Annonce

5. juni 2013 - 14:03

Grundlovsbrud med accept af Højesteret

Onsdag er det Grundlovsdag. Mange talere vil landet gå tilbage til 1849. Andre vil betone, at det er 60 året for den seneste revision. Nogle vil hævde at afstemningsdagen i 1953 er den egentlige Grundlovsdag. Men kun få vil nok fremhæve den historiske og politiske kontekst som lovteksten og dens fremlæggelse udgør.

Danmark var 1953 præget af krigsfrygt, da Folketinget begyndte og fuldendte sit arbejde med en ny grundlov. Revisionen skuffede på flere områder. Mange – især de der havde kæmpet for Danmarks frihed 1940-45 - havde håbet – i lyset af befrielsen - at Danmark blev et demokrati, men nej: §2 Regeringsformen forblev et monarki om end indskrænket . Hverken et forbud mod tortur eller ordet menneskerettigheder blev nævnt i den nye grundlovstekst - på trods af, at Danmark i FN fra starten støttede Menneskerettighedserklæringen, som FN vedtog 10.december 1948.

§ 19.2 er en artikel, som – bl.a. Bent Sørensen i pjecen ” Begik Højesteret Statskup?”- med rette har sat fokus på. Den endelige tekst i grundlovens §19.2 lyde: "Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges for Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdelig indkaldes til møde." Der står intet om internationale mandater. Tværtimod synes grundlovsskriverne at have fulgt Napoleons koncept: "Grundlove skal være korte og upræcise".

Til gengæld var fremlæggelsen i februar 1953 særdeles klar: Niels Elgaard, formand for regeringspartiet Venstres rigsdagsgruppe og medlem af forfatningskommissionen, udtalte om § 19.2: "Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt".

Ingen talte imod, tværtom var der en række politikere og fremtrædende personligheder, der alle talte for.

Ved folkeafstemningen 28. maj 1953 var det ligeledes Elgaards forklaring, der var til prøve. For mange var det var afgørende for et ja eller nej. Danmark havde overladt beslutning om en angrebskrig til FN. Spørgsmålet om krig eller fred var globalt og livsvigtigt. Derfor hørte det under Folkeretten og ikke national lov. Med befrielsen - kun 8 år før – i frisk erindring var mange stolte og tilfredse over.

Siden har § 19.2 bl.a. ligget til grund for en nylig, men historisk højesteretsdom. I sin dom 17. marts 2010 om grundlaget for beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen omgør Højesteret på een A4 side Grundlovens § 19.2. Det er for ikke-jurister ynkelig læsning. Hele teksten bærer præg af, at det er første instans, der behandler sagens substans. Man savner forsvarerens og anklagerens fremstilling af sagen. Højesteret er helt overladt til sig selv. Derfor er der argumenter og antagelser - men ingen beviser. Til sidst skrives:

"…En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN`s Sikkerhedsråd - med vetoret for de permanente medlemmer - at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler……"

Det var jo netop hvad Grundlovsrevisionen i 1953 indebar: Ved folkeafstemningen 28.maj 1953 sagde et overvældende flertal af befolkningen ja til Elgaards formulering! Det samme gjorde en rigsdag og et nyvalgt Folketing, understøttet af juridisk kompetence og politisk enighed. En af Højesterets væsentligste "antagelser" med dommen for tre år siden var således forkert. Måske var dommen det også?

Udenrigsminister Per Stig Møller fremlagde i marts 2003 B 118 - "Forslag til Folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak", men idemanden var statsminister Anders Fogh Rasmussen, der må anses for den ansvarlige. I forslaget argumenteres for, at der foreligger et FN mandat til anvendelse af militære magtmidler, selv om B 118 i næste sætning noterer, at FN mandatet er en trussel om, at såfremt Irak ikke samarbejder, vil det føre til en resolution om krig. Konklusionen er, at den udøvende magt ikke respekterede Grundlovens § 19.2 og bidrog til varig skade for Danmark og FN.

For første gang siden1864 gik Danmark ud i en ulovlig angrebs-krig. Beslutningen blev truffet af kun 61 af Folketingets 179 medlemme -1/3 af folketigsmedlemmerne vedtog at gå ind i Irak krigen.

Regeringen og Folketinget - brød Grundlovens § 19.2 med velsignelse af Højesteret. Det har skabt en trist præcedens! Samtidig svækkede man afgørende FN. To af de såkaldte veto-stater i Sikkerhedsrådet, USA og Storbrittanien underkendte rådets kompetence - og Danmark støttede dem. Folkeretten blev overtrådt. Nu gjaldt de enkelte staters ret til at føre krig.

Annonce