Annonce

27. juni 2014 - 9:33

SF støtter Jean-Claude Juncker

Skulle der være enkelte Modkraft-brugere, som stemte på Margrete Auken i håbet om at få en stærk venstreorienteret stemme i EU-parlamentet, så kan de godt vågne op nu.

I dagens udgave af Politiken forklarer SF’s EU-parlamentariker, at hun skam vil stemme på den konservative Jean-Claude Juncker til den magtfulde post som formand for EU-Kommissionen: ”I vores gruppe har der været diskussioner om, at det ikke er smart, at han har været regeringsleder i Luxembourg, der er et skattely. Det er absolut ikke den bedste anbefaling. Men jeg kommer til at stemme på ham. Han er den konservative gruppes kandidat, men han skal være hele EU’s repræsentant", forklarer Margrete Auken.

Forstå det hvem der kan! Men nu ved vi i hvert fald hvor vi har SF’s repræsentant, når EU-parlamentet skal stemme om den helt centrale toppost i EU-systemet. Som aktiv støtte til en person, som ikke bare er ansvarlig for skatteunddragelse, men som også har stået i spidsen for de EU-dikterede nedskæringer, som har ødelagt livet for millioner af mennesker i det sydlige Europa.

At manden så angiveligt drikker cognac til morgenmaden og ryger præcis, hvor det passer ham, må nærmest anses som en formildende omstændighed!

Annonce