Annonce

9. september 2014 - 15:43

Hvis de kan i Norge...

Tidligere på året var jeg i Norge og besøge Enhedslistens søsterparti Rødt. Formålet med besøget var at fortælle de norske kammerater om lærerlockouten, og om hvordan Enhedslisten havde håndteret det.

Men måske er det i virkeligheden os der kan lære noget af dem?

Kort før sommerferien indledte de norske skolelærere en strejke.

 Arbejdsgiverorganisationen KS, svarende til danske KL, stillede nemlig krav om en ændring af lærernes arbejdstidsaftale, der skulle binde lærerne til at bruge mere tid på skolen. Ja, det lyder jo bekendt. Sidste forår blev de danske skolelærere jo lockoutet af KL, som ville afskaffe lærernes arbejdstidsaftale og indføre tvungen tilstedeværelse på skolerne. Og efter 25 dage med lockout vedtog S, R, SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative ved lov en løsning, der imødekom KL og arbejdsgivernes krav. I Norge havde man nok forventet en lignende udgang på lærerstrejken, hvor den borgerlige regering ville gribe ind med en arbejdsgiver-venlig konklusion. Men mandag d. 1. september skete alligevel det uventede, at der blev indgået et forlig mellem KS og lærerne, hvor KS gav sig.

Den norske situation sætter sidste års danske lockout – og de kommende overenskomstforhandlinger i perspektiv.

For det første viser resultatet, at det rent faktisk er muligt at forhandle sig frem til en aftale, som både arbejdsgiver og arbejdstager er nogenlunde tilfredse med – det kræver selvfølgelig, at der ikke er samme grad af ultimative krav, som dem KL (og regeringen i kulissen) have med til forhandlingerne med de danske lærere sidste forår.

For det andet sender den norske situation en tung sky ind over Socialdemokraterne, Radikale og SF. Traditionelle lærerpartier – og med en stærk arbejderhistorie.

Hvordan kan Norge, med en borgerlig regering, ende med en arbejdstidsaftale, der sikrer markant bedre vilkår til arbejderne end den aftale, som Socialdemokraterne, Radikale og SF var penneførere på?

Mest af alt er de norske læreres kamp afgørende for os i Danmark, fordi det viser os, at det kan lykkes arbejderne at stå imod arbejdsgivernes uretfærdige krav. Vi har brug for den slags eksempler, for danske arbejderes vilkår, i det offentlige såvel som i det private, bliver ikke bedre af sig selv. Og særligt kan vi måske lærer noget af noget nordmændene i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger

 I Enhedslisten tager vi kampen på Christiansborg – men afgørende forandringer afhænger af arbejdernes fællesskaber. Derfor håber jeg at både offentligt og privat ansatte vil stå sammen når der skal forhandles overneskomster til foråret.

Annonce