Kan du lide party? Prøv israelsk apartyheid!

Under titlen ”frisind og pulversand”, hyldes Tel Avivs strande i Politiken d. 14/9. Vi føres langs blåt hav og blødt sand, og udsættes for Israel som en kulturel smeltedigel. Her er plads til alle konkluderes det.

Vi starter ved stranden, hvor ortodokse mænd og kvinder bades på skift for ikke at blive udsat for hinandens nøgne kroppe, går lidt videre og lander blandt lyderøde Speedos på de homoseksuelles foretrukne strand. Et fristed i Mellemøsten for såvel jøder som homoseksuelle, og vi behøves ikke at tænke på, at vi ikke skal mange kilometer mod øst før vi rammer en befolkning af palæstinensere, der lever under Israels ulovlige militære besættelse. Lad os her blandt de veltrænede overkroppe under den stærke sol ikke tænke på, hvordan Israel tvinger homoseksuelle til at være kollaboratører ved at true med at offentliggøre deres seksualitet.

Vi fortsætter mod syd til den smukke gamle bydel, Yaffa. Vi nyder godt af havets frugter på en fiskerestaurant, ser solen gå ned over havet og skænker ikke den etniske udrensning en tanke. Tænk ikke over, at du sidder på de sidste rester af det, der engang var prægtig havneby, hvor størstedelen blev revet ned og det der i dag er tilbage er reduceret til ”Tel Avivs” gamle bydel. Skænk ikke de smadrede landbyer og fordrivelsen af 800.000 palæstinensere en tanke.

Gå nu i byen og mærk det pulserende israelske natteliv. Intet går sammen som lune sommernætter og kolde fadøl. Hvis du kan lide party, så vil du elske israelsk apartyheid. Mens du fester til sprød elektronisk musik, så tænk ikke over at man på den anden side af muren aldrig ved om man har strøm, tænk endelig ikke på, at 2 millioner mennesker holdes indespærret og på et absolut eksistensminimum i Gaza kun få kilometer herfra.

Stå op dagen efter, smil, sig ”shalom”, og lad dig ikke bekymre over, at ingen palæstinenser, du møder på gaden, har samme rettigheder som de europæiske tilflyttere, selvom begge har israelsk statsborgerskab.

Bare rolig venner! Der er langt herfra og til Jerusalem, hvor folk med store hatte rent faktisk tror på den jødiske gud. Her i Tel Aviv tror vi ikke på gud, men vi ved at han har givet os Israel.

Velkommen til den kulturelle smeltedigel, hvor indholdet langsomt men sikkert bliver renere og renere. Velkommen til den jødiske stat.