Annonce

17. september 2015 - 11:16

Vi kan ikke vente på EU

Medierne har de sidste mange, mange uger været fyldt med historier om flygtninge på fyldte banegårde. Folk i nød. Folk der flygter fra krig og ødelæggelse. Men spisesedlerne har også budt på historier om et Danmark, der vil hjælpe de her mennesker. Om 40.000 mennesker på Christiansborgs slotplads, der byder flygtninge velkommen til Danmark. Og om helt almindelige mennesker rundt om i hele Europa, som tager sagen i egen hånd i lyset af den politiske passivitet, som flygtningekrisen bliver mødt med. 

Det er tydeligt for enhver, at det er tvingende nødvendigt at finde en god og solidarisk løsning på fordelingen af flygtninge. Det er samtidig klart, at det næppe bliver EU, som kommer til at finde den.

Tidligere denne uge mødtes EU's indenrigsministre for at finde en løsning på en fordeling af de mange mennesker som kommer til Europa på flugt fra krig og ødelæggelse.

Resultatet?

Indenrigsministrene nikkede formelt til Kommissionens plan fra maj om fordeling af 40.000 flygtninge fra Italien og Grækenland.

Det er naturligvis fint, at EU har fundet en frem til en fordeling for de 40.000 flygtninge. Men nogen løsning er det jo ikke. Når man tænker på, at fire millioner syrere er på flugt, er forslår en fordeling af 40.000 jo som en skrædder i helvede.

Der må spejdes langt efter Kommisionsformand Junckers bevingede ord om solidaritet, medmenneskelighed og at løfte i flok. I sin State of the Union-tale fremlagde Juncker en plan om fordeling af yderligere 120.000 flygtninge og en permanent fordelingsnøgle baseret på medlemslandenes størrelse og økonomiske råderum.

Den plan kunne medlemslandene ikke nå til enighed om.

Vi er blevet bekræftet i, at EU-systemet er handlingslammet og ikke formår meget mere end nogle fine hensigtserklæringer.

De kolde vintermåneder er på vej og vi må handle omgående for at finde løsninger uden om et EU, der hverken kan eller vil løse krisen på en holdbar og langsigtet måde.

Den seneste tid har vist, at en lang række lande er villige til at tage en del af ansvaret for at finde en god og solidarisk løsning for de mange mænd, kvinder og børn på flugt.

Jeg mener, at vi sammen med Tyskland, Sverige og en række andre europæiske lande, som har meldt sig på banen, hurtigst muligt skal løse, hvad der må betegnes som en af Europas største udfordringer.

Landene imellem har vi muligheden for at handle. Insisterer vi på at løsningen skal findes gennem EU kommer endnu flere flygtninge til at miste livet, mens vi venter på et handlingslammet EU kommer frem til midlertidige og uholdbare løsninger.

Tiden er nu til, at ansvarlige lande går uden om EU og fordeler de flygtninge, som er i Europa, så vores kontingent igen kan vise sit solidariske og ansvarsfulde ansigt.

Samtidig er der behov for en ny tilgang til nødlidende. En tilgang, der ikke handler om at bygge mure og holde folk væk, men om at hjælpe så meget vi kan.

Min opfordring er klar: Den danske regering bør arbejde på en aftale med andre ansvarlige lande - helst i koordination med FN, der traditionelt har haft en meget realistisk og human tilgang til flygtningekrisen - om en langtidsholdbar fordeling af flygtningene.

Der skal handles nu. Jo før, jo bedre.

Annonce