggrund?

Hvis en iraker er født i Danmark, er han så stadig iraker? En iraker bor vel i Irak? Men er han så dansker? En dansker kommer vel fra Danmark? Eller hvad?

I det øjeblik migranten flytter sig henover stregerne i sandet, stiller den spørgsmålstegn ved, hvornår man overhovedet er dansker eller udlænding, og hvad det overhovedet vil sige.

Den binære forestilling om dem og os bliver umulig at opretholde, og verden bliver kompliceret, fordi irakeren måske både er født i Danmark, taler dansk, bor, arbejder, går i skole og betaler skat i Danmark.

Migration er farligt. Ikke for Danmark eller såkaldte danskere. Men for ideen om nationer, fordi det sætter spørgsmålstegn ved, hvad fx danskhed er.

Kønsoverskridende mennesker er farlige. Ikke for andre mennesker og ikke for sig selv. Men for det to-køns-system, som er forudsætningen for den maskuline dominans, patriarkatet, homofobi, bifobi og selvfølgelig transfobi, fordi de sætter spørgsmålstegn ved, hvad mænd og kvinder overhovedet er.

De meget konkrete konsekvenser

Det lyder måske meget teoretisk, alt det med to-køns-systemet, men for alle os hverken-eller mennesker er konsekvenserne nogle gange meget konkrete.

Leslie Feinberg rammer sømmet meget godt på hovedet som en hammer i forhold til det at være transkønnet:

»Sagens kerne er dette: ethvert menneske har ret til at bestemme over sin egen krop. Hvis hvert enkelt individ ikke havde den ret, hvem skulle så dømme og tage beslutninger? Skulle vi give den magt til kirken eller staten? Eller skulle vi lave en afstemning om det?« (Trangender Warriors, s. 105)

Eller som den transkønnede Irene Haffner (truende??) siger til DR i et interview om det med kryds-i-pas:

»Det er en meget lille gruppe mennesker der her er tale om, og de udgør ikke nogen sikkerhedstrussel for landet, hvis de blot får en mulighed for at kunne identificere sig som dem, de lever og opfatter sig som.«


UPDATE: For noget tid siden skrev jeg om en transfobisk tv-vært. Her er nyt i sagen.

Verden bliver nok ikke perfekt i løbet af den næste uges tid, men jeg synes det nye indslag, som den samme vært har lavet, viser, at det kan betale sig at reagere på uretfærdig behandling.

Det varmer mit hjerte at vide, at så mange mennesker skrev og ringede til både journalisten og hans chef, og at han tilsyneladende tog kritikken til sig.

Annonce