Annonce

3. november 2016 - 15:33

Tag til mindedemo for Krystalnatten

9.november 1938. 

Man kan stille spørgsmålet, om man endnu i dag skal demonstrere imod begivenheder for 78 år siden?

 

Jeg læste lige i Politiken, hvor Dennis Normark, Antropolog og forfatter har skrevet, at det største borgerlige Parti, Dansk Folkeparti er racistisk.

Deres ordfører Martin Henriksen går så langt, at han tvivler på dybden af danskheden hos en ung elevrådsformand med mørkere lød.

»Modstandsfølelsen over for fremmede racer har altid handlet om frygt for og mistro til andres kultur,« skriver Dennis Normark. Det har også Hitler udnyttet i Tyskland, dengang han med Krystalnatten startede sit systematiske udryttelsesfelttog mod en jødisk befolkning, først i Tyskland og senere i hele Europa, hvor han fik magten.

De startede 1938 med nedbrænding af alle synagoger, jødiske skoler og andre jødiske institutioner og smadring af alle vinduer i jødiske butikker og huse. (derfor navnet Krystalnatten). Mange jøder blev også arresteret og sendt til KZ lejre.

Senere måtte jøderne aflevere alt, hvad de ejede i sølv og guld for betaling af de skader, som var forvoldt af de SA-tropper.

Min far var optimist og mente, at Hitler ikke kunne blive ved magten i mange år i et kulturelt højt stående land som Tyskland. Men han blev bange og søgte en vej at komme ud af Tyskland. Men alle grænser af de europæiske lande var lukket for tyske jøder på flugt.

USA havde et kvotesystem, og det varede mange år, før man kunne få indrejsevisa til USA.

Danmark gav heller ikke asyl med den begrundelse, at tyske jøder ikke var individuelt forfulgt.

I dag er det ikke jøder som har det svært i Danmark, men andre kulturer, specielt muslimer, også når de er flygtninge fra krigen i Syrien.

Regeringen, og Dansk Folkeparti specielt udnytter den frygt i befolkningen mod andres kultur, og man gør alt for at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark.

Desværre støtter også Socialdemokratiet stramninger af udlændingepolitiken.

Men det er usolidarisk og umenneskelig og ligner den politik, man førte i 30erne.

Derfor er vi nødt til 78 år senere at demonstrere den 9.november på Gammel Torv og kræve solidaritet med flygtninge i nød.


Redaktionel tilføjelse: Se også Modkraft Bibliotekets linksamling »9. november - Krystalnatten 1938 og nu« - og arrangementer i 2016.

Annonce