Efterspillet til terrorangrebene i Frankrig er i fuld gang. Og EU-toppen ramte et nyt lavpunkt fra start.
De er allerede gået i gang med at kræve mere EU-harmonisering og mere overvågning. Således presser de nu ekstra hårdt på for at få et centralt register over flypassagerer. Registret skal indeholde oplysninger om passagererne, deres rejser, deres kreditkort og deres spisevaner ombord på flyet. Det kan undre noget, at det skulle hjælpe at registrere folks spisevaner, da det vel næppe står skrevet i maden, at de senere vil begå et terrorangreb.
Oven i hatten kræver flere i ministerrådet så mere grænsekontrol.
Men helt ærligt! Bedre grænsekontrol havde jo ikke hjulpet i dette tilfælde. Gerningsmændene opholdt sig jo helt lovligt i Frankrig. Og hvordan skulle mere overvågning af almindelige menneskers flyrejser dog kunne hjælpe? Gerningsmændene var allerede kendt af politi og efterretningsvæsen. Ja, den ene havde en længere dom for terrorisme bag sig.
Vi skal ikke ofre vores demokrati og vores frihedsrettigheder i kampen imod terrorisme. Så vinder terroristerne alligevel. Vi skal i stedet stå sammen og insistere på at bevare og udvikle vores demokrati. Derfor skal vi heller ikke lade os skræmme til mere meningsløs masseovervågning eller til at få indført mere EU-harmonisering af bagdøren. Dét er ikke godt for vores demokrati.
Over de kommende uger vil EU-toppen mødes gentagne gange for at diskutere terror. Et simpelt ønske er, at de stopper med at misbruge situationen til at skabe frygt, men i stedet giver sig tid til at se efter, hvad der egentlig gik galt i Frankrig (hvorfor lykkedes det ikke efterretningstjenesten at stoppe terroristerne inden det gik galt, når de nu var i søgelyset allerede?) og at de står op for vores alles rettigheder.
Vi skylder de dræbte og deres efterladte, at vi tager problemet seriøst. Vi skylder dem at se os selv dybt i øjnene og diskutere, hvordan vi ærer deres minder og hvordan vi bedst fortsætter ned af en vej med demokrati, med frihedsrettigheder og med mere forenelighed – det har verden brug for.