Annonce

13. oktober 2015 - 9:47

Mens vi siger farvel til velfærdsstaten

Jeg forstår hvorfor venstrefløjen holder af velfærdsstaten. Den kom som et banebrydende svar på et nyt samfund, efter to verdenskrige havde revet medmenneskeligheden og solidariteten fra hinanden. Velfærdsstaten skulle anskue mennesker som medborgere, som autonome individer og skabe solidaritet mellem disse. I et folkedemokrati bygget på dogmet om frihed, lighed og ”broderskab”. (Hvad vi jo nok i dag ville tolke som solidaritet). Med indførelsen af Keynesiansk økonomiføring skulle selv kapitalismen gøres solidarisk.

Tiden mellem de to krige, og særligt tiden efter 2. verdenskrig, emmede af tankegods og handling der på sin vis har revolutioneret vores moderne samfund. 

Et af velfærdsstatens store problemer er imidlertid at den er et enormt statsapparat. Lige så vel som den støtter, yder direkte hjælp og skaber social sikkerhed, så vugger den sine borgere. Det er et enormt pædagogisk og samfundsmæssigt paradoks; nemlig at man tvinges ind i rammer, eller tanker, der skal lære én at agere frit og tænke frit. Frihed under tvang, så at sige. Og tolkningen af frihed udmøntes af staten. Hvor der findes en stor og stærk stat, efterlades lidt plads til autonomi og mindre fællesskabers udfoldelse af rige ideer og samfundsudvikling.

Det kan jo lyde absurd liberalistisk men jeg er ikke i færd med at lave lakaj-virksomhed for storkapitalen. Tværtimod.

For i dag (og for 30 år siden) ser man at velfærdsstaten med sin Keynesianske økonomiføring ikke kan blive ved at flyde. I en verden hvor flere og flere produktioner bl.a. kræver mindre menneskelig arbejdskraft, kan man ikke bygge et økonomisk rigt samfund på merproduktion, gang i hjulene og flere i job. Vi kan ikke forbruge os ud af den nedsmeltning som vi står overfor, som potentielt kan skabe forudsætninger for krig, som man har set det i mellemkrigstidens Europa.

Og på trods af situationens alvor er det som om, at paradokset er selvskabt i en grad der næsten gør det komisk.

For vi er et stresset samfund. Forældre har ikke tid til deres børn og vi andre har ikke tid til livet i sig selv, samtidig med at vi arbejder så meget, for netop at få det hele til at køre rundt. Vi har desværre ikke meget tid til at være kritisk tænkende og agerende, fordi de andre ting fylder for meget, og det er angstprovokerende at stå uden penge til mad og husleje, selv som antikapitalist. Det er præcis som man siger: Ingen ligger på deres dødsleje og ville ønske de havde brugt mere tid på jobbet. Realiteten er dog den, at vi generelt bruger rigtig meget tid på jobbet.

Så vi har en befolkning der kunne bruge deres tid mere fornuftigt, end at arbejde 8 timer om dagen. Vi har et system der ikke kan finde jobs til alle. Vi har en økonomiføring der kræver injection i form af merproduktion og merforbrug. Vi har altså en ligning der slet ikke går op, fordi man ikke vil give slip på tanken om at arbejde og forbrug måske ikke længere skal være bærende element i samfundet. (Og lur mig om ikke udgifter til sundhedsvæsenet ville gå markant ned, hvis flere fik mindre travlt og tempoet i samfundet generelt blev skruet en kvart styrke ned).

Alt dette er også velfærdsstatens biprodukt. For det koster når staten skal passe på os, og det er os der er worker bees. Velfærdsstaten er som sådan et forsikringsselskab som udmøntes som samfundsmodel. Man er som kunde ikke alene betalende medlem, man er betalende og arbejdende indsat (eller indfødt).  

Jeg begræder dog at velfærdsstaten nu viger pladsen til fordel for konkurrencestaten. For hvor velfærdsstaten måske var blåøjet og passiviserende, er konkurrencestaten udspekuleret og gemen. Det er ikke dem der kan konkurrere der taber, men dem som velfærdsstaten førhen passede på. Det er dem der i forvejen har haft en hård medfart der vil tabe - igen. De bliver nu løbet over ende.

Det gør mig ærgerlig, at vi som venstrefløj igen og igen er så super skarpe i vores kritiske analyser, uden at vi har skyggen af reelle alternativer. Som anarkist er jeg per definition ikke fan af en stat, og slet ikke en stat der har en tendens til at passivisere og umyndiggøre sine borgere. Men jeg er endnu mindre fan af en stat der opildner til konkurrence mellem sine borgere, og i stedet for solidaritet indfører dog eat dog – mentalitet.

Så mens vi siger farvel til velfærdsstaten kan vi jo bruge tid på at tænke på hvad der skal til, førend et reelt alternativ kan opstå i tanke, således at det har bedre forudsætninger for at kunne opstå i realitet.

Vi vakler mellem to samfundsteorier, som begge efterlader en god del af befolkningen diffuse. Det kunne være et udmærket tidspunkt for os på venstrefløjen at blive lidt kreative, inden elendighedsteorien bliver selvudnævnt sejrherre indenfor vores rækker.

Annonce