Annonce

16. juli 2015 - 10:57

Ansvarligheden og nødvendighedens politik

Ansvarligheden og nødvendighedens politik.

 

Hvor er de demokratiske kræfter i partierne henne i dag? Hvor er de medlemmer, som ønsker at ordet folkestyre er andet og mere end retten til en rød blyant hvert 4. år?

 

Når regeringen indgår en aftale med KL, som medfører besparelser i kommunerne på o. 2.5 mia årligt med virkning fra 2017, så kan det vist kun kaldes løftebrud.

Og der var da heller ikke flertal for aftalen i Folketinget, så man kunne se frem til en dramatisk høst for det parti, som tabte valget, men vandt nøglerne til statsministeriet. Kommunerne kunne mærke stresset, for snart er der budgetforhandlinger, og ingen ville ane, hvad der var af penge.

Her skulle man så tro, at det såkaldte centrum-venstre ville træde i karakter, og kræve, at valgløfterne blev overholdt, og besparelserne trukket tilbage.

Men jeg kan levende forestille mig debatten i S-ledelsen: Aftalens indhold ville give tæsk til S, hvis de støttede den, men samtidigt ligger det langt fra selvopfattelsen i partiets ledelse, at sige nej til en aftale, som KL har sagt ja til. Vælgerne forventede et nej, men de ledende lag ville have en aftale igennem – lige meget hvad. Og så kommer ”columbusægget”: En musketer ed på at enhver kommuneaftale i fremtiden bare skal blåstemples uanset indhold. Det kaldes tilsyneladende ansvarlighed. Noget som især socialdemokrater har behov for at vifte med og derfor i talesætter så tit i en egen udgave: Man kan gøre det modsatte af, hvad man siger, hvis det er nødvendigt, for at bevare ledelsen og kontrollen.

 

Med andre ord anvendes begrebet ansvarlighed som en forklaring på, hvorfor borgere ikke skal have indflydelse på den politik, der skal føres. I tilfældet med den kommunale økonomi, sker det oveni købet på baggrund af forhandlinger bag lukkede døre, som kun en lille håndfuld topembedsmænd og politikere har indflydelse på.

 

I Politiken d. 16.7. kan man så forstå, at socialdemokraterne også mener, det er ansvarligt at støtte den politiske økonomiske linje, som Blandt andet Merkel kræver overfor Grækenland. For de uansvarlige er i hvert fald dem, der støtter grækerne i deres vildfarelse om, at befolkningen skal have noget at skulle have sagt. Grækernes sande fjender er folkene i Enhedslisten, som opfordrer til at stå fast på en venstreorienteret linje. Socialdemokraterne glemmer, at deres gode gamle partikammerater i Pazok, var med til at sikre den kurs, som fik Grækenland sat under administration, og som lod EU sætte demokratiet ud af kraft. Jeppe Kofod (S) håber, Grækerne nu ”kommer til fornuft” og støtter en aftale, de er gået til valg på at sige nej til, og som befolkningen med 60 % har afvist ved en folkeafstemning.

 

Disse danske socialdemokraters opfattelse af, hvad ansvarlighed er, sætter enhver form for demokrati ud af kraft.

Det skal vel stadig stemmes hvert fjerde år, men man skal ikke regne med, at dem, man stemmer på, kan sige noget indholdsmæssigt om, hvad de vil gøre for deres stemme.

Nødvendighedens politik gør det vigtigere at være højtuddannet og godt inde i stoffet på den rigtige DJØF-måde, end at have en holdning til hvilken retning et samfund skal udvikle sig i.

En lang række forlig og aftaler – som fx denne sidste om kommuneforhandlingerne – overflødiggør de fleste politisk debatter, fordi de store væsentlige samfundsemner er låst i store aftaler mellem store partier.

Spørgsmål som højre og venstre er ophævet.

 

Det er fantastisk at folk bliver ved med at stemme her i landet!

 

Annonce