Israelere kræver forandring. Hvorfor kommer den ikke?

Lørdag aften i sidste uge gik 50000 israelere i en demonstration i Tel-Avivs gader i lørdags og "krævede forandring”. Demonstranterne krævede en ny regering. Netanyahus mangeårige styre vil de have skiftet ud med en regering ledet af den nye centrum-venstre koalition, og et af demonstrationens hovedtemaer var den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men demonstranterne går forgæves. Forandringen kommer ikke fra Tel-Aviv og den kommer ikke ved et regeringsskifte.

Demonstranterne er trætte af den totale udsigtsløshed, som højrefløjen har præsenteret dem for. Netanyahu har udtalt at han ikke ser et scenarie nogensinde, hvor Israel ophører med at have militær kontrol over vestbredden og Gaza. Udenrigsminister Lieberman har sagt at arabere der ikke et loyale overfor staten skal have hovedet hugget af. Disse voldsomme og ofte åbenlyst racistiske udtalelser kommer oftest fra højre- og ikke i samme grad fra centrum-venstrefløjen.

Men noget har ændret sig i israelsk politik. Der var engang en fredsfløj, hvis dagsorden var to stater inde for vores levetid. Det var dem der troede på Oslo-processerne. Deres politiske modstandere var den fløj der havde besættelsen, bosættelserne og dermed opretholdelsen af status quo, som deres politiske projekt. Men da Oslo-processen kunne erklæres definitivt død i starten af 00'ene, døde også fredsfløjen.

Den politiske kamp står altså i dag ikke mellem en fredsfløj og en fløj der ønsker status quo. Den står mellem en fløj der ønsker status quo og en fløj der ønsker total annektering af de palæstinensiske territorier. Dem der burde være fredsfløj har ikke længere nogen visioner om fred.

Når der ikke længere findes visioner om fred hos nogen, er der kun tilbage at appellere til nationalfølelsen og frygten for ’de andre’.

Centrum-venstre koalitionen, bestående af det gamle arbejderparti og Tzipi Livnis centrumparti 'Bevægelsen', er gået sammen i en valgalliance under navnet 'den zionistiske union', og har nægtet samarbejde med den nyligt opståede arabiske fællesliste, som er ledet af den sekulære venstreorienterede palæstinenser Ayman Odeh. På den måde har de i ord og handlinger erklæret sig enige i at Israel skal være en jødisk stat for den jødiske befolkning og ikke en stat for alle.

Tidligere samme dag, som de mange mennesker demonstrerede i Tel-Aviv ,var der en demonstration, hvor omkring 1500 israelere og palæstinenser gik fra hver deres side mod checkpointet i Qalandia, lidt udenfor Ramallah, og krævede en ende på besættelsen. Ville de 50000 mennesker se forandring, skulle de ikke have demonstreret for regeringsskifte i Tel-Aviv, men mod besættelsen sammen med palæstinensere ved Qalandia.