Annonce

28. marts 2016 - 20:06

Skal vi genopfinde ØD?

Modkrafts redaktion har bedt mig lægge mit indlæg om Økonomisk Demokrati som tidligere er publiceret i Politiken op her, da det diskuteres i et indlæg af Jørn Andersen fra Internationale Socialister.

Lige et par hurtige indledende kommentarer til debatten:

1) Indlægget i Politiken er ikke et forsøg på at redegøre i detaljer for hverken forslaget om ØD eller den daværende venstrefløjs kritik af den. Det er et oplæg til debat skrevet i forlængelse af Anker Jørgensens bortgang, som jeg synes var en relevant lejlighed til at diskutere nogle af de synspunkter som han stod for. 

2) Jeg mener ikke – og skriver ikke i indlægget, at ØD et endemålet for en demokratisk omstilling af økonomien. Jeg er sådan set enig i de begrænsninger, som dele af den daværende venstrefløj pegede på. Men jeg mener, at en gennemførelse af ØD dengang – uanset begrænsningerne – havde udgjort et demokratisk fremskridt -  og derfor mener jeg også (i bagklogskabens skarpe lys), at det var en fejl, at venstrefløjen i praksis stillede sig på samme side som arbejdsgiverne i kampen mod ØD. 

3)  De begrænsninger, der lå i forslaget kunne man jo i stedet have arbejdet for at overkomme. Fx kunne man have udfordret fagtoppens kontrol over fonden, sådan som vi også pt arbejder for at demokratisere kontrollen i pensionskasserne. Ligesom man havde kunnet fjerne den begrænsning, der lå i det socialdemokratiske forslag om at lønmodtagernes andel af ejerskabet højest måtte blive på 49 procent.
Jeg har faktisk svært ved at forstå, at man i dag efter at have set de efterfølgende årtiers nyliberalistiske offensiv, med massiv koncentration af formuer og rigdom, og finansialisering af økonomien, ikke kan se at en vedtagelse og videreudvikling af ØD havde givet nogle bedre muligheder for lønmodtagerne end dem vi står med i dag.

4) Men mit motiv med indlægget er egentlig ikke så meget at diskutere om daidens venstrefløj tog fejl eller ej. Det er derimod at lægge op til den debat om hvordan vi fremmer og vinder folkelig opbakning til erodere den økonomiske elites udemokratiske magt over økonomi og produktion. Hvis mit indlæg kan afstedkomme denne nødvendige idédebat, så ville det være meget positivt.
 Jeg håber dog, at diskussionen ikke vil begrænse sig til en intern navlepillen, og i stedet vende sig udad, og bringer nye idéer om hvordan vi kan demokratisere økonomien og ændre samfundets styrkeforhold til fordel for lønmodtagerne ind i den offentlige debat. 

Men her er indlægget - ser frem til debatten.

Lad os genopfinde Ankers drøm om Økonomisk Demokrati

Efter nyheden om Anker Jørgensens bortgang, har aviser og sociale medier flydt over med minde- og lov-ord over den folkekære arbejdsmand, tillidsmand og statsminister. Og det er fuldt fortjent. Men måske skulle vi også bruge anledningen til at genoplive diskussionen om det Økonomiske Demokrati, som Anker Jørgensen og hans generation drømte om at udvikle i Danmark.

Idéerne om Økonomisk Demokrati (ØD) opstod op i gennem 60´erne og 70´erne og havde som sit formål at gradvist demokratisere ejerskabet til produktionsmidlerne – dvs. virksomhederne. Socialdemokraterne var stadig forankrede i de socialistiske idéer og var kritisk over for den koncentration af rigdom og dermed også magt, som kapitalismen medførte (og medfører).
Hvorfor skulle få individer have kontrollen med afgørende dele af vores økonomiske samfundsliv? Hvorfor skulle de lønmodtagere som reelt skabte værdierne gennem deres arbejde være uden indflydelse på såvel deres arbejdsliv som på hvordan frugterne af deres arbejde skulle investeres?

Forslaget om økonomisk demokrati, der blev udmøntet i et lovforslag fra socialdemokraterne i 1973 indebar, at en voksende del af lønsummen i virksomhederne skulle udbetales som aktie-kapital, således at de ansatte gradvist fik medejerskab over de virksomheder de arbejdede på. En del af kapitalen skulle indbetales til en såkaldt ØD-fond, som var kontrolleret af lønmodtagernes organisationer. Dog var der en øvre grænse på, at max 50 pct. af kapitalen måtte ejes af lønmodtagerne. Der var således ikke tale om en decideret overtagelse af produktionsmidlerne, men ikke desto mindre en ambition om, at medejerskabet ville sikre en demokratisk forvaltet kapital, der kunne investeres til gavn for samfundet og lønmodtagerne – fx i nye og gode arbejdspladser.

Desværre kuldsejlede planerne. For det første på grund af en massiv modstand fra arbejdsgivere og virksomhedsejere, der (med rette) så planerne om ØD som et angreb på deres ledelsesret og eksklusive ejerskab over samfundets produktionsmidler. Men også fordi venstrefløjen aktivt modarbejdede planerne.  Det skyldtes til dels en frygt for, at lønmodtagerfondene ville udviske klassemodsætningerne, og gøre arbejderne til små-kapitalister. Men til dels også tidens triumfalistiske idé om, at den rigtige socialistiske revolution ventede lige om hjørnet. Så hvorfor nøjes med brød, når man kunne tage hele bageriet. Det er efter min mening bestemt ikke venstrefløjens stolteste stund, at spænde ben for planerne om ØD.
I stedet burde man have støttet tankerne, og set det som et skridt hen imod en større demokratisk kontrol med økonomien og produktionen.

Det er selvfølgelig en kontrafaktisk øvelse, men lad os lige forestille os, at det var lykkes at indføre og videreudvikle idéerne om økonomisk demokrati i Danmark og vi havde set en lignende udvikling i andre lande i den vestlige verden. Så havde meget formentlig set anderledes ud i dag.

Den voldsomme koncentration af rigdom hos en snæver elite, som vi har oplevet i de efterfølgende årtier, og som den franske økonom Thomas Piketty så overbevisende har beskrevet, kunne formentlig have været modgået.  Den eskalerende finansialisering af økonomien, hvor flere og flere investeringer er blevet dirigeret væk fra den produktive sfære og over i risikable og samfundsskadelige spekulative værdipapirer, kunne været blevet udfordret af demokratisk forvaltede investeringsformuer, der førte investeringerne derhen hvor de skabte gode og trygge arbejdspladser.   

I 1970’ernes økonomiske krise blev ØD diskuteret som en helt igennem gangbar krisepolitik, også af OECD og EF-kommissionen. Simpelthen fordi man kunne sikre den nødvendige kapital til at få gang i investeringerne. Med tanke på det lave investeringsniveau vi stadig har efter finanskrisen, er det således oplagt at genoptage diskussionen om ØD.

Men særligt fra et lønmodtager-perspektiv, ville der i den grad også i dag være gevinster at hente ved ØD. Mange af de problemer som lønmodtagerne aktuelt står over for ville se helt anderledes ud, hvis man selv havde afgørende indflydelse på virksomhedernes dispositioner og beslutninger.  Truslen om udflytning af arbejdspladser fra Danmark ville blive langt mindre. For hvorfor skulle man flytte sine egne arbejdspladser ud. Arbejdsgivernes import af billig uorganiseret arbejdskraft kunne bremses – for hvorfor skulle man acceptere arbejdskraft, der underminerer ens egne løn og arbejdsforhold. Grundlæggende ville ØD forrykke styrkeforholdene i vores samfund, og indskrænke den magt som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.

Så der er god grund til at genstarte diskussionerne om en moderne udgave af Anker Jørgensens drøm om ØD. Vi behøver dog ikke bare vente på, at et flertal i folketinget vil stille sig bag en lovgivning. For allerede i dag har vi som lønmodtagere og borgere faktisk mange muligheder for at øve direkte demokratisk indflydelse på vigtige økonomiske sektorer i samfundet.

Store dele af vores lokale energiselskaber og vandselskaber er reelt ejet eller styret af kunderne, og er drevet efter et hvil i sig selv-princip, hvor ingen skal tjene på det. Der ligger ligeledes et kæmpe potentiale i vores pensionsselskaber, hvoraf mange er kontrolleret af lønmodtagernes organisationer – eller som i ATP’s tilfælde af staten. Her ligger milliarder af lønmodtagerens opsparingskroner, som for en stor dels vedkommende er formelt demokratisk styret.

I dag forvaltes disse formuer stort set efter rent markedsøkonomiske principper, og lønmodtagernes opsparing, kan dermed reelt investeres i strid med deres og samfundets interesser – fx i virksomheder som modarbejder faglig organisering eller benytter skattely.
Vi har dog netop set, hvordan et medlemsoprør i Magistrenes Pensionskasse har ført til en beslutning om at stoppe al investering i kul og fossile brændstoffer. Det er blot en lille forsmag på den store indflydelse vi som lønmodtagere kan have på økonomien, hvis vi aktivt engagerer os i forvaltningen og investeringerne af vores pensionsformuer.

Endelig har vi været vidne til et folkeligt oprør fra kunderne i Nykredit. Beslutningen om en børsnotering af den kundestyrede selskab har paradoksalt nok skabt en ny opmærksomhed om de store fordele, der er ved en realkredit, der gennem en foreningsstruktur er kontrolleret af kunderne. Her skal ikke sikres overskud til eksterne aktionærer, men derimod sikres lave priser til forbrugerne. Nu forsøger medlemmerne at genvinde magten i virksomhedens repræsentantskab.

Eksemplerne viser også, at formel demokratisk indflydelse ikke er nok. Man skal engagere sig i disse institutioner ellers vil kapitalinteresserne overtage kontrollen. Hele realkreditten var således før på kundehænder. Men fordi vi glemte betydningen af det demokratiske ejerskab, er de gledet os af hænde og er bortset fra Nykredit opslugt af private banker. Nu vil en magtfuld og pengestærk elite fjerne de sidste demokratiske muligheder fra Nykredit ved at børsnotere selskabet. Der tales også om at privatisere vores vandforsyning.

Reelt Økonomisk Demokrati kræver permanent engagement. Ellers overtager den økonomiske elite og den snævre markedsøkonomiske tankegang kontrollen. Hvis det i fremtiden skulle lykkes, at få indført Økonomisk Demokrati på vores arbejdspladser vil succesen være helt afhængig af et stærkt og permanent engagement fra lønmodtagerne.

Men selv med et sådant permanent engagement løser Økonomisk Demokrati selvfølgelig langt fra alle problemer ved kapitalismen. Danske lønmodtagere ville stadig stå i et konkurrenceforhold til lønmodtagere i andre lande og dermed kunne presses på løn og arbejdsforhold. Men ØD, ville være et vigtigt skridt på vejen mod et samfund, hvor demokratiet ikke stoppede ved indgangen til arbejdspladsen, og hvor afgørende økonomiske beslutninger ikke blev overladt til en lille elite, som ingen har stemt på.

Men det kan jo ikke lade sig gøre, vil liberalister og borgerlige økonomer sikkert indvende. Hvorfor ikke?
Skulle kapitalismens udemokratiske ejerskab over vores produktion og vores arbejdspladser virkelig være slutningen på historien? Det troede Anker ikke på. Og det tror jeg heller ikke.

 

Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.

Annonce