Vi står i gæld til et hyklerisk finansmarked

Teksten bygger på mit speciale og blev bragt som kronik i Politiken d. 22 juni 2013

Finanskrisen har vist, at større privatgæld er vejen til økonomisk ulykke.

I sensommeren 2008 krakkede det toneangivende amerikanske investeringsselskab Lehman Brothers. Aktiekurserne styrtdykkede, og chokbølger gik igennem den internationale finansverden. Indenfor kort tid var en egentlig finanskrise brudt ud, og krisen skulle vise sig at blive en af de mest omfattende og alvorlige i verdenshistorien. Desuden er det en krise, der havde og stadig har gælden som sit epicenter. Det var struktureringen og omfanget af gælden, som nåede et uholdbart niveau i 2007, og krisen startede der, hvor gælden tog sin mest ekstreme form – på det amerikanske boligmarked.

I Danmark hænger finanskrisen også sammen med en faretruende stor privatgæld. Igennem de seneste år er det igen og igen blevet påpeget af danske politikere og internationale økonomiske organisationer, at danskerne er et af verdens mest gældsatte folkefærd. Der er i dag rekordmange danskere, som har gæld, de ikke kan betale tilbage. Antallet af personer der søger gældsrådgivning er fordoblet siden krisens udbrud og fra januar 2010 til juni 2011 steg den samlede gæld registreret i RKI med 39 procent.

Men gæld er ikke et fænomen, der er kommet med krisen, derimod er det muligt at spore en støt stigende privatgæld fra midten af 1990’erne og frem. I Danmark steg den private gæld i følge Danmarks Statistik fra 1994 til 2010 med ca. 230 procent, fra 749.61 milliarder kr. til 2.475.87 milliarder kr. Den samlede danske privatgæld lå i 2011 på 158 procent af bruttonationalproduktet og var således blandt de højeste i EU. Gælden har været støt stigende, men det er først i forbindelse med den økonomiske krise, at den private gæld bliver problematisk for en langt større del af befolkningen. For hvor gælden før krisen var midlet der kunne indfri vores drømme, bliver den med krisen til kæden, der lænker os.

For at forstå hvorfor danskerne er et af verdens mest forgældede folkefærd, og for at forstå hvorfor den private gæld er blevet så stor en belastning for mange danskere, er det nødvendigt at se nærmere på nogle de sidste 30-40 års væsentligste politiske og økonomiske forskydninger. En måde disse bevægelser kan betegnes er via begrebet om neoliberalisme.

Neoliberalisme har været en af de dominerende politisk-økonomisk bevægelser i den vestlige verden, siden midten af 1970´erne. Det mest centrale træk ved neoliberalismen er, at den medfører det der kan kaldes en omfattende ’markedsgørelse’. Udviklingen starter herhjemme med den konservative magtovertagelse i 1982, men tager først for alvor fart fra 1993. Perioden herefter er præget af udliciteringer, privatiseringer og en generel markedsgørelse af den offentlige sektor ved effektiviseringer og økonomistyring inspireret af den private sektor.

For at forstå mere præcist hvorfor den private gæld stiger så meget som den gør, er det dog nødvendigt at dykke ned i særligt fire elementer i den neoliberale udvikling. Det gælder forandringerne i produktionen og i de monetære systemer på globalt plan, bankernes ændrede udlånspraksis og behovet for et vedholdende og stigende privatforbrug. Det er nemlig disse udviklinger der gør, at gælden får en helt central rolle i den neoliberale økonomi.

Det er med den økonomiske krise tilbage i starten af 1970´erne, at gældens nuværende rolle i høj grad begynder at tage form. Efterkrigstidens produktion var kendetegnet af det, der kaldes fordisme. Et navn, der stammer fra den amerikanske industribaron Henry Ford. Han var på den ene side kendt for sine banebrydende nye produktionsmetoder, hvor biler blev masse- og samlebåndsproducerede og på den anden side for den indsigt, at arbejderne på hans fabrikker måtte have en løn, så de selv havde råd til at købe bilerne, hvis han skulle blive i stand til at sælge rigtig mange af dem. Fordisme henviser altså både til masseproduktionen ved samlebåndet og til arbejderklassens tilsvarende masseforbrug. Arbejdernes lønninger steg igennem efterkrigstiden, hvilket dannede basis for et masseforbrug og understøttede på denne måde en kraftig vækst i det private forbrug, der er blandt årsagerne til den høje vækst i perioden.

Men krisen i 1970erne havde store konsekvenser for det fordistiske produktionssystem. Den stigende globalisering af produktionen betød skærpet konkurrence, grænserne blev åbnet for udenlandske investeringer og for større mængder af billig arbejdskraft. Sammen med den stigende arbejdsløshed og den generelle recession som fulgte med krisen, skabte disse udviklinger et pres på de vestlige arbejderes lønninger og arbejdsvilkår. Det medførte en generel opbremsning i væksten i reallønnen i Danmark og et decideret fald i andre lande. En relativ svækkelse af købekraften bredt set hos de vestlige forbrugere fulgte.

Dette skal ses i sammenhæng med den stigende ulighed som tilsvarende har præget tiden fra 1970´erne og frem, og som yderligere svækkede den relative købekraft hos de dårligst stillede grupper i samfundet. Særligt i Danmark har den stigende ulighed været markant, hvilket bl.a. kan ses ved, at Danmark var det land i Vesteuropa, hvor uligheden steg mest fra 2001-2012.

Den manglende købekraft udgør et problem, for hvis borgerne ikke har penge nok at købe varer for, bliver der produceret mindre på fabrikkerne, ansat færre nye medarbejdere osv. Det er her gælden bliver central, for problemet med den manglende købekraft blev til dels løst ved at gøre billig kredit tilgængelig for langt flere mennesker, bl.a. i form af kreditkortet.

Spørgsmålet om købekraft skal tilsvarende ses i lyset af det fremvoksende privatforbrug, som op igennem efterkrigstiden får en større og større rolle for økonomien og i det forbrugssamfund som etableres i perioden. I takt med denne udvikling omgives det private forbrug af stærkere og til dels mere tvingende sociale normer, der presser det enkelte individ til at forbruge, for at leve op til de standarder som gælder i forbrugssamfundet. Også i forbindelse med gæld spiller sociale normer en rolle. Særligt i årtiet op til finanskrisen herskede der en udbredt forestilling om at man bare skulle låne, alt andet var ’decideret dumt’, specielt hvis man havde friværdi i en bolig.

Disse styrkede forbrugs- og lånenormer kan knyttes til det den engelske sociolog Colin Crouch kalder en overgang fra en offentlig til en privat keynesianistisk model. Med det mener Crouch, at hvor det før var regeringer der optog lån for at stimulere økonomien, er det nu individer og familiers private gæld, som udgør en helt central økonomisk faktor. Efterspørgslen stimuleres på denne måde ikke længere af offentlig, men derimod af privat gæld, hvilket også er med til at overføre både omkostninger og risici til private personer og familier. Denne bevægelse væk fra en klassisk keynesianistisk økonomisk politik, samt bevægelsen fra et kollektivt til et individuelt ansvar er kendetegnede for den neoliberale udvikling.

På denne måde var den private gæld, sammen med indtægter fra andre finansielle produkter med til at skabe vækst på globalt plan - især i årene op til finanskrisens udbrud i 2007/08 - både igennem renteindtægterne, og det forbrug der muliggjordes af lånene. Den schweiziske økonom Christian Marazzi mener derfor, at den private gæld og det forbrug den tillader, er fuldstændig centralt for måden det nuværende system virker på. Det private forbrug er nødvendigt for at opretholde og øge væksten, og hvis lønningerne ikke kan dække det behov, der er for privatforbrug, kan forbruget skabes for lånte penge.

Et stigende og vedholdende forbrug muliggøres, men stimuleres også af bankerne og de finansielle institutioners incitament til at låne mere ud. Da det stigende forbrug samtidig er vigtigt for økonomien, støttes bankernes muligheder for at øge adgangen til kredit også af det politiske niveau, konkret via en omfattende deregulering af det finansielle område. Dereguleringen og markedslogikkens indtog skal ses som en generel tendens, indenfor en lang række områder, i perioden efter 1970.

Konkret har den deregulering af det finansielle marked og banksektoren, som det politiske niveau har stået for de sidste 30-40 år ført til store ændringer i bankerne og de finansielle institutioners udlånspraksis. Konkret fordi bankerne kunne hæve grænsen for, hvor meget de måtte låne ud. Denne proces gjorde det billigere at låne og mindre attraktivt at spare op, og derved stimuleredes både gældsoptagelse og forbrug. Personer med moderate indkomster fik på denne måde mulighed for at optage lån og derved holde et relativt højt forbrugsniveau. Dereguleringen af banksektoren er altså en helt central strukturel faktor, der netop skaber en kultur for massiv låneoptagning.

Deregulering af lånemarkedet medførte yderligere, at det blev muligt at udbyde en hel række nye og mere usikre lånetyper - både relateret til bolig og andet forbrug. I Danmark kom eksempelvis de afdragsfrie lån, og markedet for kreditvirksomheder uden for banksektoren voksede markant. Varer blev solgt på afbetaling og ofte med vanskeligt gennemskuelige lånebetingelser. De nye lånetyper gjorde det muligt for enkeltpersoner og familier at låne sig til midler, de ellers ikke har haft indkomst til at finansiere, eksempelvis fast ejendom.

Forbrugets stigende betydning for økonomien og bankernes villighed til at udlåne penge har altså stor betydning for, at gælden kommer til at spille en vigtig økonomisk og politisk rolle. En helt central faktor mangler dog stadig; de hastigt voksende finansmarkeder og de nye finansielle produkter og metoder. Historien starter i slutningen af 1960´erne. Herfra er en række globale udviklingstendenser, med til at forandre økonomien på flere afgørende punkter - også hvad angår gældens rolle. Under en samlet betegnelse kan denne bevægelse kaldes en finansialisering af økonomien.

Grundet den økonomiske krise der begyndte i slut 1960´erne, kom Bretton Woods-systemet under pres – et system etableret efter 2. Verdenskrig med henblik på at skabe en stabil finansiel regulering. I 1971 blev den faste regulering af valutakurserne ophævet, da den amerikanske præsident Nixon løsrev dollaren fra guldstandarden. Det betød, at dollaren blev en frit flydende valuta, som ikke længere blev reguleret efter den amerikanske mængde af guld.

Det var Bretton Woods-systemets sammenbrud, der åbnede vejen for en omfattende deregulering af de finansielle markeder. En deregulering, der, som allerede påpeget, fik stor betydning for hvor mange penge banker og finansielle institutioner kunne låne ud. For guldstandardens ophævelse betød grundlæggende, at mængden af penge og således også den potentielle mængde af gæld ikke længere behøvede at begrænse sig til den amerikanske beholdning af guld. På den måde blev gældsskabelsen sat fri.

På denne baggrund bliver finanskapitalen fra 1980’erne og frem forandret fra at være et sekundært økonomisk element, der understøttede manufakturkapitalen med kapital og kredit, til at være den primære økonomiske motor. Det gjorde, at gældsætning og lån blev en fuldstændig central del af den økonomiske vækst, der blev skabt efter krisen i 1970’erne.

Denne udvikling fik staterne til i højere grad, at se det som deres opgave at beskytte de finansielle institutioner, da denne del af økonomien nu var blevet central for skabelsen af profit. Så mens finansmarkederne vandt større og større økonomisk indflydelse, fik de også bedre og bedre betingelser i form af mindre regulering og færre krav.

Denne bevægelse mod mindre statslig regulering afspejler en generel tendens i neoliberalismen, hvor billedet kan siges at blive vendt på hovedet: Vi bevæger os fra en regulering af markedet via staten i det velfærdsstatslige paradigme til en generel regulering af samfundet via markedet i neoliberalismen.

Under neoliberalismen skabes øget indkomstulighed, simultant med at forbrugeren stadig kan forbruge, og lønarbejderen kan tjene penge, eksempelvis via stigningerne i boligpriser. Der sker altså en fortsat ’omfordeling’. På samme tid lettes skatterne dog for virksomheder og samfundets rigeste, mens lønnen stiger væsentligt mindre, og de sociale udgifter skrumper.

Dette paradoks fungerer indtil huspriserne falder i stedet for at stige, indtil aktiekurserne falder og giver mindre eller intet overskud, indtil det ikke længere er muligt for alle at få adgang til billig kredit. En situation som på mange måder afspejles i den nuværende krise.

Væksten i lån blev set som samfundsgavnende for alle parter før krisen, men den økonomiske krise kan ses som en kulmination på en intensivering af en samfundsmodel, hvor et nødvendigt og voksende forbrug, i større og større omfang finansieres af privat gæld. Samtidig ser gældens integration i det samfundsmæssige væv ud til at gå dybere og favne bredere. Stigningen i den private gæld antyder, at gældsætning i langt højere grad er blevet et vilkår i det nuværende samfund. Ikke alle - men langt flere er i dag skyldnere, samtidig med at dette, grundet krisen, er blevet mere problematisk for flere mennesker.

Det langt større råderum som de finansielle markeder har tilkæmpet sig i siden midten af 1970´erne, er en af de væsentligste årsager til den økonomiske krise og de store problemer med gæld, vi oplever nu. Den neoliberale deregulering har rigtig nok givet rum for voldsom fremgang og vækst på disse markeder, men det har været på bekostning af mange millioner almindelige mennesker rundt omkring i verden. Det understreges af den nuværende krise, hvor banker og finansielle institutioner går fri, mens lønmodtagerne, studerende, pensionisterne og arbejdsløse betaler regningen.

Den økonomiske krise har med alt tydelighed vist, at den neoliberale vej, der baseres på at almindelige mennesker i større og større omfang forgældes, mens gevinsterne på de finansielle markeder og i bankerne skyder i vejret, ikke er i vores – almindelige lønmodtagere, studerende, arbejdsløse og pensionisters - interesse. Markedets dominans over samfundet er lig med mindre demokrati og mindre indflydelse. Penge og økonomi er områder som i aller højeste grad vedrører og styrer vores liv. Derfor skal vi kræve ligeså meget demokratisk indflydelse på den økonomiske politik som på alle andre områder af vores liv.