Venstre vil fjerne penge fra fødegangene på hospitalerne.
Det er godt, at jordmoder fra Roskilde sygehus, Susanne Stein-Borre, har slået alarm i Politiken (2. september) over, at den smalle Venstre-regeringen tager penge fra fødegangene.
Hun henviser til, at svangerskabsomsorgen gennem flere år har været under hårdt pres.
Gravide og fødende har oplevet stadig forringede offentlige tilbud under graviditet, fødsel og barsel, og jordmødre har været udsat for et arbejdspres, som gang på gang har betydet, at jordmødre er gået på kompromis med deres faglighed.
Men i 2014 kom der fokus på problemerne, hvordan kommende forældre oplevede de store svigt under fødslen, og hvordan jordmødre oplevede helt uacceptable arbejdsforhold, som skabte utryghed og frygt.
Det fik den daværende regering – også med Enhedslistens hjælp – til i 2015 at afsætte og øremærke 35 millioner kroner samme år og 75 millioner i de følgende år til de hårdt trængte fødegange.
Som Susanne Stein-Borre har skrevet, er det totalt uforståeligt, hvorfor de øremærkede penge til fødegangene ikke er at finde i den nye økonomiaftale, der netop er indgået mellem Danske Regioner og regeringen med sundhedsminister Løhde i spidsen.
Danmark praler ofte af et sundhedsvæsen i verdensklasse, men med den nye økonomiaftale er tryghed og faglighed nedprioriteret.
Det kan vi ikke være bekendt over for fødende mødre og jordmødre i Danmark.