Krasniks subjektivitet er ikke problemet

Dette indlæg er skrevet af Simone Sefland Pedersen, kandidatstuderende ved idéhistorie, Aarhus Universitet.

Martin Krasnik er mange ting; mand, hvid, journalist, af jødisk afstamning, brillebærer, ansat på DR. Han har, som alle andre mennesker, mange facetter, som kunne anvendes til at drage hans journalistiske objektivitet i tvivl. Det er præcis det, hans kritikere i disse uger gør, klandrer ham for subjektivitet, og her jeg mener, kritikken er fejlagtig og skævvrider en potentielt sund og nødvendig debat. Man skal være en ufatteligt dårlig hermeneutiker for at mene, at et bevidst subjektivt udgangspunkt er problematisk for et interviews eller en analyses kvalitet. Alle mennesker må forventes at have et udgangspunkt.

Derfor er det også mindre interessant at diskutere Krasniks baggrund, når han virker som journalist. Han har holdninger, fred være med det, og han indtager ikke en neutral position, når han interviewer. Det har han aldrig skjult. Den kritiske opposition er - nødvendigvis - heller ikke objektiv.

Det konstruktive spørgsmål er, hvorvidt Krasniks journalistiske greb er oplysende. Udvider de forståelsen af en sag, accentuerer de en negligeret vinkel eller tilvejebringer de nye perspektiver? Ofte: ja. I Deadline-interviewet med den norske læge Mads Gilbert: nej. Frem for skabe en konstruktiv, kritisk dialog eller sund, verbal udfordring, positionerede Krasnik sig antagonistisk og reducerede interviewet til et angreb på Mads Gilbert som Hamas-støtte - en kritik af Mads Gilbert som politisk meningsbærer og læge. Dette til trods for at Gilbert selv har udtalt til den norske avis Dagbladet, at "Der er lidt medicin, som ikke er politisk."

Vel vidende, at Mads Gilberts standpunkter for nogen ikke er uvæsentlige, selvom hans praksis - forsøgene på at redde sårede og døende menneskers liv - burde udviske al behov for at forbinde ham til Hamas og derved forsøge at problematisere validiteten af hans udsagn, fandt jeg dem i dette tilfælde ikke centrale. Det havde været langt mere interessant at høre hans øjenvidneberetning fra, som enhver nyhedsvært ville sige, et af verdens brændpunkter. Hvad mener en mand, som har været der og kan dokumentere, hvad der foregår? Oplys mig. Gerne kritisk. Men oplys mig.

Her gør præcis den samme kritik sig gældende for Krasnik, som jeg retter mod hans kritikere: det personlige udgangspunkt er mindre vigtigt end den analyse, der fremstilles. Det må være selvindlysende, at enhver bærer viden og erfaringer, som farver deres holdninger. Alt andet er udtryk for en naiv, positivistisk tilgang til debat.

Vi har alle et udgangspunkt - og dertil må man formode, at de, som ser Deadline klokken 22 om aftenen er både i stand til og interesserede i at gennemskue, hvilket standpunkt en given interviewet har. Lad os i stedet diskutere, hvad vi kræver af den kritiske journalistik.

Jeg ønsker mig journalister, som via deres faglighed, faglige kendskab og formater formår at bringe noget uafdækket, oplysende, vigtigt, negligeret eller problematisk frem hos den interviewede. Journalister, som har researchet og derfor kan stille kritiske spørgsmål med belæg i fakta, de selv har vurderet reelle. Jeg er ikke polemik-angst - polemikken skal bare tjene et formål. Vigtigst af alt ønsker jeg mig journalister med sans for, at et interviews form ikke kan være ens, når menneskene, som interviewes, ikke er det.