Muslimer er potentielt farlige, også de velintegrerede af slagsen. Terrorisme er motiveret af grundløst og uforståeligt had. Så der er ingen grund til at tænke før vi skrider til handling!
Sådan lyder konklusionen fra Halime Oguz, der er folketingskandidat for SF, da hun i Berlingske skriver om gårsdagens angreb i Nice. Hendes tekst består af ligedele opildnen til frygt for en befolkningsgruppe og ufordring til ureflekteret handling. En meget, meget farligt cocktail.
"Terroristerne indgår som tavse celler i de vestlige samfund og forekommer tilsyneladende at være integreret, indtil de slår til", skriver hun. Vi kan altså intet vide om hvem af muslimerne, der er de farlige, men kun, at de pludseligt vil angribe
Hun får også slået fast, at terrorismen ikke har nogen logik, men er motiveret af et had til Vesten og af "af det slående mindreværdskompleks, islamismen har over for den vestlige livsglæde". Venstrefløjen skal derfor droppe sin "pseudopsykologiske og socioøkonomiske jammersnak".
Vi har altså at gøre med den brede gruppe af muslimer, der alle er potentielt tikkende bomber under vores samfund, og som (modsat hvad stort set al forskning siger) er motiveret af simpelt had til vores værdier og livsglæde.
Teksten slutter med et sprogligt billede af en kvinde, der står med sit døde barn i armene og konstateringen: "hun vil ingenlunde kræve mere humanisme, men handling."
Konklusionen må altså være en opfordring til at handle ud fra vores spontane følelse af sorg og vrede; ikke forsøge at forstå hvem vores fjende er, men derimod bare rette vores spontane handling mod muslimerne bredt, fordi de alle er en potentiel trussel.
Ideen om, at alle muslimer udgør en potentiel trussel, og at vi skal skrive til handling mod dem grundet en spontan følelse af frygt, har et navn: islamofobi. Og islamofobiens frø er åbenbart sået et sted i SF.
Link til Halime Oguz' artikel: http://www.b.dk/kommentarer/drop-taabelig-snak-og-vis-handling-i-stedet