Hvem hjælper "den svenske model"?

Den 26. februar stemte et flertal af politikerne i EU-parlamentet for en resolution, som anbefaler medlemslandene at bekæmpe prostitution ved at straffe købere af seksuelle ydelser – altså det, der populært er blevet kaldt ”den svenske model” (eller fejlagtigt for den ”nordiske” model). Resolutionen er ikke bindende og har således ingen juridisk værdi; den er blot et eksempel på det, der med rette kan kaldes ”signallovgivning”.

Den sender et signal om parlamentarikernes standpunkt i en både lokal og global værdikamp – en kamp hvor EU-parlamentarikernes position er blevet presset af at en række internationale og lokale organisationer på det seneste har sendt lige så tydelige signaler med omvendt fortegn.

Det er nemlig næppe uden relevans for at forslaget blev stillet, at

• FNs organisation for forebyggelse af HIV/AIDS, UNAIDS, i 2012 kom med en rapport, som anbefaler, at sexarbejde afkriminaliseres (s.8) for at give sexarbejdere bedre kontrol over sine arbejdsforhold, bedre adgang til prævention og andre sundhedsfremmede tiltag.
• Samme konklusion kom FNs globale undersøgelseskommission om lovgivning og HIV frem til samme år. Blandt de lovkomplekser, som er i vejen for forebyggelse af HIV-smitte rundt om i verden, nævner den kriminalisering af prostitution. Kommissionen anbefaler legalisering og kritiserer både den svenske (s.38) og den danske (s.43) model.
• Et andet FN-organ, verdenssundhedsorganisationen WHO, skrev i 2013 i sine anbefalinger om forebyggelse af kønssygdomme blandt sexarbejdere, at stigmatisering og kriminalisering af sexarbejde forhindrer deres adgang til sundhed og forebyggelse og gør sexarbejdere mere sårbare overfor vold fra private såvel som statslige aktører. Volden forekommer bl.a. også når kriminaliseringen foregår under dækning af ”redning”, ”rehabilitering” m.v. (s.24).
• I et notat fra 2013 nævnte FNs kvindeorganisation, UN Women, også de sundhedsrelaterede farer for kvinder ved kriminalisering og stigmatisering af sexarbejde og understregede desuden, at det både skader ofrene for menneskehandel og de frivillige sexarbejdere at de to ting ofte blandes sammen.
• Denne pointe gentages af NGO- netværket Global Alliance Against Traffic in Women, ligesom det europæiske netværk mod menneskehandel, La Strada International, også kritiserer forsøgene på at kriminalisere sexarbejde og kalder dem kontra-produktive: Det hjælper ikke ofrene for tvang, at myndighederne ikke kan skelne mellem tvang og frivillighed.
• Også den seneste rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserer forbuds- og kriminaliseringstankegangen som kontraproduktiv, hvis målet er at beskytte de involverede parter, da det kan føre til eller forstærke deres sårbarhed overfor vold og afpresning fra såvel private som statslige aktører.
• Senest vakte det stor opstandelse, da et internt oplæg til diskussion i Amnesty International blev lækket og fortolket af tabloidmedier som om det var organisationens officielle politik. Det var det ikke, men Amnesty er i gang med at diskutere og udforme nogle strategiske holdninger til sexarbejde, fordi det åbenlyst er et spørgsmål som påvirker de involveredes menneskerettigheder.

Det er altså ikke så få internationale forsknings- og menneskerettighedsbaserede organisationer, der indenfor de seneste år er kommet med kraftig kritik af love, som på den ene eller anden måde kriminaliserer aspekter af (frivillig) prostitution på grund af deres konsekvenser for sexarbejderne, når deres erhverv tvinges under jorden eller ind i juridiske gråzoner, hvor deres rettigheder og tillid til myndighederne svækkes.

Og det er nok i lyset af denne internationale tendens, man skal se EU-parlamentets resolution: Den er et forsøg på at trække i nødbremsen og sende et signal om, at man hverken anerkender den internationale forskning eller FNs organisationer. Samtidig forsøger parlamentarikerne at præsentere sit ønske om kriminalisering efter den ”svenske model”, som om det er noget helt nyt, der ikke rammes af kritikken, selvom denne model altså også nævnes eksplicit i flere af rapporterne og har mange af de samme konsekvenser for sexarbejderne som andre kriminaliseringstiltag.

Forskning afvises med konspirationsteorier

EU-parlamentets politikere og de lobbygrupper, der har fremført forslaget, opfører sig altså ligesom de politikere, der desperat benægter den stadigt mere overvældende dokumentation for menneskeskabt klimaforandring og fremsætter lovforslag, som går stik imod anbefalingerne fra den videnskabelige konsensus.

Og ligesom klimabenægterne reagerede EU-resolutionens forfattere også på kritikken med konspirationsteorier om, at alle forskerne og organisationerne i virkeligheden har en hemmelig dagsorden.

EU-parlamentets udkast blev skarpt kritiseret i et åbent brev udsendt af 560 internationale NGOer og et andet udsendt af 94 forskere – herunder 26 danske - på området.

Alle siger de det samme som NGOerne og forskningen har sagt hidtil: At kriminalisering af sexkøbere også rammer sexsælgerne - både de frivillige og de tvungne - ved at gøre dem mere udsatte, mere afhængige af bagmænd, og svækker deres forhold til myndighederne, hvilket alt samme gør deres arbejds- og livsforhold farligere, og vanskeliggør kampen mod tvungen prostitution og trafficking. De opfordrede derfor EU-parlamentarikerne til at afvise resolutionen.

Den engelske EU-parlamentariker, som stod i spidsen for resolutionen, Mary Honeyball, reagerede på kritikken ved at sende en email til de andre parlamentarikere, hvor hun hævdede at de fleste af kritikerne i virkeligheden bare var alfonser.

Det er altså adskillige FN-organer, en international forskningskommission om lovgivning, en af de førende globale menneskerettighedsorganisationer, hundredvis af NGOer og en lang række forskere, som alle bliver afvist med en anklage om, at de i virkeligheden bare har en privat interesse i at tjene penge på køb og salg af sex.

Når empirisk forskning og evidensbaserede bekymringer afvises med konspirationsteorier og injurier, så er det et tegn på desperation.

Fru Honeyball har dog ret i at nogle af kritikerne har en personlig og økonomisk interesse i afkriminalisering af prostitution, nemlig sexarbejderne selv. Og deres organisationer var naturligvis også blandt de, der kritiserede EU-resolutionen - det er trods alt deres retsbeskyttelse og arbejdsvilkår, som er truet. Men var det ikke netop meningen at forslaget skulle ”beskytte” sexarbejderne? Noget tyder på at det ikke er tilfældet.

Hvad er ”den svenske model”?

Men hvad er ”den svenske model” - som efter indførelsen i Sverige i 1999 også er blevet kopieret i Norge og Island i 2009 og for nylig i Frankrig - og hvad adskiller den fra andre landes bekæmpelse af handel med seksuelle ydelser? Svaret er først og fremmest: indpakning og retorik.

Hvor kriminaliseringen af prostitution traditionelt har været begrundet i en mere kulturkonservativ forestilling om, at ”løse” kvinder truer samfundsmoralen og familieværdier, så er den nye svenske lovgivning baseret på idéen om, at kvinder, der sælger seksuelle ydelser per definition er ”ofre”, der ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv eller træffe rationelle beslutninger. Fokus er altså ændret fra at se sexarbejdere som handlende subjekter, der truer samfundet, til at se dem som passive objekter, der må beskyttes af ”samfundet” i form af staten.

Men i praksis er der ikke den store forskel. Det er sandt, at det ikke er sexarbejderne i Sverige, som straffes formelt ved idømmelse af bøder eller fængsel, men det er stadig dem, der udsættes for overvågning og chikane fra myndighederne, fordi de jo er omdrejningspunktet for politiets efterforskning af en handling, som nu er ulovlig; det er også dem, der bliver gjort hjemløse, fordi deres lejligheder bruges til et erhverv, som er kriminaliseret, og det er dem, der jages væk fra gaden eller deportekres fra landet, fordi deres erhverv udgør en opfordring til og delagtighed i illegale og ”amoralske” aktiviteter.

Selvom retorikken har skiftet fokus fra mistænkeliggørelse af sælger til køber, så er det praktiske fokus i lovens håndhævelse altså stadig på sælgeren. Og det er klart. For det er jo ikke sådan, at bare fordi noget er blevet forbudt, så forsvinder eller retsforfølges det af sig selv. Hvis loven skal have en virkning, så må myndighederne have redskaber og metoder til opklaring og bevisførelse, og disse fokuserer på sælgeren af seksuelle ydelser, ikke køberen, da det er sælgeren, politiet kan lokalisere og bruge som udgangspunkt for efterforskningen.

Lad mig give nogle eksempler.

Forværret retssikkerhed

Da den svenske lov blev indført i 1999 var politiets første skridt at indføre patruljering og overvågning af områder, hvor sexsælgere arbejdede. Formålet var at ”skræmme” eventuelle købere væk, men effekten var naturligvis også, at sælgerne blev jaget væk fra de kendte områder, hvor de kunne passe på hinanden, fordi de arbejdede i grupper. Som resultat blev gadeprostitutionen mindre synlig, men også mere farlig.

Sexarbejdere har brug for at kunne mødes med kunden og se vedkommende an, før de beslutter sig, men med myndighedernes stress-kampagne kan dette møde ikke længere foregå på et offentligt sted, hvilket drastisk forværrer de gadeprostitueredes arbejdsvilkår.

I stedet for at arbejde på gaden opererer de sexarbejdere, som har råd til det, måske fra en lejlighed. Da denne nu bruges til et illegalt formål, kan politiet sætte den under overvågning, ligesom de kan aflytte vedkommendes telefon, hvilket betyder, at folk, der er mistænkt for at sælge seksuelle ydelser i Sverige allerede har mistet væsentlige politiske rettigheder.

I Norge har politiet sågar udført en ”Operation Hjemløs”, hvor de opsøger udlejere og får dem til at smide sexarbejdere på gaden, eftersom det er ulovligt at leje ud til illegale aktiviteter. Resultatet er, at flere sexarbejdere ikke alene bliver hjemløse, men også mere afhængige af bagmænd, der kan stå for og tjene på leje af lokaler.

Dette har givetvis ikke haft en positiv indflydelse på sexsælgernes forhold til politiet, hvilket gør dem mere sårbare overfor misbrug og udnyttelse fra andre, da de er bange for at gå til politiet. De er med andre ord nærmest ”retsløse”.

Dette gælder især de udenlandske sexarbejdere (der vel er den primære rissikogruppe for trafficking), der som følge af loven oplever chikane fra politiet, som stopper dem på gaden og udspørger dem om identitet, opholdstilladelse og bopæl. Dette er bl.a. beskrevet i en forskningsrapport om håndhævelsen af den norske prostitutionslov.

For nylig har der i de norske medier været fokus på flere sager, hvor udenlandske sexarbejdere er blevet dobbelt straffet - først af voldelige gerningsmænd, og derefter af det politi, som skulle beskytte dem.

En historie drejer sig om tre nigerianske kvinder med italiensk opholdstilladelse, der henvendte sig til politiet efter at være blevet udsat for grov vold fra mænd, der brød ind i deres hotelværelse for at berøve dem. I stedet for at få hjælp, blev kvinderne fængslet og deporteret. Politiet vurderede, at de ikke var i landet på lovligt grundlag, da de arbejdede som sexarbejdere, og eftersom de ikke var ofre for tvungen menneskesmugling, så kunne de ikke få beskyttelse.

I en lignende sag ringede en nigeriansk kvinde til politiet for at anmelde at hun og hendes kolleger var holdt mod deres vilje og voldtaget af to bevæbnede mænd. Resultatet blev at kvinderne blev smidt på gaden, da politiet og udlejeren fik nys om at lejligheden blev brugt til salg af sex.

Disse og adskillige andre sager sender et klart signal til sexarbejdere i Norge om, at de ikke kan få beskyttelse af politiet, hvilket gør dem langt mere udsatte: Voldsmænd går fri, mens sexarbejderne trues til tavshed af myndighederne, som straffer dem, hvis de henvender sig. Deres retssikkerhed er blevet stærkt forværret efter indførelsen af ”Den svenske model”.

Juridisk umyndiggørelse

Et andet aspekt af den ændrede retorik, hvor sexarbejdere ikke længere betragtes som aktivt handlende subjekter men i stedet over én kam som ”handlede” og ”ofre” uanset hvad de selv siger, er, at de umyndiggøres. Ikke blot i den teoretiske forstand, at kriminaliseringstilhængerne og myndighederne ikke lytter til dem, fordi de jo ikke betragtes som rationelle individer, der ved hvad der er bedst for dem selv, men også konkret i den juridiske forstand: Staten og retssystemet tildeler dem en lavere juridisk status og betragter dem ikke som juridisk myndige personer.

Dette viser sig blandt andet ved at det svenske retssystem fratager sexarbejdere deres forældremyndighed. Når politiet foretager en razzia, rapporterer de sexarbejderne til de sociale myndigheder, som derefter kan iværksætte procedurer for at ”redde” dem og deres familie fra deres ”umoralske” tilværelse. Dette inkluderer trusler om, at deres børn kan blive tvangsfjernet.

Denne umyndiggørelse fik en katastrofal konsekvens sidste år, da den svenske sexarbejder Jasmine blev myrdet af sin ex-mand. Da myndighederne opdagede at hun var sexarbejder, hentede de hendes to børn og overdrog forældremyndigheden til den voldelige mand, som hun var skilt fra. Hun måtte kæmpe en lang juridisk kamp, hvor dommerne bl.a. hævdede, at hun måtte lide af ”falsk bevidsthed”, eftersom hun insisterede på at have valgt sin profession frivilligt. Dette var altså nok til at vægte endes ord og egnethed som forælder lavere end den mand, som tidligere var dømt for vold.

Hun fik til sidst ret til i det mindste at besøge børnene hos deres voldelige far, og under et af disse besøg trak han en kniv og stak både hende og den socialarbejder, som skulle overvære besøget; Jasmine døde. Jasmine havde gentagne gange forsøgt at råbe myndighederne op og gøre dem opmærksomme på mandens aggressive og voldelige adfærd, men eftersom hun blev betragtet som en irrationel person, der lider af ”falsk bevidsthed” fik hun ikke den beskyttelse, enhver anden ville have haft ret til.

Fra en svensk sexarbejders perspektiv kan påstanden om at, den svenske lov skulle være til for at ”beskytte” kvinder altså virke meget tvivlsom.

Sexsælgere straffes

Denne indirekte juridiske afstraffelse i form af ringere retssikkerhed for sexarbejdere står dog ikke alene. Skåltalerne om at ”den svenske model” kun kriminaliserer sexkunderne og ikke straffer sælgerne, er slet og ret løgn og propaganda. Både i Sverige og i Norge har loven ført til officielle domme i retssystemet, hvor sexarbejderes erhverv er blevet brugt som juridisk grundlag for frakendelse af rettigheder og idømmelse af straf.

Før ”den svenske model” blev indført i Norge var der flere retssager, hvor sexarbejdere havde sagsøgt overfaldsmænd og blandt andet var blevet tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Da loven blev indført i 2009 ændredes denne domspraksis, da dommerne nu tog loven til grund for at salg af sex er en ”umoralsk” levevej, som ikke kan anerkendes eller beskyttes af retssystemet.

En voldsmand slipper altså billigere for at overfalde en sexarbejder end for at overfalde en person med en anden indtægt. Endvidere betyder dette at sexarbejdere ikke kan sagsøge kunder, der løber fra regningen, eftersom en sådan ”umoralsk” kontrakt ikke regnes for juridisk bindende. Kriminaliseringen har altså helt formelt ført til ringere retsbeskyttelse for sexarbejdere.

Ligeledes er den blevet brugt til at idømme sexarbejdere straffe, som folk med et andet arbejde ellers ikke ville kunne blive idømt. I 2011 blev en rumænsk kvinde deporteret fra Sverige, fordi hun erhvervede sig som sælger af seksuelle ydelser. Politiet havde anholdt hende, fordi salg af sex udgør en opfordring til en kriminel handling, nemlig køb af sex, og dermed i sig selv er noget politiet kan forbyde.

Både migrationsmyndighederne og ombudsmanden blåstemplede deportationsordren med den begrundelse, at salg af sex udgør en medvirken til en kriminel handling og dermed er en overtrædelse af loven, som kan føre til frakendelse af opholdsret og idømmelse af deportationsstraf.

Juridisk er disse domme forståelige: En handel kræver to parter - en køber og en sælger - og hvis man forbyder den ene part, så vil den anden part jo også være medskyldig i et kriminelt forhold. Tilsvarende er det underordnet, om man rent formelt forbyder købet eller salget af seksuelle ydelser, eftersom selve handlen i begge tilfælde er kriminaliseret og underlagt politi-efterforskning, som rammer begge parter, men i første omgang fokuserer på sælgeren, da det er dér, den kriminelle handling rent ”geografisk” foregår.

Enhver, der påstår at ”den svenske model” kun straffer og kriminaliserer sexkunderne, taler altså ikke bare mod bedre vidende om den svenske lov i praksis, men udviser også en manglende forståelse for hvordan, jura og politiarbejde fungerer generelt.

Virker loven efter hensigten: Mindre prostitution?

Måske er man ligeglad med at loven ikke hjælper sexarbejdere men i stedet straffer dem, og måske er man ligeglad med at retsprincipperne forringes, så længe loven har en anden effekt: At omfanget af køb og salg af sex mindskes.

Vi har ellers hørt i mange politiske taler, at loven er til for at beskytte og hjælpe sexarbejderne - om det så udelukkende er for at ”hjælpe” dem ud af arbejdet og beskytte dem mod sig selv - men hvad nu hvis det ikke er tilfældet? Som nævnt er der ikke meget, der tyder på at det er konsekvensen, men måske er det heller ikke hensigten?

Det kunne se sådan ud. I den svenske regerings egen officielle evaluering af loven i 2010 erkendte de, at den har en række negative konsekvenser for sexarbejderne, men at dette var underordnet fordi det overordnede mål nemlig ikke er at gøre livet lettere for de prostituerede men at bekæmpe prostitution. Hvis hensigten er at bekæmpe køb og salg af sex, så er det vel ikke så underligt at man gør livet sværere for både sælgere og købere.

Dermed er det dog svært at beholde forestillingen om loven som udtryk for en svensk statsfeminisme, der betragter sexarbejdere som uskyldige ofre, eftersom de jo straffes for sin aktive medvirken til et fænomen, staten ønsker at bekæmpe uanset om det skader eller hjælper dem. De konkrete kvinder må således leve med de negative konsekvenser, fordi de står i vejen for et større og mere moralsk projekt: Det prostitutionsløse samfund.

Har loven så virket efter den hensigt? Er der blevet mindre prostitution i Sverige som følge af sexkøbsloven fra 1999? Det er svært at sige, men ikke engang politiet selv praler med resultaterne. I rigspolitiets egen rapport og den medfølgende pressemeddelelse erkender de at, det ikke er muligt for myndighederne at få et overblik over omfanget.

Efter lovens vedtagelse og politiets første indsats mod gadeprostitutionen flyttede salget af sex ganske vidst væk fra gaden. I stedet foregår det nu primært via annoncering på internettet, og på trods af deres omfattende myndighed til overvågning og telefonaflytning m.v. har politiet har simpelthen ikke mulighed for eller mandskab nok til at udføre den nødvendige overvågning eller registrering.

I øvrigt er det ikke engang sikkert at det er sexkøbsloven, der har flyttet og digitaliseret markedet, eftersom internettet først virkelig er blevet udbredt efter lovens vedtagelse, så måske ville denne udvikling have fundet sted under alle omstændigheder.

Politiets rapport fortæller desuden at antallet af thai-massageklinikker i Stockholmsområdet steg fra 90 i 2009 til 250 ved udgangen af 2011 (s.13). Det er næsten en tredobling på 3 år! Politiet selv vurderer, at der sælges seksuelle ydelser på de fleste af disse klinikker, så disse tal tyder bestemt ikke på et fald i udbuddet af sex.

Tilbage står en politisk hensigtserklæring om at Sverige skal være et uattraktivt sted for migrante sexarbejdere for derved at mindske omfanget af trafficking. Det er værd at notere sig, at de svenske myndigheder konsekvent omtaler alle ikke-svenske sexarbejdere som ofre for transnational trafficking og udnyttelse, uanset om de er blevet tvunget eller er kommet af egen vilje for at tjene penge. Dette gør det naturligvis fuldstændigt umuligt at få det mindste overblik over hvor mange reelle ofre for tvang og afpresning, der er.

Det eneste politiet således kan give en vurdering af, er antallet af migrante sexarbejdere, og det er ikke faldet. Det gjorde det i en kort overgang umiddelbart efter lovens vedtagelse, men antallet af udlændinge, der bliver taget i at sælge sex i Sverige, er steget støt igen. Politiets rapport mere end antyder, at der er tale om økonomiske migranter, idet de konstaterer en ændring i sexarbejdernes nationalitet, der antyder en øget trafik fra lande, der er hårdt ramt af den økonomiske krise.

Sexkøbsforbuddet har altså ikke skræmt fattige østeuropæere væk fra at sælge sex i Sverige. Den transnationale sex-trafik er drevet af økonomiske faktorer i hjemlandet, ikke politiske eller juridiske i arbejdslandet. Sexarbejderne kommer altså for at tjene penge, fordi der ikke er penge at tjene i hjemlandet. Der bliver ikke færre af dem blot fordi deres retssikkerhed svækkes, så om man vil gøre deres liv og arbejdsforhold mere eller mindre sikkert er et politisk valg, der ikke har den store indflydelse på at de findes.

Trafficking og migrationsbekæmpelse

Det samme gælder de migrante sexarbejdere, hvis grad af frivillighed er endnu mindre - de migranter, der ofte med livet som indsats er kæmpet for at trodse Fort Europas sikkerhedsmure og kontrolsystemer, som skal holde økonomiske og politiske flygtninge væk fra Europa. EU-landenes grænser er blevet stadigt mere militariserede og lukkede, og kontrolapparaterne er blevet flyttet stadigt længere væk, så de første led i den europæiske migrationspolitik nu udføres i de lande, folk flygter fra. Det er ikke bare blevet sværere at komme ind i Europa - det er også blevet farligere, i takt med at de mere sikre ruter lukkes.

Alligevel trodser adskillige tusinder af migranter årligt den dødbringende europæiske grænsekontrol og risikerer livet på en farefuld færd ind i Europa, hvor de ofte må leve et udokumenteret liv uden politiske og juridiske rettigheder. Uanset hvor hård bekæmpelsen af migranterne er, stopper den dem ikke, for den ændrer ikke ved den afgørende push-faktor: at det er forholdene i hjemlandet, som driver folk til at prøve lykken et andet sted.

Mange af disse migranter kommer til Europa vel vidende at de ikke kan få et drømmejob og at de i starten må udføre diverse gråzone-arbejde for at tjene de penge nok til at starte noget andet. Det kan for eksempel være udokumenteret arbejde i de sydeuropæiske drivhuse, rengøring for den europæiske middelklasse, eller salg af sex. Er dette frivilligt arbejde? Nej, ikke mere end i det omfang, at enhver, der desperat ønsker at tjene penge, og ikke har særligt mange muligheder at vælge imellem, må tage det arbejde, der er til rådighed. Dette betyder dog ikke at de ikke har ”fri vilje” eller ikke vidste hvad de gik ind til.

I starten vil de ofte være nødt til at betale af på gæld til de underjordiske netværker, som transporterede dem til Europa. Nogle af disse netværker er mindre sympatiske end andre, men kriminelle er de alle: Uanset om det er flygtninge med ret til at komme til Europa og søge asyl eller økonomiske migranter der håber på at kunne sende penge hjem til sin familie, så er det ulovligt at hjælpe udokumenterede migranter til Europa. Enhver, der hjælper en migrant over en grænse er altså skyldig i trafficking.

Dette er overordentligt vigtigt! Af flere grunde. Dels fordi ordet ”trafficking” bliver misbrugt i den politiske retorik - hvilket vi bl.a. kan se i Sverige - på en måde, hvor alle migrante sexarbejdere beskrives som ”handlede” og ”ofre” for kyniske menneskesmuglere, der har transporteret dem fra hjemlandet mod deres vilje. Dette er sjældent tilfældet: Migranter er også autonome aktører, og mange migrante sexarbejdere traf selv en beslutning om at komme til Europa, vel vidende at det var farligt, vel vidende at de måtte sætte sig i gæld til transportørerne, og vel vidende at de måtte sælge sex for at betale af på den gæld. De er altså ikke blevet transporteret mod sin vilje.

Det betyder selvfølgelig ikke at de nyder et liv i fuldkommen frihed - langt fra. Dels er deres økonomiske og politiske frihed stærkt begrænset af den restriktive europæiske indvandringspolitik, og dels så er der jo nogle af dem, som ender med at blive udnyttet og udbyttet af uhæderlige transportør-netværker, som måske beholder deres pas eller presser dem med trusler og vold, indtil de har betalt gælden af. Da de ikke har opholdsret, kan de ikke gå til politiet, da de så risikerer at blive deporteret. Den manglende retssikkerhed kan altså udnyttes af andre til at indskrænke friheden endnu mere.

Hvorfor er dette så vigtigt. Fordi ordet ”trafficking” misbruges af politikere og lobbygrupper til at intensivere bekæmpelsen af enhver form for udokumenteret migration. Når de siger ordet ”trafficking” ønsker de, at vi skal tænke på sexslaver som handles og sælges og transporteres mod sin vilje, for det kan vi jo alle blive enige om at være imod. Men når vi derefter har givet vor støtte til indsatsen mod ”trafficking”, så viser det sig som regel, at den i praksis bruges til at bekæmpe enhver form for trafficking i ordets virkelige betydning - altså transport af mennesker som staten ikke har godkendt. Det vil sige: flygtninge og andre uregulerede migranter.

Adskillige nationale og europæiske initiativer mod trafficking er i praksis elementer i den generelle bekæmpelse af ureguleret migration: Det består i kortlægning af migrationsruter, efterforskning og optrevling af transport-netværker, aftaler med nabostater om at de skal forhindre udrejse, militarisering og overvågning af grænserne, identifikationskrav og retsløsgørelse af migranter indenfor Europa og så videre. At dette udføres også under overskriften ”bekæmpelse af trafficking”. Politikernes kampagner mod sexarbejde og trafficking er altså også redskaber der bruges til at legitimere befæstningen af Fort Europa og yderligere lukning af grænserne.

Og som sagt: Jo sværere det bliver at komme ind i Europa, og desto svagere ens retsbeskyttelse er, når man er kommet ind, desto mere afhængig bliver migranterne af de kriminelle netværker, som smugler dem over grænserne, og desto større bliver prisen for transporten og dermed den gæld, de må arbejde af. Og det er jo lige præcis de faktorer, der gør at vi kan tale om tvangsarbejde og ufrivillige forhold: Når migranter er retsløse og presses til at arbejde gæld af for kriminelle bagmænd.

Vi har altså den groteske og orwellske situation, at den europæiske kamp mod migration føres under barmhjertige slogans om at hjælpe tvangsarbejdere og ofre for trafficking, samtidig med at den netop skaber og forstærker de forhold, som gør at migranter bliver udsat for tvang og ufrivillighed. Den Svenske Model for kriminalisering af prostitution - der betragter alle migrante sexarbejdere som ofre for trafficking - er en integreret del af denne politik.

Den svenske lov blev vedtaget i kølvandet på medie-skabt moralsk panik over primært afrikanske gadeprostituerede - en forargelse, der ikke kan adskilles fra den mere generelle xenofobiske forargelse over migranter der kommer og ”forurener” gadebilledet og samfundet med sine fremmede kroppe og fattigdomsprægede adfærd. For at skille sig af med dem valgte man at lade som om man ville hjælpe dem - uanset at ”hjælpen” gør mere skade end gavn og i virkeligheden er med til at skabe de forhold, som man påstår man vil hjælpe dem ud af.

Ønsker man vitterligt at bekæmpe tvangsforhold og ufrivillighed, så er svaret ligetil: Så må man styrke de politiske og juridiske rettigheder og øge de økonomiske og sociale muligheder. Det gælder både for sexarbejdere og migranter: Desto færre lovlige muligheder de har, desto mere udsatte bliver de for pres fra professionelle kriminelle, der udnytter den lovløse situation.

Feministisk teori og strategi

Vi har altså et eksempel på en lov, som beviseligt har skadet flere kvinder. Den gør livet sværere for de sexarbejdere, den påstås at hjælpe, og den giver dem en ringere retssikkerhed og juridisk status, end de havde før lovens indførelse. Den har ikke hjulpet dem ud af prostitution, men derimod gjort det sværere for de sexarbejdere, der er blevet udsat for vold og misbrug, at gå til myndighederne for at få hjælp.

Måske blev den indført i Sverige og Norge med gode intentioner, men erfaringerne fra de lande viser, at den altså skader de kvinder, den er rettet mod.

Det rejser uundgåeligt spørgsmålet: Hvorfor i alverden kæmper kvindeorganisationer som Den Europæiske Kvindelobby, det danske Kvinderåd og Dansk Kvindesamfund så for en udbredelse og indførelse af den samme lovgivning i andre lande? En lovgivning, der stiller de kvinder, den berører, ringere både juridisk, politisk, og socialt. Jeg har ikke stødt på et eneste eksempel på at nogen af de kvinder, loven handler om, siger at den har hjulpet dem, men der er masser af eksempler på det modsatte.

Måske drejer det sig slet ikke om de konkrete kvinder, hvis liv direkte påvirkes af loven. Måske handler det ikke om at hjælpe dem. Måske er loven et led i en større politisk dagsorden, hvor de konkrete sexarbejdere må sætte sine interesser til side for det overordnede gode projekt. Hvad er dette projekt så, når det nu tilsyneladende ikke er at hjælpe sexarbejdere?

En mulig forklaring kunne være, at disse organisationer delvist er drevet af den noget gammeldags - og efter min mening konservative - radikalfeministiske tankegang, der betragter kønnene som essentielt forskellige og mener at, forskellene på mænds og kvinders seksualitet er roden til den socio-økonomiske ulighed mellem kønnene.

Der er radikalfeminister som betragter mænds seksualitet som essentielt aggressiv og undertrykkende, mens de mener at kvinder biologisk set er passive og dermed per definition underlegne, når de indgår i et heteroseksuelt forhold. Denne grundlæggende og biologiske forskel opfatter de som den dybtliggende årsag til de samfundsmæssige forskellige og uligheder mellem mænd og kvinder og roden til kønsmæssig uretfærdighed. For at få bugt med disse uretfærdigheder er det altså nødvendigt at gå til problemets rod og tæmme den ”maskuline” seksualitet.

Et led i dette projekt er at begrænse mandens adgang til at få afløb for sine seksuelle lyster mod betaling. Mænd betragtes nemlig som følelsesløse væsner med en ukompliceret seksualitet, der blot kræver udløsning, hvorimod kvinder anses som modvillige modtagere, der kræver en modydelse i form af enten hengivenhed og omsorg fra manden eller kontant betaling. Køb og salg af seksuelle ydelser ses altså som en vedligeholdelse af den uhæmmede og følelsesløse mandlige seksualitet, og som en opfordring til at behandle kvinder generelt som underdanige tjenesteydere. Hvis manden ikke længere har adgang til at få udløb for sin seksualitet mod betaling, så ændres dette dominansforhold - både i soveværelset og i andre sociale forhold.

Dette er en lettere karikeret opsummering af dele af den radikalfeministiske teori, men elementer af denne tankegang kan findes hos radikalfeministiske teoretikere og forbudslobbyister som Janice Raymond, Julie Bindel, Sheila Jeffreys og Andrea Dworkin.

Jeg tror ikke, at de førnævnte kvindeorganisationer er fuldt og helt tilhængere af denne seksualitetskonservative og køns-essentialistiske analyse, hverken bevidst eller ubevidst, men jeg har set tegn på, at den i hvert fald har påvirket debatten og argumentationen hos nogle forbudstilhængere - også de, som ellers næppe i andre sammenhænge kan genkende sig selv i den teori, hvis argumenter de benytter her.

Påstanden om at, forskellige i seksualitet skulle være en dybereliggende årsag til den strukturelle samfundsmæssige ulighed mellem mænd og kvinder, forekommer mig noget søgt (foruden at bygge på en konservativ opfattelse af mænd og kvinders seksualitet). Der er da heller ikke rigtig noget, der indikerer at sexkøbsforbuddene i Sverige, Norge og Island skulle have bidraget til en øget lighed mellem kønnene generelt.

Selvom der er lang vej endnu, ligger de nordiske lande alle i toppen med hensyn til kønsmæssig lighed - i hvert fald hvis man benytter kriterierne i World Economic Forums Global Gender Gab rapport, som måler de nationale forskelle i mænd og kvinders adgang til uddannelse, magt, arbejde, sundhed m.v.

Sverige, som har haft forbud mod køb af seksuelle ydelser i 10 år længere end Norge og Island, er dog faldet bagud i forhold til både disse lande og i forhold til Finland, som ikke har noget generelt sexkøbsforbud. Der er altså næppe nogen årsagssammenhæng mellem prostitutionslovgivning og generel ligestilling mellem kønnene.

Søger man efter årsager til at Sverige klarer sig bedre end Danmark, fremhæver rapporten den mere fleksible svenske lovgivning om barselsorlov, som giver svenske kvinder en større mulighed for at balancere karriere og familie på lige fod med sine mandlige partnere. Dér er en klar lovgivningsmæssig forskel på Danmark og Sverige, som med langt større sandsynlighed har betydning for magtforholdene og de strukturelle uligheder mellem mænd og kvinder. Det er altså en ”Svensk Model” man godt kunne kopiere.

Det går flere af kvindeorganisationerne da også ind for, men man kan roligt konstatere at det ikke er med samme iver og begejstring, forargelse og vrede, eller med noget der bare minder om den samme type offentlige kampagner og lobbyisme, som mobiliseres i forhold til indførelse af det sexkøbsforbud, som ikke har haft nogen betydning for ligestillingen i Sverige, men derimod har gjort livet sværere for de kvinder, der rammes af det.

Det synes jeg er en underlig prioritering.

Endelig kan man indvende, at seksualitet slet og ret ikke bør være noget, der foregår på markedsvilkår. Sex bør være en lidenskabelig handling mellem ligestillede personer, der begge har den seksuelle lyst som motiv - ikke finansielle overvejelser. Dette er bestemt et argument, jeg har sympati for. På det personlige plan er jeg helt enig.

Men det er ikke i sig selv et stærkt nok argument for at staten og politiet skal regulere og kriminalisere seksuelt samkvem, der ikke lever op vores personlige idealer og ønsker. Det er en besynderlig form for ”feminisme”, der ofrer konkrete kvinders juridiske og fysiske sikkerhed for et moralsk princip om det ideelle seksuelle forhold.

Hvis vi ønsker, at økonomi ikke skal være en faktor i seksuelle forhold, så lad os kæmpe for at øge de sociale og økonomiske muligheder for alle i samfundet.

Hvis vi ønsker, at ingen skal være underlagt tvang og pres i seksuelle forhold, så lad os afskaffe de forhold, der gør dem afhængige af andre mennesker, og som afskærer dem fra politiske og økonomiske rettigheder og muligheder.

Hvis vi ønsker at fremme folks myndighed og selvbestemmelse, så giv dem mulighed for at organisere sig uden at få juridiske problemer, for at tale sin sag uden at blive udsat for moralsk fordømmelse eller anklager om ”falsk bevidsthed”.

Dét er den slags feminisme, jeg går ind for.