Når det ikke gør en forskel om man slår ihjel

Siden jeg ankom til Palæstina har adskillige palæstinensere mistet livet. Den ene var en ung kvinde, der blev dræbt få hundrede meter fra mit hjem i Hebrons gamle bydel. En anden var en ung fyr, der blev dræbt i en natlig invasion i en landsby ikke så langt fra Hebron. Mens jeg stod med nogle andre aktivister og diskuterede med soldater, der netop havde arresteret og bagbundet en ung dreng, fik vi nyheden om, at to bosættere var blevet dræbt i Nablus. Senest er to israelere blevet dræbt i den gamle bydel i Jerusalem.

Alle, der følger med, kan se, at volden eskalerer. Den menneskelige lidelse er ubærlig. De døde er nogens forældre, søskende, venner eller bekendte. Tanken om dette kan næsten ikke andet end at efterlade en med en tom følelse og en følelse af modløshed. Hvordan fanden kommer vi videre herfra? I sådan en situation er det svært ikke at lade sig rive med af følelserne, og svært at tænke konflikten politisk og tænke politiske løsninger.

I dette indlæg gør jeg et forsøg på at vise, hvordan vi på baggrund af den seneste tids hændelser kan forstå de mekanismer, der får volden til at fortsætte.

Den klassiske forståelse

Den klassiske forståelse er at det, der foregår, er en konflikt mellem to parter, der slås. På den ene side har vi palæstinenserne, der lever under israelsk besættelse. På den anden side har vi Israel, som lever med truslen fra palæstinensiske terrorister. Når volden kommer fra begge sider, og begge lider tab, kan man enten konstatere, at parter er ”lige gode om det”, eller man kan vælge side.

Hvis man vælger at holde med israelerne, kan man så retfærdiggøre de døde palæstinensere med, at Israel må gøre hvad der står i deres magt for at beskytte sin befolkning. Og hvis man vælge at holde med palæstinenserne, kan argumentere for, at de døde israelere var bosættere og derfor ikke rigtigt tæller som civile ofre. Begge tilgange ender med retfærdiggørelse mord på civile, hvis bare det er de andre, det går ud over.

Denne tilgang reducerer situationen til samme kompleksitet som en fodboldkamp – man holder med det ene hold og er imod det andet. Den eneste vej fremad er at heppe på sit hold, og håbe på at næste kamp falder ud til deres fordel.

I lyset af de mange følelser, der er på spil, er det klart den nemmeste måde at tænke på. Men denne måde at tænke skaffer ingen retfærdighed for dem, der har mistet.

Hvordan behandler man en morder?

Intet kan fylde det tomrum, der efterlades, efter at man har mistet, men den, der har taget liv må stilles til ansvar, for sine gerninger. I den forbindelse er det interessant at se på, hvordan den, der har taget liv, efterfølgende behandles. Det afslører en del om den strukturelle ulighed, der ligger til grund for den situation, der er nu, og som forhindrer retfærdighed i at ske fyldest.

Lad os starte med at se på mordet på den 18-årige palæstinensiske, Hadeel Hashlamoun. Hun blev dræb på vej til skole, da hun gik igennem et israelsk check point i Hebron. Ifølge de israelske soldater, havde hun en kniv og ville angribe soldaterne. Ved check pointet er der altid adskillige tungt bevæbnede soldater. Ifølge øjenvidner skød militæret hende først i benet, så hun faldt og skød hende derefter adskillige gange i brystet. Ambulancen blev nægtet adgang til pigen i cirka en halv time. Hospitalet, hun blev behandlet på, fortæller, at hun døde af forblødninger.

Ingen undersøgelse er af sagen er blevet åbnet fra officielt hold. Check pointet er overvåget af adskillige kameraer, men militæret nægter at frigive videoerne, hverken til pressen eller til brug ved en undersøgelse af hændelsesforløbet. Ingen bliver stillet til ansvar for mordet.

Israels systematiske ligegyldighed overfor mord på civile palæstinensere er dokumenteret og kritiseret af bl.a. den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem.

Drengen der slog de to israelere ihjel i Østjerusalem, blev skudt af israelsk politi. Israelsk militær stormede hans families hjem klokken to om natten dagen efter og fjernede an ejendele. Familien har allerede flyttet deres ting ud fra deres hus, da de forventer, at deres hus snart vil blive revet ned. Sådan straffer Israel ofte familierne til palæstinensere, der har begået en forbrydelse, eller er mistænkt for at have begået en.

Efter mordet på de to bosættere nær Nablus, hær israelsk lukket byen helt af. Ingen kan komme ind og ud af byen. Bosættere er flere steder i området begyndt på hævnaktioner. Palæstinensiske marker bliver brændt af, og flere steder meldes det, at hærværksmændene har været beskyttet af israelske soldater, der har beskudt palæstinensere, der har forsøgt at dokumentere eller forhindre hændelserne.

Man ser altså tydeligt, at Israel reagerer med ligegyldighed og accept af mord på palæstinensere, og med kollektiv afstraffelse og hævn, når det kommer til mord på israelere. Kimen til en fremadrettet politisk tænkning om den seneste tids mord, kan måske findes i dette.

Derfor kan volden fortsætte

Vi bliver nødt til at afmystificere situationen. Der findes ingen iboende ondskab i nogen af de implicerede. Årsagerne til disses handlinger stikker dybere end religion og politisk ideologi. De implicerede ”på begge sider” er mennesker og aktører, der agerer i en politisk virkelighed.

I den virkelighed, israelerne agerer i, kan man slå palæstinensere ihjel uden at møde nogen konsekvenser. I den virkelighed, palæstinenserne agerer i, bliver man straffet for forbrydelser, man ikke har gjort, gennem Israels kollektive afstraffelse af den palæstinensiske befolkning.

Om man slår nogen ”fra den anden side” ihjel gør ingen forskel. Israeleren er straffri under alle omstændigheder, og palæstinenseren bliver straffet under alle omstændigheder. Det er under de forudsætninger, at volden kan fortsætte.

Dette gør konflikten til en politisk konflikt, som vi kan tænke en politisk løsning på – nemlig et opgør med forskelsbehandlingen mellem palæstinensere og israelere, og et opgør med Israels racistiske statsideologi.

Jeg vil slutte af med et citat fra den israelske forsker og menneskerettighedsforkæmper Nurit Peled, der, efter hun havde mistet sin datter i et selvmordsangreb, udtalte: “My little girl was killed just because she was an Israeli by a young man who was oppressed and exasperated to the point of suicide and murder just because he was a Palestinian. Both are the victims of the Israeli occupation of Palestine. Now their bloods are mixed on the stones of Jerusalem that have always been indifferent to blood.”

Sådan vil det være så længe apartheid eksisterer i Israel.