»Malingsagen«: Et ikonisk kunstværk med stadig nye drejninger

To unge kunstnere påbegyndte i 2003 et værk, der er blevet blandt de mest ikoniske i nyere dansk kunst. Et værk, der snart 10 år efter sin begyndelse stadig  modnes, og som senest tæller Niels Krause-Kjær som bidragende kunstner.

Værkets titel har ændret sig gennem tiden. Allertidligst efter offentliggørelsen hed det »Malingoverfaldet på statsministeren«, og i nogle kredse har værket hele tiden heddet »Malingaktionen«, mens det i dag er mest udbredt at omtale den som »Malingsagen«.

Det er denne blogger ubekendt, hvorledes de to kunstnere bag, Rune Eltard-Sørensen og Lars Grenaa, selv omtaler værket.

»Malingsagen« er uanset hvad et af de mest ikoniske værk i nyere dansk kunst. Med sine snart 10 år som stadigt voksende værk, så er det også et af de længstvarende værker i samtidskunsten.

Selve værket indledes med forløsningen, og først i tiden efter offentliggørelsen på Christiansborg i 2003, er selve optakten til værkets umiddelbart forestående, indledende crescendo, blevet føjet til som detaljer.

Optakten minder om noget fra Olsenbanden. Kunstnerne snyder sig ind på Slottet, og slentrer gennem gangene, for derefter, hver især, at forløse værkets klimaks, gennem delvis udtømning af væskerne i de medbragte beholdere, udover værkets lærred, der er stats- henholdsvis udenrigsministerens jakkesæt.

Det klassiske og i denne sammenhæng præcise valg af den røde farve, malingens højrøde kontrast til magtens uniform, samt de synkrone råb, skaber en enkel, krystalklar og foruroligende sekvens, der er konstituerende for værket som sådan.

Det billedmæssige højdepunkt skumrer bort over billederne af de to råbende kunstnere, der er blevet overmandet af tililende.

I de foreløbigt ni år siden offentliggørelsen på Christiansborg i 2003 har en række politikere samt kunstnere givet deres bidrag til værket, herunder Lars von Trier og senest Niels Krause-Kjær.

Sidstnævntes bidrag består i, under optagelse af et radioprogram til P1, og med adresse til netop »Malingsagen«, at tømme et glas vand i ansigtet på Rune Eltard-Sørensen, mens han råber »Fascist«. Bidraget indleder en samtale mellem intermezzoet i studiet, Eltards tidlige værk »Ketchup på Brixtofte« og så altså »Malingsagen«.

Disse tre begivenheder, hvor der som led i en argumentation, helt eller delvist udtømmes beholdere med væsker udover andre personer, danner en moralfilosofisk trekantsdrøftelse, med en motivkreds der spænder over Peter Brixtoftes Farum-eksperiment, Irak-Krigen og Niels Krause-Kjærs program på P1.

»Malingsagen« har løbende udviklet sig, fordi de ikoniske billeder fører en samtale med forløbet omkring deltagelsen i angrebet på Irak.

Værkets legitimitet er vokset frem som bærende detaljer, efterhånden som værket er modnet af historien.  F.eks. at det i dag er entydigt, at der ikke var valide argumenter for angrebet på Irak.

Det der var voldsomt og dramatisk dengang, er nødvendigt og poetisk i dag. Helte og skurke har byttet roller.

En kommentar som denne vil derfor også nødvendigvis være foreløbig, da værket ikke endnu er afsluttet.

Uanset om tilskueren bifaldt kunsternes vision dengang, så vajer billederne i dag som civil couragens banner, over de mange tusinder der protesterede mod krigen, og som udtrykte deres vrede og fortvivlelse på måder, der ikke på samme måde har kastet anker i vores hukommelse, som »Malingsagen« har.

Ikoner er dog ikke gratis. »Malingsagen« har kostet kunstnerne fængselsstraffe, ca. 2,2 mio. PET-mandetimer (24*7*365*9*2*2), to nye jakkesæt, et par nye gulvtæpper og noget pletrens.

Udover at være blandt de mest ikoniske og længstvarende, så er »Malingsagen« således formentlig også blandt de dyreste nyere danske kunstværker, sandsynligvis kun overgået af Jyllands-Postens senere værk »Muhammedkrisen«.

Værket kan opleves i din hukommelse og på Internettet. Fra 2003 og ud i al overskuelig fremtid.

Dette indlæg blev oprindelig bragt på Denfri.dk