Annonce

25. august 2015 - 15:30

Tanker om Enhedslistens valgresultat

Fire ledende kammerater fra Enhedslistens hovedbestyrelse skrev hen over sommeren en blog her på Modkraft, hvor de stiller sig kritiske over for Enhedslistens valgresultat – som ifølge dem kun ud fra en "overfladisk betragtning" var godt.

Hovedpointerne i indlægget er, som jeg læser det:
1) Enhedslisten burde have fået et langt bedre valg efter fire år med socialdemokratisk højredrejning og omfattende reformer.
2) Når Enhedslisten ikke fik det, skyldes det bl.a., at partiet var for "pænt" og ikke havde en mere radikal kapitalismekritik som en del af sin valgkamp.
3) Det betød, at DF og Alternativet samlede frustrationen op, og Socialdemokraterne kunne komme lidt igen.

Det er interessant, at netop disse personer mener, at kvaliteten af Enhedslistens politik, kan måles på vælgertilslutningen. Det er ellers en målestok, som de samme kammerater ofte har vendt sig stærkt imod, som en slags leflen for vælgerne.

Jeg kan heller ikke lade være et bemærke, at skribenterne har været modstandere af stort set alle dele af den fornyelse af vores parti, som gjorde os i stand til at blive et attraktivt alternativ for langt flere mennesker, efter næsten to årtier tæt på spærregrænsen. Derfor skurrer det også lidt i ørerne, når der rynkes på næsen af et resultat på syv procent – det bedste resultat for den antikapitalistiske venstrefløj siden 1945.

Men lad nu det ligge, og lad os se på pointerne ovenfor:

Jeg deler sådan set ærgrelsen over, at fire år med asocial reformpolitik ikke resulterede i en større fremgang til Enhedslisten og ditto tilbagegang til Socialdemokraterne. Det havde været et vigtigt politisk signal om utilfredshed med Thornings og Corydons politiske linje.

Jeg er bare ikke enig i de årsager, som skribenterne peger på, og den linje, som de mener, havde givet bedre resultater.

Var Enhedslisten for pæn i sit udtryk?
Jeg vil først og fremmest pege på, at indlægget rummer nogle fejl. Vi havde ikke kun plakater uden politiske budskaber. Vi havde også plakater med klare politiske budskaber – som fx "Nasserne sidder i skattely – ikke i flygtningelejrene." Også på sociale medier havde vi masser af delebilleder med klare politiske budskaber. Det er ikke retvisende at tage et enkelt kampagneelement ud og konkludere alene ud fra det.

Skribenterne tager efter min mening også grundlæggende fejl, når de bedømmer valgfilmen som en drøm om at vende tilbage til Anker Jørgensen. Valgfilmen er for mig en fortælling om den styrke, almindelige mennesker har, når vi står sammen. At fællesskab skaber bedre liv for flertallet end kapitalismens krise og egoisme.

For det andet: Jeg tror, det er en grundlæggende forkert analyse, at Enhedslisten opfattes som for "pæn". Det er efter min mening stadig et langt større problem, at mange almindelige lønmodtagere stadig opfatter os som fremmede, sære eller ekstreme.
Det er muligt, at et mere "gøglet" eller skævt udtryk havde kunnet holde nogle storbyvælgere fra at skifte til Alternativet (hvilket jeg i øvrigt tvivler på, se nedenfor). Men prisen havde muligvis været, at det ikke var lykkedes at skaffe fremgang blandt lavtlønnede i og uden for de store byer, som er det mest opsigtsvækkende ved vores valgresultat. 

Var der for lidt kapitalismekritik?
Jeg er sådan set enig i ønsket om at bruge valgkampen til også at bringe Enhedslistens mere grundlæggende kapitalismekritik i spil. Men formålet må være at vinde opbakning til synspunkterne – og det kræver omtanke. Hvis afliring af paroler om nationalisering og generalstrejke var en effektiv strategi, så ville IS have været et masseparti for længe siden. Opgaven er at gøre kapitalismekritikken relevant og nærværende - at vinde opbakning for en socialistisk politik. Og det er nogle gange lettere sagt end gjort.

Et fjendtligt interview, som Johanne Schmidt-Nielsen oplevede i Deadline (hvor hun i øvrigt var inviteret ind for at tale om noget helt andet) handler jo ikke for journalisten om nysgerrighed over for Enhedslistens politiske projekt. Det handler om at fremstille os som tossede ekstremister. Og det er ikke den bedste platform for at præsentere vores visioner.

I øvrigt mener jeg, at skribenterne læser Enhedslistens program lidt efter eget hoved, når de fx mener, at programmet forpligter vores politisk valgte til at argumentere for nationalisering af LEGO.

Nationalisering er faktisk ikke nævnt en eneste gang i vores principprogram. Formentlig fordi mange af os mener, at staten er den næst-dårligste arbejdsgiver efter private kapitalister. Derfor taler vores program om at fremme kollektive ejendomsformer, om medarbejderdemokrati og om, at centrale sektorer skal være på fællesskabets hænder.

At støtte til små iværksættere skulle være i strid med Enhedslistens politik er også nyt for mig. Som jeg ser det, er gruppen af små selvstændige, prekære freelancere osv. en samfundsgruppe, som et socialistisk parti skal have en fornuftig politik for. De er ofte lige så udsatte som lønmodtagere for kapitalismens kriser og deler dermed interesser med os og lønmodtagerne. At pulje grønthandleren på Blågårdsgade eller den lille selvstændige VVS´er med storkapitalen er ikke udtryk for en seriøs klasseanalyse (mere om det i en senere blog).

Når det er sagt, er jeg som nævnt helt enig i, at vi hele tiden skal øve os på at forankre vores dag til dag politiske budskaber i vores grundlæggende antikapitalistiske og socialistiske udgangspunkt og strategi. Derfor var jeg også glad for, at den masseproducerede valgfolder for første gang i mange år faktisk havde en side om vores socialistiske visioner.

(Jeg tror i øvrigt, at skribenterne tager fejl, hvis de mener, at mere snak om nationaliseringer og revolution havde holdt på vælgere, der endte hos Alternativet (for slet ikke at tale om DF og S). Jeg tror tværtimod, at netop Alternativets ikke-ideologiske retorik har stor tiltrækningskraft hos den store gruppe af humanister og venstreorienterede, som ikke er marxister, og som ikke bryder sig om for meget snak om konflikt og klassemodsætninger - hvilket dog ikke skal få os til at ændre vores ideologiske udgangspunkt eller retorik på dette område).

Hvad var årsagerne så?
Jeg tror grundlæggende, at der var to årsager til, at Enhedslisten ikke opnåede en større fremgang ved valget.

For det første var regeringens værste reformer kommet lidt på afstand. Nogle af de vælgere, som i perioder efter de værste usolidariske tiltag havde tilkendegivet, at de ville stemme på Enhedslisten, vendte i sidste ende tilbage til Socialdemokraterne. Det er nok desværre sådan, at når valgkampen nærmer sig, og valget står mellem selv en blå socialdemokrat og højrefløjen, så vil en god del vælgere sætte deres penge på Socialdemokraterne. Springet til Enhedslisten er længere, end mange af os tror, hvis man har stemt S hele livet. Og der er forskel på at udtale sig til en meningsmåling og stå bag forhænget på valgdagen. Det ændrer dog ikke ved, at det er meget positivt, at en stor gruppe vælgere har overvejet at stemme på os. At vinde tillid er en lang proces, og vi er nået længere, end jeg havde turdet håbe på for fem år siden.

For det andet kom Alternativet rullende ind i valgkampen på en bølge af succes. Vi gjorde, hvad vi kunne for at få fokus på, at Enhedslistens grønne politik er både mere gennemarbejdet og konsekvent. At vi i årevis har arbejdet for at fordele arbejdet osv.
Men Alternativet kom som noget nyt, og en vigtig del af deres fortælling var netop at være noget nyt. Lige præcis det parameter kunne vi ikke konkurrere på. Så jeg tror faktisk, at vi kunne have lavet alle de gøglede plakater, vi ville, eller have sendt nok så mange grønne udspil på gaden, uden at det havde gjort nogen nævneværdig forskel. Der var tale om et tilvalg af Alternativet mere end et fravalg af Enhedslisten.

Hvad har vi lært?

Har Enhedslisten så slet ikke begået nogen fejl? Er der ikke noget, vi skal lære af de sidste fire år? Jo, selvfølgelig er der det.
Vi skal nøgternt diskutere og analysere, hvordan vi udnyttede vores rolle som regeringens parlamentariske grundlag. Om vi brugte vores muligheder godt nok, hvordan vi helt generelt fremover skal håndtere dobbeltrollen som oppositionsparti og parlamentarisk grundlag for en centrum-venstre-regering, der grundlæggende fører en asocial og nyliberalistisk politik. Og hvordan denne håndtering bedst understøtter vores mere langsigtede mål.

Jeg vil i den kommende tid forsøge at bidrage til den debat her på bloggen.

 

Annonce