Skal min sjæl ædes op af arbejdsmarkedet?

Jeg har netop afsluttet mit grundforløb på Teknisk Skole og sidder på bedste akademiske vis, og prøver at analysere mig gennem udfordringerne i livet på arbejdsmarkedet. Hvad betyder det om man er arbejder, akademiker, ufaglært, selvstændig, iværksætter eller har en eller anden fancy moderne titel? Vi skal jo alle bruge vores liv i denne trædemølle, så spørgsmålet er måske snarer hvordan man bruger den tid bedst?

Da jeg var en yngre statsfjendtlig punker på kontanthjælp og fik mærkatet; doven der ikke gider arbejde for fællesskabet, kunne jeg kun svare: Jeg er ej doven men korrekt, jeg gider ikke arbejde for jeres fællesskab.

For selvom arbejdsmarkedet for de fleste er en naturlig del af samfundet – og den voksne borgers liv, så ser jeg bare en hel masse andre ting, når jeg betragter arbejdsmarkedet. Det er som om jeg drages væk fra det i en form for selvomsorg. Som om jeg frygter at mit liv og sind vil blive opslugt af kapitalismens bærme, hvis jeg rigtigt begiver mig ud i det. Som om mine evner til at tænke kritisk og solidarisk vil blive svækket. Jeg vil blive en arbejdsbi, der i et vist omfang fratages min handlefrihed og tankevirksomhed.

Der er nemlig rigtig mange ting man ikke skal tage stilling til, eller stille spørgsmålstegn ved, når man går på arbejde. For det tager ledelsen sig af. Og tager ledelsen sig ikke af det, er det fordi der er ting de ikke skal stille spørgsmålstegn ved. For det tager kommunen eller direktørgangen sig af. Og tager kommunen eller direktøren sig ikke af det, gør staten.

Det har jo sine fordele at have en klar kommandovej, men det efterlader rigtig mange mennesker afmægtige i de situationer de lægger liv og sjæl i, i deres hverdag, størsteparten af deres liv.

Hos mig skaber det frustration. Jeg kan ikke lade mit arbejde være mit arbejde, og lægge det fra mig kl. 16 når jeg går hjem. I mit virke som lærer handler det om andre mennesker, om mit ansvar i forhold til deres situation, om at være den bedst mulige ressourceperson jeg kan være.

For jeg er nemlig ikke doven, og jeg holder meget af at arbejde for et fællesskab. Såfremt det arbejde jeg laver giver god mening, og fællesskabet jeg bidrager til er et fællesskab, der bygger på gode mellem-menneskelige værdier.

Men når man er ansat under en skolereform, der indretter ens arbejde så man skal kæmpe for ikke blot at blive autoritær lakaj for konkurrencestaten, så bliver ens job ugentligt til en 37 timers aktivist-tjans, som man ved er total absurd.

Jeg kan ikke bare arbejde for pengenes skyld, men i alle andre motiver virker jeg nemt som en kamikaze-pilot. David mod Goliat, med en socialrealistisk afslutning, hvor David selvfølgelig taber. Jeg virker som Sisyfos.

Derfor har jeg søgt mod håndværkerfaget. Jeg kan meget nemmere lægge bådebygning fra mig kl. 16 når jeg stempler ud. Jeg bliver ikke hjemsøgt af svalehalesamlinger, fals og not eller spanterids.

Men selvfølgelig er der her bare andre overvejelser at tage i betragtning, inden man jubler ud på arbejdsmarkedet. Kommer det her fag til at arbejde mig i stykker inden jeg er 50? Bliver jeg blandt den procentvise, der får livsvarige skader af arbejde med farlige kemikalier? På hvilken måde bidrager jeg fordelagtigt i verden, ved at stå og reparere rige menneskers lystbåde, for at sætte mad på mit eget bord?

Hvorfor har jeg sådan en apati overfor arbejdsmarkedet, når jeg i grunden holder meget af at arbejde? Hvorfor kan jeg ikke bare trille af sted hver morgen, uden at verdensproblemerne skal tage med mig på arbejde? Hvorfor vil jeg hellere foretrække at leve på en sten, end at indfinde mig under spilleregler, der vil sikre mig et stærkt økonomisk fundament?

Som stærk statskritisk, normaliseret punker sidder jeg nu og læser Magnus Johanssons bog ”Et samfund uden arbejdsgivere” og finder svar på nogle af de spørgsmål, selvom bogen er skrevet i 1974 og trækker tråde tilbage til hans ungdom i 1930'erne.

Jeg hæfter mig ved passager som:

”Når nutidens arbejder pjækker den, på trods af at de har bil og villa, samt en masse andre ting på afbetaling, så er det vel i de flestes tilfælde på grund af træthed, fysisk eller psykisk. Men for mange er det også en form for individuel strejke. En protest imod at være tvunget til at beskæftige sig med et arbejde, som når man tænker sig rigtig godt om, ikke engang kan se formålet med.”

...” København er på en ganske almindelig hverdag fyldt med mennesker i skinnende biler. Mennesker der ikke får deres tid delt ind af stempelure og andre kontrolforanstaltninger.”

...”Den arbejdsløse er brandmærket. Alle, i hvert fald dem, der selv har deres på det tørre, ved at han er en doven fyr, der bare ligger de flittige og ansvarsbevidste til byrde. Den rigtige mand får altid job, hed det. Det slogan var medicinen, som de heldige bedøvede deres samvittighed med, og som gjorde det muligt for de vekslende socialministre at holde igen på understøttelsessatserne.”

”I dagens Danmark oplevede man den samme despekt for arbejdernes ret til selv at være medbestemmende om, hvordan det arbejdsmiljø, de skal leve i, skal indrettes...”

...”Og portene blev åbnet. Åbnet for et samarbejde med erhvervslivet (kapitalen), der igennem valutalovene sikrede sig forøget magt over arbejdskraften og ressourcerne, som uantastet fik lov til at bestemme, hvad der skulle produceres, og hvad der ikke skulle.”

...”Tredivernes demokrati byggede på status quo og tjente ikke til andet end at hindre en udvikling med revolutionær tendens. Lig flodhestene gjorde de forskellige besiddende grupper deres privilegier op ved at lade deres kulturelle pis omkring sig.”

Jeg frygter måske arbejdsmarkedet, fordi jeg mærker hvordan jeg vil tilane mig økonomiske, kulturelle og sociale privilegier, gennem den frihed jeg afgiver ved at indordne mig. Jeg vil i samme ombæring få mindre tid og overskud til problematikker udenfor mit eget lille ”picket fence”. Jeg hører min mors stemme i mit baghoved, når jeg kom med problemstillinger fra eksempelvis skolen: ”Skat, mors hoved er træt efter en hel dag på arbejde”.

Solidaritet og empati vil blive størrelser man forestiller sig eller forsøger at leve sig ind i, i langt højere grad end det allerede er. Jeg frygter at blive fremmedgjort fra mit ophav og bagland, fra mine idealer og mit livssyn. For det er svært at leve i offensiven, når man har økonomisk købekraft til at konsumere sig ind i en tilstand af konstant bedøvelse. (Og her er det trods alt relevant om man indfinder sig på arbejdsmarkedet som ufaglært, selvstændig eller offentlig ansat. Selvom trædemøllen er den samme, er nogens skridt bare mere værd når det skal prissættes).  

Politisk sammenhold og fællesskaber (for slet ikke at tale om venskaber) bliver sekundært, og der vil være knap med tid til at engagere sig udenfor sin arbejdsplads. Folkekøkken bliver en radikal turistudflugt i flygtige lysglimt, en gang årligt, når man lige får det til at passe ind (for slet ikke at tænke på den gang man havde tid til at være med i køkkenet). Netto ligger trods alt på vejen hjem fra arbejde, og man har også brug for bare at være lidt hjemme og sidde i sofaen med den kop te.

Arbejdsmarkedets grundsten er funderet på uretfærdighed, ulighed, afmagt, konkurrence mellem mennesker, magtbegær og topstyring. Arbejdsmarkedets historie er enægget tvilling med kapitalismens historie, og der har ikke været et opgør med denne kendsgerning i menneskets historie. Udbytning udgør til stadighed arbejdsmarkedets grundvold, også selvom de værste forhold, i vores tid, ikke er synlige for os vestlige arbejdsmarkedsgængere. 

Når jeg tager et job, besidder eller besætter jeg det ligeså lidt, som en tiger i fangeskab besidder eller besætter sit bur. Og jeg tror det forpurrer en gnist af tro og håb for fremtiden, hver gang man underlægger sig disse strukturer. Når man spiller spillet hver evig eneste dag, i de fleste af ens vågne timer, glemmer man nemt, at det ikke er spillet der er selve livet, men alt det andet man var og gjorde.   

Jeg ser afsavnet i blikket på mennesker jeg møder, der vemodigt fortæller om, at de engang var som mig. De havde dreads og var aktive i lokale politiske grupper. De talte engang meget om hvordan kapitalismen ødelagde deres liv. De raserede mod verdens uretfærdigheder. Men ja, ak, det var dengang. I dag går de på arbejde og passer deres hjem på villavejen i Værløse.

Jeg er bange for at jeg oplever mit blik langsomt ændrer sig – og jeg huer det overhovedet ikke!