Trykt i Politiken d. 26 september.
Lars Barfoed har virkelig lært sig, hvad man som konservativ siger (og altid har sagt) om Israel/Palæstina-konflikten. Det viste han fint, da han optrådte i Deadline mandag d. 22/9. Om han ret faktisk ved, hvad den seneste tids uroligheder har drejet sig om, er dog uklart. Som svar på moddebattøren Trine Pertou Machs påstand om, at konflikte startede med besættelsen svarer han med sikkerhed i stemmen ”men denne konflikt startede med, at Hamas skød raketter ind over Israel”.
Hvis han vil bakke op om Israel, kunne han i det mindste tage udgangspunkt i den faktiske historie, som Israel bruger som retfærdiggørelse for det seneste angreb på Gaza i juli-august i år – nemlig kidnapningen og mordet på tre bosætterdrenge d. 12. juni i år. Barfoed vælger dog at fortælle den historie, som han kender til trods for, at det ikke stemmer overens med hvad, der er sket. Gennemgående for resten af hans optræden er valget af bedagede floskler over en forholden sig til de faktiske forhold.
At vi har en særlig forpligtelse til at bakke op om Israel, da det er det eneste demokrati i Mellemøsten, fik han da også nævn. Det er da også rigtigt nok, at der afholdes valg i ”et jødiske demokrati”. Langt størstedelen af dem, der må leve med konsekvenserne af dette demokratis vedtagne love lever dog under massiv juridisk diskrimination, hvis de er palæstinensere der bor i Israel, eller helt uden indflydelse på disse love, hvis de bor på Vestbredden eller Gazastriben.
Måske ved Lars dog godt, at der er nogen, der er rådden i Israel. ”Danmark har i hvert fald en forpligtelse og det er at stå bag Israel og forsvare Israels ret til at eksistere,” slår han fast cirka halvvejs gennem debatten til trods for at ingen endnu har kaldt til Israels destruktion. Betyder det, Lars, at kravet om menneskerettigheder og demokrati for dig er lig med destruktionen af Israel?
Hvis Lars Barfoed rent faktisk bekymrede sig om Israelerne ville han pakke det konservative arsenal af floskler væk og forholde sig til at 47 års besættelse skaber modstand, og at modstand mod militær besættelse og undertrykkelse er legitim. Både israelerne og palæstinenserne ville være bedre tjent med, hvis vi stoppede snakken om ”ret til at eksistere” men derimod alles folks ret til selvbestemmelse og fred. Så Lars, vi skylder både israelere og palæstinensere at indføre sanktioner mod Israel.