Annonce

26. november 2015 - 13:05

At lære arabisk under israelsk besættelse

Oprindeligt trykt i Figenbladet

En ung pige blev skudt ved checkpointet i morges. Vores arabiskunderviser nævnte det bare som en sidebemærkning i en tidlig morgentime. Vi snakkede om forskellene på vores respektive hverdage i Danmark og Palæstina. Vi var nået til at snakke om hvad, der var farligt i vores lande og hvad man skulle være opmærksom på.

Hun fortsatte med at snakke mens vi, hendes fire danske elever, blev tavse og tænkte over det, hun lige havde sagt. Var jeg gået til tiden i morges, var jeg gået forbi der, hvor den unge pige var blevet skudt. Checkpointet ligger små 50 meter fra min rute i skole om morgenen. Var prisen på taxikørsel ikke så billig, havde jeg måske ikke bestemt mig for at være doven, stå sent op og bare køre taxa i skole. Så havde jeg hørt skudene, der dræbte den unge palæstinenser. Jeg går næsten dagligt igennem det checkpoint, og kan ikke undgå at lægge mærke til skudhullerne i den tunge metaldør, der var bag hende, da hun blev skudt.

Drabet på den unge pige, Hadeel Hashlamoun, var blot det første i en lang række meningsløse mord, der ville finde sted i løbet af min studietud i Hebron, og begyndelsen på en proces, der skulle gøre mit studieophold anderledes end forventet.

Palæstina er mere end besættelsen

Jeg var bekendt med den israelske besættelse, før jeg tog afsted for to måneder siden. Jeg har israelsk familie, har rejst i landet altid, og har de seneste fem år jævnligt besøgt den besatte Vestbred som fredsvagt. Men Palæstina er så uendeligt meget mere end besættelsen.

Naturen i landet er smuk og overalt mærker man historiens vingesus. De monoteistiske religioner har deres ophav her, romerne har sat deres spor, det samme har korsridderne og man kan heller ikke fornægte landets rolle i det moderne Mellemøstens historie.

Landet er også ideelt, når man kommer hertil som arabiskstuderende. Folk er gæstfri og elsker at snakke, hvis bare man kan lidt arabisk. Og så gør det heller ikke noget, at huslejepriserne er mindre end det halve af i Danmark, og at maden er billig og god.

Volden eskalerer i Hebron

Den første måned læste jeg på en sprogskole lidt ude i den palæstinensiske del af byen, væk fra bosættelsen og militæret. Selvom volden langsomt tog til op igennem september måned kunne man sagtens læse her uden at mærke noget. I pauserne blev der oftere og oftere snakket om, hvor nogen havde mistet livet, eller hvilke nye restriktioner det israelske militær havde sat op i byen eller andre steder i Palæstina. Men det var hvad man mærkede til det.

I oktober begyndte jeg hos en ny underviser. ”No studying, only doing”, var hans pædagogiske princip. Han var en dygtig og sjov underviser. Den type, der virkelig kan presse en til at tale meget mere, end man vidste man kunne. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg gik hjem fra en af de første undervisningsgang og tænkte på, hvilken sjov anekdote fra undervisningen, der skulle blive til en statusopdatering på Facebook. På vej hjem, gik jeg på en gade, hvor der bor palæstinensere på den ene side og bosættere på den anden side. På vejen kunne man stadig se blodspor fra mordet på den unge palæstinenser Fadeel Qawasme. Anden undervisningsgang blev aflyst, da min underviser blev angrebet af bosættere.

Ugen efter oplevede jeg det bizarre, at vejen på den ene side af bygningen, jeg modtog undervisning i, var blevet erklæret lukket militært område. Den slags sker i Hebron. På vejene er der tusindvis af usynlige linjer, man ikke må krydse og i dag var en af dem rykket ind foran dette hus. Skaden for mig var ikke større end, at jeg måtte bevæge mig rundt om huset og ind af bagindgangen.

Løbende er volden mod palæstinenserne i byen kun eskaleret. Jeg har haft undervisning siden, men i skrivende stund er sidst jeg mødte min underviser ikke til undervisning, men til en begravelse for en fælles ven. I løbet af den sidste måned har over 70 palæstinensere mistet livet – 19 af dem her i Hebron. Palæstinensernes dagligdag fortsætter, og det samme gør mine studier. I morgen har jeg undervisning igen.  

Annonce